Klart Sprog, Klart Sind

Jeg har lagt mærke til en lille ting ved normalsproget af alle de sprog jeg er bekendt med. En frekvens er et udsagn som har formen ting per tid, eller x/t. Min bemærkning er at man vistnok altid lader enten x eller t være 1 og gerne skifter mellem dem.

Fx kunne man blive sprugt om:

Hvor ofte kører bussen?

Hvortil man kan svare både dette og dette:

Tre gange i timen

Hvert 20 min.

Sammensætter man svarerne med spørgsmålet, så får man logisk ækvivalente sandhedsbærere. Lad os se på deres matematiske form:

3/1 [gange/time]

1/20 [gange/minut]

I de firkantede parenteser ses enhederne.

Som jeg tidligere har været inde på, så er jeg modstander af at kalde kalde alle afvigelser fra det normale for fejl eller “fejl”. I bogen Nordens sprog med rødder og fødder som jeg linkede til tidligere finder man en tekstrubrik hvor det tydeligt kan ses, at det er uhensigtsmæssigt at bruge ordene “fejl”, “korrekt” etc. Det er for upraktisk at citere direkte fra dokumentet, da formatterigen således fucker totalt op, så tog jeg et screenshot. Se den tidligere nævnte bog side 28.

Sprognævn: Vil i fred, stumme h.

Selvom det er en aprilsnar, så er det værd at se nærmere på. Det er ikke fordi at der er noget galt med mange af de argumenter som gives i artiklen.

Ved artiklen var der også en afstemning, og jeg er overrasket over resultatet. Jeg troede at en sådan sprogreform ville være mere kontroversiel, men 26% mener at det er en “God ide” mens 68% synes det er en “Dårlig ide” og 5% ikke “Det ved jeg ikke”. Men det bør bemærkes at det mere er unge mennesker der læser aviserne på nettet, og at resultatet derfor ikke er repræsentativt for den danske befolkning. Da ældre mennesker generelt er mere konservative, så forventer jeg at det rigtige tal for “God ide” ligger længere nede, nok omkring 15-20%, hvilket stadig er overraskende meget.

Der blev også oprettet en debatside til folk som havde lyst til at diskutere emnet. Ikke overraskende var argumenterne for sprogkonservatisme mht. stumt H totalt elendige. Jeg citerer de indlæg som blev citeret af Politiken selv:

“Fin aprilsnar. Jeg hoppede på den indtil udtalelsen om effektiviseringer i det offentlige. Men hvis jeg nu skal tage spørgsmålet alvorligt, så synes jeg, det ville være en skam at fjerne det stumme h. Det ville være grimt og en forfladigelse af vores skriftsprog. Men jeg staver også stadig mayonnaise på den gammeldags måde, så jeg er måske bare tabt fra begyndelsen.”

“Skulle det vise sig ikke at være aprilsnar, så er det tåbeligt og meningsforstyrrende og plat at forsimple det danske sprog med sådanne nye retskrivningsregler”.

Bevares, den med store effektiviseringer i det offentlige var en overdrivelse, men der vil ske små effektivisering på sigt, da man kan udtrykke den samme mening med færre bogstaver. Dette medfører blandt andet at det tager kortere tid at skrive tekst ned med samme betydning, samt at det tager kortere tid at overføre data uden H, og at det fylder mindre. Minimale besparelser, javist, men besparelser på sigt. På sigt fordi at folk lige skal vænne sig til det, og at i starten vil der sikkert ske en mindre forringelse.

Uheldigvis er Dansk Sprognævn meget konservative, så vi skal ikke regne med at se nogle fra-oven-støttede forbedringer af det danske sprog foreløbigt. Jeg citerer fra afslørings artiklen:

“Sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen, forsikrer, at de foreslåede ændringer »ingen gang har på jord«:

»Det stumme h foran v-ord er indarbejdet i ganske få, men til gengæld ganske hyppige ord, så det ville være alt for indgribende, hvis vores anbefaling stod til troende. Og faktisk er det ikke noget, der i praksis er årsag til mange stavefejl«, siger sprogdirektøren og tilføjer:

»Der vil givetvis være lingvister, der vil støtte den falske anbefaling, men det ligger slet ikke i sprognævnets natur at lave så radikalt om på stavningen. Her er vi meget konservative«, beroliger Sabine Kirchmeier-Andersen.”

Jeg vil umiddelbart gætte på at hun har ret i at det ikke forårsager mange stavefejl, men det er stadig dumt. Det virker svært at samle data for hvor mange stavefejl sådanne stavemåder faktisk resulterer i. Jeg bliver nok nødt til at kontakte Dansk Lærerforening for at spørge om de har udgivet noget data om det, ellers må jeg nøjes med at kontakte enkelte lærere hvorefter at min information bliver en anelse anekdotisk.

“Sprogprofessor Jørn Lund medvirkede også i aprilsnar-artiklen, og han er enig i, at sprognævnets ‘anbefalinger’ ville være helt urealistiske.

»For det første ville det skabe store generationsforskelle. Vi er jo vant til det stumme h, og generelt er det umuligt at ændre i sprogets hyppigste gloser, fordi det vil gøre ordbillederne helt fremmede for de fleste. Efter et par måneder i skolen vænner langt de fleste sig til det stumme h, så der er ingen grund til at lave det om«.

»For det andet ville en implementering af de falske anbefalinger hindre adgangen til vores litterære kulturarv. Vi kan jo se, hvordan de få ændringer, der blev gennemført i 1948 (navneord skulle ikke længere staves med stort, bolle-å erstattede aa, og kunde, skulde og vilde skulle staves kunne, skulle og ville, red) betyder, at nogle gymnasieelever bliver meget ulykkelige, hvis de skal læse en tekst af ældre dato, hvor navneordene står med stort. Så tænk på, hvad det her forslag ville betyde. Det ville langt overgå majonæse/mayonaise-konflikten«, siger Jørn Lund.”

Store generationsforskelle? Det tvivler jeg stærkt på. Især efter at han selv pointerer, at langt de fleste vænner sig til det stumme H efter et par måneder i skolen. Det ville ligeledes tage et par måneder, eller måske år hvis det går rigtig langsomt, for brugere af det danske sprog at vænne sig til manglen af H. Det er forkert at, hvis “efter et par måneder i skolen vænner langt de fleste sig til det stumme h, så der er ingen grund til at lave det om”. Der kunne sagtens være alle mulige andre grunde til at lave det om, såsom at det  bryder med det fonetiske princip.

Heller ikke det andet argument (i bred forstand) er særlig godt. Javist, det vil i lille grad hindre adgangen til vores kulturarv. (Dette sker i øvrigt automatisk hele tiden, så vi kan ligeså godt forsøge at styre det i en hensigtsmæssig retning.) Det eksempel han giver er en noget større ændring end denne beskedne fjernelse af det stumme H. Desuden så er det en overdrivelse at nogle gymnasieelever bliver meget ulykkelige over det, medmindre at “nogle” refererer til et så lille antal at det er praktisk ligegyldigt. Desuden kan man jo påpege at gymnasieelever generelt bliver “meget ulykkelige” ligegyldigt hvad man som lærer beder dem om. Men det er rigtigt at det vil overgå majonæse konflikten (jeg vidste ikke at der var nogen konflikt).

Originalt skrevet som et svar til en person ved navn Thomas og min ven Jens Arhøj på Facebook. Gengivet her pga. relevancen for denne blog. Det er som et svar noget Thomas og Arhøj skrev, efter at jeg stavede det “aktionfilm” i stedet for “actionfilm”.

Thomas

Emil

Mjah, Thomas. Hvis vi skal finde ud af hvad der er korrekt dansk, så skal vi målrette søgningen efter danske sider kun. Gjorde du det? Ellers finder du bare ud af hvad der er korrekt på internetsk, som er det sprog man snakker på internettet.

Jeg lavede lidt feltarbejde på Google. Resultaterne er vist herunder.

Results 1 – 10 of about 154,000  Danish pages for “actionfilm”. (0.29 seconds)
Results 1 – 10 of about 30,000  Danish pages for “action film”. (0.07 seconds)

Results 1 – 10 of about 2,520 Danish  pages for “aktionfilm”. (0.23 seconds)
Results 1 – 10 of about 235 Danish  pages for “aktion film”. (0.13 seconds)

Så du har altså ret.

Men jeg tror ikke på, at for alle stavemåder, hvis en stavemåde er korrekt, så bør man bruge den stavemåde. En sådan konservativ holdning finder jeg ikke plausible. Jeg staver fx også “kikke”, som i at kikke på nogen, med K ikke G. Dette gør jeg selvom det er korrekt at skrive det med G. Skægt nok er begge delen i Dansk Sprognævns online-ordbog. Det tyder på, at de gerne vil af med den hårde G lyd og holde den lyd til K. Cf. lignende ord som “kikkert”, ikke “kiggert”.

Som begrundelse for at stave det “aktionfilm” frem for “actionfilm”, så kunne man pointere at bogstavet C er flertydigt og kan have både en K lyd og en S lyd. Denne flertydighed er uhensigtmæssig, og kan fjernes ved at undlade at benytte bogstavet C men i stedet benytte de ikke flertydige bogstaver K og S i stedet. Med den begrundelse bør man også skrive “citron” “sitron” (som mange også gør), “cykel” “sykel”, “actionfilm” “aktionfilm”, etc.

Jeg er generelt ikke glad for at kalde det forkert og rigtigt. Dette er fordi, at der i disse termer ligger en normativ konnotation om at man bør gøre det rigtige. Denne er jeg uenig i i nogle tilfælde, og det bør ikke være noget der per definition bliver smuglet ind.

I stedet kan man benytte neutrale ord som “normal” og “unormal”, da disse netop fanger det man gerne vil udtrykke, netop at de fleste som forsøger at stave ordet “citron” (frugten), gør det sådan som jeg gjorde lige før, og også at de fleste ikke staver det “sitron”, hvilket derfor er unormalt. Det er jo netop det “normal” og “unormal” betyder.

–

Pas på ikke at tage ordene for, ja ordrette , Arhøj. Blot fordi at ordet er actionfilm betyder det ikke, at det inkluderer alle film med aktion i. Tænk på lign. ord som kærlighedsfilm, kærlighedsfilm er heller ikke alle film med kærlighed i. Disse termer designerer i stedet at noget kommer meget til udtryk i en film, fx action eller kærlighed, eller sport etc.

Jeg tillader mig også at poste dette på min blog, da jeg fik nævnt en del tanker her.

Nogle mennesker mener, at intet sprog er bedre end noget andet sprog (eller at intet naturligt sprog såsom dansk, engelsk, tysk etc. er bedre end noget andet). Det er en lidt pudsig position og jeg ved egentlig ikke hvorfor at nogle tror det.

Jeg forestiller mig, at en sådan person også vil se på artikler (i den lingvistiske betydning), som blot værende forskellige men på en eller anden måde være lige gode. På dansk er det lidt noget rod da vi både har artikler foran og bagved ordene (mere specifikt navneordene). På engelsk (og tysk) har man kun artikler foran. Jeg forestiller mig, at hvis en englænder skulle lære dansk ville han finde dette underligt. Hvorfor bruge to forskellige systemer?

Lad os se på en eksempelsætning:

The House and a house.

Og dens danske ækvivalent:

Huset og et hus.

I begge tilfælde er der først tale om et bestemt hus, og derfor er der brugt den bestemte artikel (markeret med fed), og bagefter der er tale om et hvilket som helst (altså ubestemt) hus (igen er artiklerne markeret med fed), og derfor er der brugt den ubestemte artikel.

På dansk er den bestemte artikel altså et suffix til navneord, mens den ubestemte er adskilt og står foran.¹ På engelsk er begge artiklerne adskilte fra ordene og står foran.

Gør dette så nogen praktisk forskel?

Mange vil nok ikke umiddelbart kunne komme i tanker om noget relevant. Dette viser naturligvis ikke, at der ikke er nogen praktisk forskel.

Alfabetisk sortering

En forskel jeg har bemærket er ved alfabetisk sortering af elementer, såsom en samling film eller musiknumre. På engelsk er der rigtig mange elementer under T. På dansk er elementerne ikke på samme måde samlet under et bogstav men er spredt mere ud. Dette gør en forskel når man forsøger at finde noget i sådan samling. Nogle programmer har egenskaber der gør dette til et mindre problem. Jeg kender til et, Winamp. Winamp sorterer bl.a. kunstnere (etc.) efter alfabetet. Men den ignorerer den bestemte artikel når den står i starten hvilket gør det noget hurtigere at finde ting (hvis man er klar over, at den gør det). Dette er især praktisk når visse elementer kan stå under flere navne. Det danske band The Savage Rose, fx, er nogle gange blot kaldt Savage Rose. Med Winamp‘s system finder man begge hvis man kikker under S.

Flertal

En anden praktisk relevant forskel er når der er tale om flertal. Lad os tage sætningen fra før og blot lade der være tale om flertal i begge tilfælde:

The houses and (multiple) houses.

Og den danske ækvivalent:

Husene og (flere) huse.

Her kan det måske allerede anes hvad problematikken er. Da flertal både på dansk og engelsk også angives med suffiks, så opstår der komplikationer på dansk da danske navneord derfor skal have to suffikser på samtidig. Her bemærkes det også at navneordets køn er lige gyldigt for bestemt artikel i flertal; der tilføjes (næsten?) altid -ENE. Denne komplikation har man ikke på engelsk da den bestemte aritkel ikke er et suffiks.

Bedste løsning?

Spørgsmålet er så, givet de ovenstående betragtninger, hvad der er den bedste løsning. Det har jeg ikke umiddelbart noget svar på. Det er også vigtigt at tænke på, at mulighederne for bestemte og ubemste artikler ikke er begrænset til de muligheder der er anvendt på dansk, engelsk, tysk etc. Jeg kender heller ikke til nogen grund til at tro, at den bedste mulighed er brugt i noget naturligt sprog.

Noter

Forestil dig at nogen forsøger at overbevise dig om et eller andet. Efter at personen har præsenteret sine argumenter er du stadig i tvivl og tror ikke på personen. I sådanne situationer er det normalt ytre udsagn som ”tro mig” og ”stol på mig”. Men den kløgtige læser ved allerede at de er irrelevante. Sådanne udsagn har ingen evidentiel værdi og forøger ikke sandsynligheden af påstanden som der er tvivl om. Hvorfor ytre folk dem så?

Stærke erindringer

En kontekst hvor det er rationelt at ytre sådanne udsagn er hvis man vil indirekte lægge vægt på, at man har en stærk fornemmelse af at huske det. Hvis man diskuterer om en person virkelig oplevede det som personen påstår at have oplevet, så kunne personen som påstår at have haft oplevelsen ytre sådanne udsagn for at lægge vægt på at de har en stærk erindring om oplevelsen.

Jokes

En relateret situation er når at man har det på fornemmelsen, at den anden person fortæller en joke. Så kan man finde på, at ytre udsagn som ”seriøst?”, ”virkelig?” og lign. Den person som fortæller noget kan også finde på at ytre ”den er god nok”, ”det er rigtigt”.

“[W]hat follows from a true premiss must be true” (The Problems of Philosophy, p. 60, link)

Wrote Russell as an example of a principle of logic that is more self-evident than the inductive principle. If we were to formalize this we would perhaps write it like this:

E1. □[([∀P][Q∧Q⇒P])→P]¹

Or perhaps just just in propositional logic:

E2. □(P→Q) where “P” means P is true and P implies Q.

As the reader of my blog should know by now, the modal fallacy consists of trusting language and placing the modal operator of necessity in the consequence instead of before the conditional:

E3. P→□Q

However we could also put the modal operator somewhere else in our formalization:

E5. P□→Q

Operators solely ‘work on’ whatever is to the right of them.² Thus the modal operator in (E5) works on the material conditional and not the proposition to the left of it. Similarly in (E2) the modal operator works on the parentheses-set which is treated as a single entity.

(E5) is closer to normal english (and danish) than (E2) which we can express in normal english like this:

E4. Necessarily, if P follows from Q and Q is true, then P is true.

Consider the sentence:

E5. If P follows from Q and Q is true, then P must be true.

(E5) is a reformulation of (E2). (E5) is worded like it would be by a normal english speaking person. In (E5) it may seem as though the modal operator is intended to work on the consequent. Indeed some people think this and commit the modal fallacy.

However the modal operator may also be thought of as working on the second part of the “if, then” clause, that is, the “then” part. The only problem with this interpretation that I know of, is that it makes the operator work on something that is to the left of it instead of to the right of it: Because “then” is to the left of “must” in (E5).

Notes

Når man bliver anklaget for at “spille med ordene” eller deltage i en “ordleg”, så fristes man til at citere:

“Your questions refer to words; so I have to talk about words.” §120, PI.

Bør man blive ved med at skrive på en normal måde som dog lider af visse klarhedsproblemer, eller bør man formulere sig på en unormal måde som dog er klarere hvis man har lært den at kende? Jeg vælger stort set altid den sidste mulighed, men nogle mener at det er fint nok at blive ved med at skrive på en uklar måde. Jeg vil igen bruge den modale fejlslutning som eksempel. Jeg antager at mine læsere efterhånden er ved at være godt bekendte med denne fejlslutning. Hvis jeg gerne vil udtrykke mig om sammenhængen mellem sandhed og viden, så kan jeg formulere mig på to min. måder:

1. Hvis nogen ved at p, så er det nødvendigvis tilfældet at p er sand.

2. Det er nødvendigvis tilfældet, at hvis nogen ved at p, så p er sand.

(1) er uklar og man kan lave to tolkninger af den:

1. p→□q

2. □(p→q)

Nogle tolker den som (a) og dette er en fejl. Den rigtige tolkning er (b). (2) er ikke flertydig på denne måde, og det ville være enormt svært at tolke den til at være (a). Den tillader kun en fornuftig tolkning: (b).

Nu er spørgsmålet så, bør man stoppe med at bruge formuleringen anvendt i (1)? Nogle mener tilsyneladende ikke at det er noget man bør:

”We can hardly hope to reform ordinary prose so that it will accord with the niceties of our conceptual analysis. Even logicians are going to continue to say such things as [some examples]” N. Swartz & R. Bradley, Possible Worlds, p. 331

Lad os se på konsekvenserne af at fortsætte med at skrive det på den normale måde, i.e. som gjort i (1). Den åbenlyse konsekvens er at mange vil blive ved med at fejltolke hvilken dom (1)-type sætninger udtrykker. Jeg mener at dette er meget problematisk og det er vigtigt at det undgås at folk tolker forker pga. en dårlig formulering. En anden mulig konsekvens er at det er lettere at læse. Det virker ikke til at forskellen i læsbarhed er stor, men nu er jeg godt bekendt med fejlslutningen og den specielle formulering, så jeg er ikke i stand til at vurdere sikkert hvordan andre læsere vil forstå det. Det kan måske gøre det lettere for nybegyndere at komme i gang med at forstå noget filosofi.

Jeg synes at det er tydeligt at den første konsekvens er værre end den anden, og at man derfor bør undlade at bruge formuleringer der ligner (1). Man bør i stedet anvende en mere bogstavelig formulering som (2).

Det, i.e. bogstavelige tolkninger og formuleringer, er noget der er værd at diskutere nærmere. En at forsøge at tolke bogstaveligt er et fortolkningsprincip ligesom velgørenhedsprincippet er det. For at være mere tydelig, så kan vi formulere bogstavelighedsprincippet således: Man bør vælge en tolkning af en udtalelse der ligger tættest på det der er bogstaveligt skrevet. Velgørenhedsprincippet kan formuleres således: Man bør vælge den tolkning af en udtalelse man finder mest plausible. Ordet ”udtalelse” skal her forstås bredt som i enhver sætning, tekst, eller hvordan personer ellers kan udtrykke sig fx på billeder.¹ Før har jeg argumenteret for vigtigheden af velgørenhedsprincippet. Jeg har ikke ændret min holdning så meget mht. det. Det er stadig et vigtigt princip. Dog har også bogstavelighedsprincippet sine fordele. Hvis det antages at personen, S, altid eller næsten altid udtrykker sig bogstaveligt, så vil bogstavelighedsprincippet være et lettere princip at anvende i ens fortolkning af S’s udtalelser. Med en bogstavelig udtalelse så vil det være unødvendigt at foretage vurdering af flere forskellige tolkninger for at finde ud af hvilken en der er den bedste.

Det kommer også an på hvad målet er. Hvis målet er at finde ud af hvad personen mente da han udtrykte sig, og at denne person har udtalt sig bogstaveligt, så er bogstavelighedsprincippet bedst. Men hvis målet er at finde ud af hvad en person der ikke er kendt for at skrive bogstaveligt mener, så er det en dårlig ide at koncentrere sig om hvad den bogstavelige tolkning er af en udtalelse. De fleste personer skriver ikke bogstaveligt, og derfor er det bedre at anvende velgørenhedsprincippet generelt og skifte til bogstavelighedsprincippet når man tolker en person’s udtalelser man ved er bogstavelige.

Det bør også bemærkes at det er et brugbart maksim, at både skrive bogstaveligt og tolke bogstaveligt. Hvis alle gjorde dette, så ville antallet af stråmænd falde markant. Men alle gør det ikke. De fleste mennesker udtaler sig ikke særlig bogstaveligt, og det gør at det er nødvendigt at sidde og tolke en del for at finde ud af hvad i alverden personen mente da han udtalte sig. Der er en anden fordel ved altid at forsøge at udtale sig bogstaveligt, og det er, at meningen også bliver mere klar for en selv. Der er en sammenhæng mellem hvor klart og bogstaveligt man udtrykker sig og hvor klart og bogstaveligt man tænker. Tanke og sprog hænger sammen. (cf. mit motto for denne side!) Folk der generelt snakker uklart og ikke-bogstaveligt tænker generelt også uklart og ikke-bogstaveligt. Det er et stort onde at tænke således hvis andet er muligt! Det sker ofte at folk har gang i så mange metaforer blandet sammen, at al mening er forsvundet.²

Jeg udtaler mig stort set altid bogstaveligt. Mine læsere bør lave en bogstavelig tolkning af mine udtalelser. Når jeg bruger en udtalelse ikke-bogstaveligt, så plejer jeg at markere det med citationstegn eller apostrof.

“Indledning
Denne artikel handler om det danske sprog og dets talsystem. I første afsnit diskuterer jeg den
metodologi jeg vil anvende. I andet afsnit vil jeg beskrive, analysere og forklare hvordan man i det
danske sprog udtaler tal. Derefter vil jeg i tredje afsnit perspektivere kort til det engelske sprogs
talsystem. Til sidst vil jeg i fjerde afsnit forklare hvorfor at dansk’s måde at udtale tal på er et
problem.”

Tal i det danske sprog