Klart Sprog, Klart Sind

Et fælleskøkken kan være et godt sted at snakke med mennesker om alt muligt. Da jeg er en meget diskussionslysten person, så havner jeg ofte i diskussioner om alt muligt. I dag mødte jeg Anders i køkkenet, og snakken kom til at falde på om Lance Armstrong (LA) faktisk vandt Frankrigsturen (Tour de France) eller ej.

Anders’ position er at det gjorde han ikke. Efter lidt frem og tilbage snak, så frømfører han en smart analogi. Da han er matematiker, så er det ikke overraskende at han vælger en analogi fra matematikkens verden. Hans analogi er, at det nogle gange er sket i historien, at en matematiker har påstået og andre har været enige om, at han havde bevist et eller andet teorem. Senere skulle det dog vise sig, at der var en fejl i hans forsøg. I sådan et tilfælde mener Anders, ganske korrekt efter min mening, at matematikeren IKKE havde bevist sit teorem.

Dette mener Anders er analogt til situationen med Frankrigsturvindere, som senere får frataget deres medaljer, såsom det skete for LA. Hans analogi er opfindsom, men fejlagtig.

Succesord
Det handler om et lingvistisk og filosofisk koncept success word. Et succesord er et som implicerer sandheden eller lign. af det som der omtales. <bevis> er et succesord. Hvis man har bevist noget, så følger det, at det man har bevist er sandt, og at ens argumentation for påstanden er tilstrækkelig. En argumentation for en påstand er derfor ikke et bevis hvis 1) påstanden ikke er sand, eller 2) ens argumentation for påstanden var utilstrækkelig. Dette er helt i overensstemmelse med Anders’ matematiker situation.

<at vinde>
Er det så analogt til situationen med cykling? Det kommer helt an på hvordan man forstår konceptet at vinde eller ækvivalente koncepter fra andre sprog, fx EN to win. Det er altså en semantisk diskussion, uanset hvor meget folk påstår ikke at kunne lide den slags. Man må ty til ordbogen:

win (third-person singular simple presentwins, present participlewinning, simple past and past participlewon)

1. (obsolete, transitive) To conquer, defeat.  [quotations ▼]
2. (transitive) To triumph or achieve victory in (a game, a war, etc).
3. (transitive) To obtain (someone) by wooing.
4. (intransitive) To achieve victory.

   Who would win in a fight between an octopus and a dolphin?

5. (transitive) To obtain something that is wanted.

   The company hopes to win an order from the government worth over 5 million dollars.

6. (transitive) To cause a victory for someone.

   The success of the economic policies should win Mr. Smith the next elections. The policy success should win the elections for Mr. Smith.

Det er betydning #2 vi snakker om. Igen må man ty til ordbogen:

victory (plural victories)

1. An instance of having won a competition or battle.

Ordbogen kommer ikke ind på nærmere detaljer. Skal man finde ud af hvem der har ret, så er man nødt til at se på aktuel sprogbrug. Det kan også være at konceptet er for vagt til at nogen har ret, eller måske at begge har ret hvis der er forskellige varianter af konceptet.

Aktuelt sprogbrug
Hvordan bruger folk faktisk ordet når der er tale om snyd? Ingen vil påstå, at det er umuligt at vinde et spil og samtidig snyde. Så, det følger ikke fra, at LA snød i Frankrigsturen til at han ikke vandt selvom han kom først i mål. Altså, selvom at vinde er et succeskoncept, som følger det ikke fra det, at man ikke snød.

Hvad med at snyde, blive opdaget og stadig vinde? Er det en logisk selvmodsigelse? Nej, sådan nogle ting er der masser af eksempler på i historien. Man kan også finde masser af eksempler på at folk snakker om det uden at modsige sig selv. Her er fx TV2Sporten:

Lance Armstrong skal ikke længere noteres for sejrene i Tour de France fra 1999 til 2005, det siger det amerikanske antidopingagentur, Usada. [det er LA's sejre de refererer til]

-

Sporten.tv2.dk giver dig her et overblik over, hvem der sluttede i top-5 i de år, hvor Lance Armstrong vandt Tour de France – og altså dermed står i kø til at overtage Tour-sejrene: [nævner direkte at han vandt, selvom det nu er anerkendt at han snød]

Man kan finde masser af eksempler. Det er ikke bare TV2sporten, her er fx DR om samme.

Hvad med at være anerkendt som vinder, er det tilstrækkeligt til at være en vinder? Tydeligvis ikke. Det er heller ikke konsistent for Anders at påstå dette, eftersom at LA har været anerkendt som vinder i en årrække uden at være det if. Anders.

Fakta og historien

Det leder os ind på et andet emne, nemlig hvordan det virker med fakta om historiske begivenheder. Efter min mening, så er historiske fakta faste, og kan ikke ændres. Faktisk er alle fakta faste; ingen fakta kan ændres, hvorefter også tidsrejser, som populært forstået, er umulige. Det er ikke muligt at ændre historien. Det hælder både fremtiden, fortiden og nutiden. Det man kan gøre, er at ændre fremtiden fra hvad den ellers ville have været. Man kan ikke ændre fremtiden fra hvad den vil blive. Det er en selvmodsigelse. For flere deltaljer om denne måde at tænke på fakta på, se diverse værker af Norman Swartz, David Lewis.

Afsluttende bemærkninger

Da LA kom først over målstregen samtidig med at han ikke var diskvalificeret, og blev udråbt vinder, så ligger det fast, at LA er vinderen af Frankrigsturen det pågældende år. Det kan man ikke lave om på ved senere at fratage ham anerkendelsen af denne sejr. Man kan selvfølgelig godt fratage ham anerkendelsen efter at man fandt ud af, at han snød (ligesom alle de andre).

I mit perspektiv er dette præcist hvad der er sket. LA vandt Frankrigsturen i en årrække. Derfor er han for evigt vinderen af disse Frankrigsturer. Senere fandt man så ud af, at han havde snydt. Derfor ville man gerne straffe ham, ved at fratage ham erkendelsen af, at være sejrsherre i de år. Det er fint nok, men det ændrer intet på hvem der faktisk vandt Frankrigsturen i de år.

Hvis man ønsker at beholde personlig identifikation over tid, dvs. personlig kontinuitet, så har jeg fundet på en løsningsmodel som ikke kræver at en type dualisme er sand. Jeg har tidligere fundet på en anden løsning.[1]

Materiel lighed

Løsningen er ganske simpel. En ting er den samme som tidligere hvis der har været en konstant materiel lighed med tingen over tid. Eksempelvis kan vi sige at hvis der hver gang der er gået et sekund ikke er sket en større ændring end 1 % i det materiale som tingen består af, så er der tale om den samme ting. Dette tal er nok for småt til at ramme sådan som vi normalt bruger ordet i dagligdagen, fordi at vi stadig kalder det for den samme bil selvom den har fået en ny motor. En ny motor vil uden tvivl være en del af bilen og være større end 1 % af bilens materiale.

Bemærk at denne løsningsmulighed ikke virker med ting der ikke består af noget materielt.

En perspektivering om at viden implicerer kausalkontakt

Princippet kan formuleres således:

P. Hvis man ved noget p, så har man haft en kausalkontakt med det som p refererer til.

Oprindeligt, blev det princip brugt som præmis i et argument mod viden om universeller, thi da universeller per definition er ikke-kausale så kan man umuligt have været i kausalkontakt med dem. Denne mangel på kausalkontakt implicerer per (P1), at man ikke har viden om universeller.[1] Dette giver ikke evidens for at universeller ikke findes, men for at det er falsk, at vi har nogen viden om dem.

Først bemærkes det, at (P1) er falsk, hvis det drejer sig om analytisk viden i.e. viden om analytiske domme. Det er fordi, at det er umuligt at være i kausalkontakt med en definition, da denne enten ikke findes eller er en abstrakt genstand, hvad det så end er. Også fordi at analytiske påstande ikke refererer til noget. (P1) bør derfor begrænses til syntetiske domme (antaget at skelnen er valid). Omformuleret kunne princippet se sådan ud:

P’. Hvis man ved noget p og p er syntetisk, så har man haft en kausalkontakt med det som p refererer til.

Det bemærkes, at hvis en agent selv er ikke-kausal, så har denne agent aldrig selv haft kausalkontakt til noget og ved derfor ikke noget om noget syntetisk.

Det bemærkes, at hvis en agent er adskilt kausalt fra noget og altid har været det, så ved personen ikke noget om dette rige, ikke engang dets eksistens, hvis det eksisterer. Agenten ved heller ikke noget om de ting der måtte eksistere i et sådant rige.

Hvis der eksisterer et multivers og universerne i dette er kausaladskilte, så følger det, at vi ikke har nogen viden om andre universer, heller ikke at de eksisterer. Dette implicerer derfor, at vi ikke kan vide at multiversteorier er sande.

Det bemærkes, at hvis tid er nødvendigt for kausalitet og en agent er essentielt ikke-temporal (tidsløs, atemporal), så har denne agent samme problem som vores tidligere ikke-kausale agent.

[1] Her er et meget lignende argument. plato.stanford.edu/entries/platonism/#5

Dette essay har to teser: 1) at definitioner bedst forståes i systemer, og 2) at disse systemer principielt er  kommunikativt adskilte.

Problemet

Jeg vil starte med et problem. Hvis et ord O er defineret til at have en betydning B, så har O nødvendigvis betydningen B. Dette er fordi, at hvis O betød ikke-B, så er det en selvmodsigelse. Når negationen af en proposition er en selvmodsigelse, så er propositionen nødvendigvis sand. Men der er en mulig verden, endda en anden tid i denne verden hvor O betød noget andet og det er muligt at O havde betydningen ikke-B. Men så er vi havnet i en selvmodsigelse. O betyder altid B og alligevel ikke.

Det er dette problem jeg har i sinde at løse med min betydningsteori.

Teori

Definitioner forståes bedst i systemer fordi så undgår vi problemer som det ovenover. Med at definitioner bedst forståes i systemer mener jeg, at ethvert sæt af definitioner er et definitionssystem. Med det samme at man ændrer definitionen af et ord, så er der tale om et andet system. Hvis man benytter to forskellige betydninger af et ord i en sætning eller en kontekst, så har man lavet en equivocation fejl. Jeg er klar over, at equivocation normalt bruges om argument hvori, at argumentet kun er gyldigt fordi at man ikke ved, at et ord betyder noget andet i det ene præcis end det andet, men det virker ikke så slemt at strække den for også at dække denne fejl.

I princippet har alle mennesker deres eget definitionssystem som ændrer sig gennem hele livet. Disse systemer deler de formentlig ikke med et andet menneske, da de ikke bruger samme definition af alle de ord som de kender, som et andet menneske.

Når man forsøger at kommunikere på tværs af systemerne, anvendes der forskellige definitioner af ordene. Dette er mest tydeligt når der er tale om to forskellige sprog, hvor definitionerne af et eller flere ord er radikalt forskellige. Jo mere forskellige at betydningerne er jo sværere er det at kommunikere. Det er i derfor sandsynligvis umuligt at kommunikere fejlfrit da det kræver, at to personer har præcis det samme definitionssystem.

Dette er man klar over og derfor anvender man to redskaber for at sikre at kommunikation fungerer: 1) man definerer ordene som de skal bruges i en bestemt kontekst i den kontekst, såkaldte stipulative definitioner, og 2) man bruger ordbøger for at ensliggøre vores definitionsystemer så meget som muligt, såkaldte leksikalske definitioner.

Relativ sandhed, på en måde

Sandhed er relativt til hvad ordene betyder. Dette ses tydeligt, hvis ‘rund’ havde den betydning vi mener at ‘firkantet’ har, så ville det være falsk at “Jorden er rund”. Da analytiske sandheder er et subsæt af alle sandheder, så afhænger også disse af definitionssystemet. I nogle systemer er det sandt, at en sætning er analytisk sand og i andre systemer er det falsk, at det er en analytisk sandhed. Endvidere er sætningen betydningsløs og derfor hverken sand eller falsk i mindst et system: det system hvor der ingen definitioner er (et tomt sæt af definitioner).

Løsning af problemet

Med ovenstående teori er nu vi klar til at forstå hvorfor at problemet foroven ikke er noget problem:

Men der er en mulig verden, endda en anden tid i denne verden hvor O betød noget andet og det er muligt at O havde betydningen ikke-B.

Denne sætning anvender ikke samme definitionssystem som resten af passagen og der er derfor begået en equivocation fejl.

Hvorfor bør man acceptere denne teori?

Nogle teorier giver ikke så meget mening at kalde sande eller falsk, da de nærmere er måder som man kan se noget på, dette er analogt til definitioner. Denne teori kan dermed betragtes som et system af definition, dog et specielt et. Måske kaldes det bedre en referenceramme.

For det første, så bør ens verdenssyn være konsistent med al fakta, hvis man har et syn på sagen som er inkonsistent med fakta, så er det begrundelse for at vælge dette syn på sagen.

For det andet, så er teorien ganske simpel i nogle forstande. Den kan forklares i allerede kendte termer og introducerer ikke endnu flere (eller ikke mange flere) termer til en allerede forkludret filosofi.

For det tredje, så er der teoriens forklaringsevne. Jeg henviser til problemet i starten af teksten. Teorien gør ikke blot ens verdenssyn konsistent med fakta, men forklarer også hvor fejlen ligger. Den kohererer også godt med kendt data, såsom at man ikke kan snakke på tværs af sprog og at jo mere forskellige definitionerne af ordene er, jo sværere er kommunikation.

Konklusion

Jeg konkluderer, at teorien er plausibel. Dette er begrundet på konsistens med fakta, simpelhed og forklaringsevne. I denne korte artikel har jeg kort forklaret og udviklet teorien til et anvendelig niveau. Der er stadig meget mere der kan arbejdes på.

Definer ‘entitet’ som noget eksisterende.

Jeg vil lade ‘egenskab’ stå ikke-defineret hen her, men jeg mener hvad man normalt mener med det.

Argument #1

Nødvendigvis, hvis en entitet e findes uden egenskaber, så ville entitet e have en egenskab af at ingen egenskaber have. Dette er selvmodsigende og umuligt. Derfor har alt en egenskab.

Argument #2

Nødvendigvis, hvis en entitet e har egenskaben x, hvor x er en vilkårlig egenskab, så har entitet e egenskaben af at have egenskab x. Ad inifinitum. Derfor har alle entiteter med mindst en egenskab et uendelig antal egenskaber.

Argument #3

Alle entiteter har en eller flere egenskaber og alle entiteter med en eller flere egenskaber har et uendeligt antal egenskaber, ergo har alle entiteter et uendeligt antal egenskaber.

Formel version

Jeg arbejder på en formel version af ovenstående argumenter.

Dette har med ontologi at gøre. Mindst en person har argumenteret således:

Hvis vi accepterer materialismen, så får man et problem. If. materialisme er der ingen sjæl eller anden ting som forbliver i den samme person konstant. I en materialistisk verden sker der konstant forandringer til en person, thi denne personlighed er et produkt af personens erfaringer og arv. Hvis materialisme var sand, så ville der ingen personlig kontinuitet være, der er ingen grund til at tro, at den person man var i går, for et år siden eller ved fødslen er den samme som man er i dag. Derfor er materialisme falsk.

Man må medgive at der er noget sandhed i argumentationen ovenover. Problemet er den metode det får en til at acceptere konklusionen–materialisme er falsk. Den starter med et pragmatisk gode, personlig kontinuitet, og viser at dette ikke er sandt givet materialisme. Muligheden for at personlig kontinuitet slet ikke er sandt, tages ikke i betragtning. Dette gode antages som noget man ikke kan undvære, selvom at man er nødt til at ofre sandheden for det. Denne argumentation ville være lige gyldig om materialisme var sandt eller ej. For den er ikke en argumentation for at materialisme er sand, det er en argumentation for ikke at acceptere materialisme.

Der er flere mulige materialistiske løsninger til problemet med personlig kontinuitet, de to mest åbenlyse er at finde en metode som jeg gjorde her¹, eller at acceptere at personlig kontinuitet er en illusion.

1Identifikationsproblemet og dualisme, deleet.dk/2008/03/27/identifikationsproblemet-og-dualisme/

Jeg kom tidligere frem til, at eksistens kunne defineres til om en ting har kausalitet. Kausalitet forstås som at et givet objekt O kan påvirke andre ting i riget. Ikke om den gør det, man kunne godt forestille sig, at man skød en komet meget langt ud i rummet således at ikke engang tyngdekraften af kometen påvirkede andre ting længere.¹

Eksistens handler om en principiel mulighed for at kunne påvirke andre ting.

For at opnå en mere præcis definition, har jeg ledt efter andre ting som alle ting der eksisterer har. Jeg er stødt på begrebet spatialitet. Det lader sig nogenlunde oversætte til rumlighed. En ting er rumlig når den har tre dimensioner – højde bredde og længde. Kunne det være, at ting som ikke har nogen spatialitet ikke eksisterer?

1Eksemplet duer ikke helt, da der altid ville være en brøkdel af kraften tilbage. Men denne kan ignoreres i praksis.

Identifikationsproblemet er følgende tankeeksperiment:

Tag en person, Per, og lav en præcis kopi af ham. Er Per og Pers kopi den samme person? Eller er der tale om to forskellige men ens personer? Forestil dig at man blandede dem. Hvordan finder man ud af hvilken en der er den oprindelige Per?

Jeg kender ingen filosofi og ingen person som vil svare ja til det første spørgsmål. Der er tale om to forskellige personer, fordi at de ikke hænger sammen; de er individuelle spatiale konstruktioner.

Det sidste problem kan sammenlignes med en typisk gadespil. Foran dig ser du tre krus, under et af dem er der en bold. Du får lov til at se hvilket krus bolden starter i, derefter blandes de rundt, og dit job er nu at fortælle hvilket krus bolden er i. I praksis ville man holde øje med placeringen af bolden, man ville simpelthen holde fokus på det krus hvori bolden er. Hvis vi skal sammenligne det med vores tankeeksperiment, så vil det svare til, at vi skal holde øje med den oprindelige Pers placering. Lokalitet er nøglen til at løse problemet.

Men forestil dig nu at vi udfører det samme eksperiment, antag dualisme og at vi har med en kropsfraskilt Per at gøre. Hvordan skal vi nu adskille dem? Ovenstående løsning kræver, at Per er observerbar og for at noget er observerbar, så må det være spatiale – det må være et sted. Men visse ideer om sjæle er ikke spatiale, sjælden har ingen udstrækning og er ingen steder. Samtidig med det, så er sjælen heller ej observerbar, og derfor kan en dualist ikke løse problemet om identifikation på samme måde som en materialist kan. Dette er et problem for dualismen.

Nuværende arbejdsdefinition er:

Alt hvad der er principielt observerbart fra et givet perspektiv.

Hvis vi anvender denne på hård materialisme, så får vi at alt der findes er principielt observerbart fra et givet perspektiv. Men dette giver problemer, thi det observerbare er blot en anden måde at sige på, at objektet kan indgå i kausal-forbindelse med os, observatøren. Men da vi har defineret ‘eksisterende’ til det samme, så siger vi egentlig at alt der findes, findes. Hvilket må siges at være en ubrugelig tautologi. Dette virker, for mig at se, fatalt for den hårde materialisme.

Et lignende problem opstår for den svage materialismen, som dog kun hævder, at alt der findes er enten materielt/fysisk¹ eller afhængig af det samme. Men hvis alt der ikke er materielt er ikke observerbart etc., så er alt ikke-materielt ikke-eksisterende. Derfor vil en sådan definition af materielt reducere svag materialisme til hård materialisme, som er ubrugeligt.

Derfor er denne definition inkonsistent med begge definitioner af materialisme. Vi kan nu enten vælge at finde en anden definition for materialisme eller for fysisk.

En anden, meget interessant, definition der har været foreslået, er:

Det fysiske er det, som er ikke-mentalt.

Hvilket gør definitionen af fysisk afhængig af en definition af mentalt. Hvis definitionen af mental igen var afhængig af fysisk, så var vi igen havnet i vanskeligheder. Men mentalt kan godt defineres uden brug af ‘fysisk’. Det mentale defineres til:

Det mentale er det som har motiver, lyster og vilje(r).

Hvis vi anvender denne definition, så vil vi igen blive nødt til at forlade hård materialisme. Hård materialisme påstår, at alt er materielt, men hvis materielt betyder ikke-mentalt, så påstår man, at intet mentalt findes. En påstand som ved første øjekast virker absurd, for alle ved jo, at det mentale findes. Man kan derfra enten vælge eliminativisme, som hævder at det mentale ikke findes eller at forlade hård materialisme og vælge svag materialisme.

1Anvendt synonymt.

Jeg kom tidligere frem til definitionen:

Alt hvad der er principielt observerbart fra et givet perspektiv.

Hvis man forstår observation på en strikt måde, så vil det resultere i, at energi ikke kan observeres, og derfor ikke er fysisk. Dette er et problem, da vi ved at energi er fysisk. Faktisk, så omhandler det meste af den fysik jeg er bekendt med fysik.

Men med det er ikke en streng forstand af ‘observere’ jeg mener. Der er to måder at observere på. Man kan observere et fænomen direkte, såsom at kikke på en bil der kører. Eller at man kan observere et fænomen indirekte, ved at observere konsekvenserne af fænomenet. Energi kan, så vidt jeg ved, ikke observeres direkte. Jeg vil i øvrigt tro, at det samme gælder elektroner et al elementarpartikler.