Skriveøvelse 1 – Hvad er viden

TL;DR Der er ikke noget koncept at være viden så klart i dagligdags-sproget at det er fruitful at snakke om Gettier eksempler m.fl. Og man kan ikke blot sidde og spekulere over eksempler for at finde ud af mere om dette, man er nødt til at spørge folk og lave nogle empiriske undersøgelser.

Jeg har tidligere set nærmere på deduktivisme og induktivisme. Med deduktivisme mener jeg troen på, at det ”fundamentale” ræsonneringssystem er deduktiv ræsonnering. Med induktivisme mener jeg troen på, at induktion er det fundamentale ræsonneringssystem.

Det er generelt troet, at det er umuligt at bevise induktion vha. (kun) deduktion. Det vil måske undre nogen at det omvendte ikke er tilfældet. Deduktion kan nemlig godt bevares via induktion. Det vil foregå sådan her: Man observerer at når folk ræsonnerer på en bestemt måde (i.e. med et bestemt mønster), og det netop den måde virker (i.e. altid når præmisserne er sande også har en sand konklusion, så er argumentet deduktivt gyldigt.

Hvis man skal lave det mindste antal antagelser til at starte med mht. ræsonneringssystemer, så er det derfor en god ide at antage induktion i stedet for (induktion og deduktion) eller kun deduktion.

Teori

Alle eller næsten alle mennesker har prøvet flere gange at opdage, at to af de domme de gik og troede på var inkonsistente. Dette sker forholdsvis ofte. Herfra slutter vi induktivt til at næsten alle mennesker p.t. tror på noget inkonsistent. Men hvis en person tror på noget inkonsistent, så er alle domme slutbare i personens trosystem. Alligevel er vi tilbøjelige til ikke at benytte os af denne chance til at ræsonnere os frem til hvad som helst.

Lad os se på argumentet i sin fulde form:

D:s ≡ Subjekter,

D:p ≡ Domme.

Ts[p] ≡ S tror at p. Det som subjektet tror på er det der står inden i klammerne ”[]”.

Ss[p] ≡ p er slutbar i S’s trosystem.

s ≡ S

Lad os så se eksplosionsargumentet:

Nu bruger vi en lidt stærkere version af fremgangsmåden fra tidligere til at skabe en doksastisk logisk version af dette argument. Fremgangsmåde:

1. Foran alle atomare domme i alle præmisser indsættes ”S tror at ”.¹
2. Foran slutninger inkl. konklusionen indsættes ”Det er slutbart i S’s trosystem at ”.

Argumentets kompleksitet kræver at det oversættes til prædikatslogik. Nu skaber vi en doksastisk logisk version af eksplosionsargumentet:

Bemærk også at Q kan være hvilken som helst dom, så faktisk kunne man i stedet for (5b) skrive: (∀q)(Ss[q]), altså: For alle q, q er slutbar i S’s trosystem, og i stedet for (3b) skrive (∀q)(Ss[p∨q]), altså: For alle q, p eller q er slutbar i S’s trosystem.

Siden at (5b) er logisk impliceret af (3b) og (4b), og at disse domme er logisk impliceret af (1b), så logisk implicerer (1b) (5b). Dette er (2).

Det er forholdsvist normalt at lave analogier mellem den menneskelige hjerne og (menneskelige) computere. Her er en til som nok er mere original.

Computer: Hvis man laver en stor ændring i systemet, så kræver det et genstart af systemet før ændringerne træder i kraft.

Menneske: Hvis man laver en stor ændring i hvad man tror på, så kræver det et at man sover før at hjernen fungerer ordentligt med de nye troer.

Overvej dette argument:

Domæner: x er personer, y er domme.

1. For alle x hvis x er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige, så for alle y hvis x er kommet frem til y via hans kognitive evner, så er x ikke begrundet i at tro at y. [præmis]

2. Peter er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige. [antagelse]

Ergo 3. For alle y hvis Peter er kommet frem til y via hans kognitive evner, så er Peter ikke begrundet i at tro at y. [1, 2, MP]

4. Peter er kommet frem til via hans kognitive evner at hans kognitive evner er upålidelige. [antagelse]

Ergo 5. Peter er ikke begrunet i hans tro på at hans kognitive evner er upålidelige. [3, 4, MP]

Jeg kom frem til dette efter at have reflekteret over Plantinga’s elendige argument mod en rationel/begrundet tro på (metafysisk naturalisme og biologisk evolution).¹ Punkt to og fire betragtes her som en antagelse for et reductio argument. Hvad kan man sige om præmis 1?

Kognitive evner

Med kognitive evner mener jeg de generelle kognitive evner der er i brug for at man kan ræsonnere som et menneske. ‘Upålidelige’ skal ikke tages som at betyde ‘fejlbardige’. Det skal forstås i en stærkere betydning. Her er tre forslag:

Et forslag til betydningen er sandsynlighedsteoretisk: Personens kognitive evner er upålidelige hvis >60% af de konklusioner man er kommet frem til via dem er forkerte.² Med denne betydning så kunne man tro at fx kristne fundamentalisters kognitive evner er upålidelige da ekstremt mange af de ting de tror er forkerte. Men jeg tror ikke at det er tilfældet at 60% af deres troer er forkerte. Uden tvivl er stort set alle deres troer mht. religion forkerte, men alligevel er der masser af andre troer tilbage. Det er temmelig svært at vurdere hvor mange troer en person har, men jeg finder det et godt gæt, at de fleste troer et givet menneske har omhandler ting såsom menneskelige relationer, hvem forskellige mennesker er, hvor hvad ligger henne etc., i.e. ganske jordlige ting som selv kristne fundamentalister ikke tager fejl af i nogen stor grad. Så med denne betydning er der ingen mennesker der har upålidelige kognitive evner. Det altså ikke denne betydning af upålidelige man er ude efter.

Hvad kan det så være? Det kunne have noget at gøre med folks evne til at ræsonnere. Antageligt ræsonnerer man ikke særlig meget når man danner troer på hvordan omgivelserne ser ud. Denne proces er automatisk i en forstand. I stedet omhandler det eksplicite ræsonneringer, og det er dem som kristne fundamentalister ikke er gode til. Med ræsonneringer mener jeg specifikt slutninger, argumenter. Argumenter kan være gyldige eller ugyldige. Når de er ugyldige, så har man ræsonneret forkert. Hvis det blot viser sig, at en præmis er falsk men at argumentet er gyldigt, så har man ikke ræsonneret forkert i en vigtig forstand, man tog bare fejl. Hvis man ofte, og hvis jeg skal forsøge at sætte en tal på så lad os sige 20%, af gangene ræsonnerer forkert i den førnævnte forstand, så er ens kognitive evner upålidelige. Dette er en lidt begrænset betydning af upålidelige kognitive evner da det kun omhandler eksplicite ræsonneringer.

Et tredje alternativ er blot at lade det stå uklart præcis hvordan de er upålidelige, men at stipulere at de er upålidelige på en måde således at troer man har dannet sig via dem ikke er begrundede. Hvis man vælger denne tolkning, så er præmis 1 nødvendigvis sandt da det er sandt per definition. Dette medfører at det er ikke bare forkert at (nogen er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige og han selv er kommet frem til den dom via hans kognitive evner), men logisk umuligt da det fører til en selvmodsigelse. Dette er en ret interessant konklusion. Det er denne sidste betydning jeg er ude efter.

Jeg har tidligere tænkt over:

• Kræver analogisk ræsonnering en begrunde?
• Er den begrundet?
• Hvis ja, hvordan? Gennem deduktion, induktion eller andet andet?

Det skægge er, at man kan lave en analogi til situationen i (meta)logik hvor det diskuteres hvilket logik system (e.g. klassisk logik eller intuitionistisk logik) der er “bedst” i en eller anden forstand. Analogien er, at det ikke er til at vurdere uden at antage et af dem. Der er ingen ikke-logisk synsvinkel man kan se det fra. Der er heller ingen ikke-deduktiv, ikke-induktiv etc. position man kan se situationen fra her.

Abstrakt

I denne artikel identificerer jeg et overset problem i epistemologi. Problemet er essentielt, at der hersker uvished om hvornår at to argumenter er tilstrækkeligt forskellige til, at de begge kan ændre en doms begrundethed.

En skitsering af problemets essens

Jeg vil her identificere problemet gennem et eksempel.

Forestil dig, at du diskuterer med en anden person. I diskuterer om universet har en årsag. Lad os også sige, at du mener at det har en årsag. Du giver et kosmologisk argument for din overbevisning:

Argument 1

1. Alle ting har en årsag til deres eksistens.

2. Universet er en ting.

3. Ergo, universet har en årsag til sin eksistens. (fra 1, 2)

De lykkedes dig, at få din moddebattør til at acceptere argumentet og dermed også, at konklusionen er begrundet. Han giver dog nogle indvendinger mod (1), og konkluderer, at den begrundethed som argumentet giver videre til konklusionen ikke er tilstrækkelig stærk til, at man bør tro på konklusionen.

Du accepterer hans indvendinger og forsøger, at give en anden begrundelse for, at universet har en årsag. Lad os sige, at du giver dette argument:

Argument 2

1. Alt hvad der er begyndt at eksistere, har en årsag.

2. Universet er begyndt at eksistere.

3. Ergo, universet har en årsag. (fra 1, 2)

Igen lykkedes det dig gennem en diskussion, at få din moddebattør til at acceptere argumentet. Han giver igen nogle indvendinger mod (1) og du accepterer dem.

Spørgsmålet er nu. Er din påstand om, at universet har en årsag blevet mere begrundet efter, at du har fremlagt det andet argument?
En analyse af problemet

I dette afsnit vil jeg forsøge, at analysere problemet for at finde dets årsag.

Til spørgsmålet i forrige afsnit: Min intuition siger, at det er den ikke. Men hvorfor? Det er fordi, at argumenterne ovenover er “det samme” argument i en eller anden relevant forstand. Der menes ikke, at de er identiske, men nærmere, at de er tilstrækkelig analoge til, at de ikke kan begrunde en påstand yderligere.

Det er svært at sige, hvilken analogi der er tale om. Lad mig give et eksempel. Hvis det blot er argumenternes form, der gør dem tilstrækkeligt analoge til, at de ikke kan begrunde en påstand yderligere, så ville dette argument heller ikke give en yderligere begrundelse af konklusionen:

Argument 3

1. Alt hvad der er kontingent har en årsag.

2. Universet er kontingent.

3. Ergo, universet har en årsag. (fra 1, 2)

Min intuition kan ikke fortælle mig om dette argument yderligere kan begrunde konklusionen eller ej. Det har samme form som de to andre. Det er dog langt fra sikkert, at kun argumentets form skulle være nok til, at det ikke kan give nogen begrundelse. Det er let at tage et argument og give det et par forskellige former, hvor man stadig intuitivt vil mene, at det er det “samme argument”:

Argument 4

1. Hvis Jorden er flad, så er den ikke rund.
2. Jorden er flad.
3. Ergo, Jorden er ikke rund. (fra 1, 2)

Argument 5

1. Hvis Jorden er rund, så er den ikke flad.
2. Jorden er flad.
3. Ergo, Jorden er ikke rund. (fra 1, 2)

Her ses to argumenter som vi intuitivt vil sige er tilstrækkeligt analoge til, at konklusionen ikke bliver yderligere begrundet ved kontemplationen af det andet argument og vice versa.

Det er ikke slutningsmetoden der gør dem tilstrækkeligt analoge, for det første arguments slutning er Modus Ponens og det andet arguments slutning er Modus Tollens.
Måske er det fordi, at argumenterne har et identisk præmis, (2), eller måske er det fordi, at argumenternes “betingelsespræmisser”, (1), er tilstrækkeligt analoge.

Vi kan efterprøve det første forslag ved at se på nogle argumenter som har mindst et identisk præmis og en identisk konklusion:
Argument 6

1. Hvis Hanne er en kvinde, så er Hanne gammel.
2. Hanne er en kvinde.
3. Hanne er gammel. (fra 1, 2)

Argument 7
1. Hvis Hanne er en kvinde, så er Hanne voksen.
2. Hanne er en kvinde.
3. Ergo, Hanne er voksen. (fra 1, 2)
4. Hvis Hanne er voksen, så er Hanne en kvinde.
5. Hanne er en kvinde. (fra 3, 4)

Disse to argumenter har et identisk præmis, (2). Men er det nok til, at de ikke kan give en yderligere begrundelse? Jeg har ikke noget svar.

Vi kan efterprøve det andet forslag ved at lede efter analogier ved de to første præmisser i argumenterne 4 og 5. Vi kan her bemærke, at det er logisk ækvivalente:

Hvis Jorden er flad, så er den ikke rund ↔ Hvis Jorden er rund, så er den ikke flad. (kontraposition)

Vi kan nu give et bud på en af årsagerne til problemet:
Regel 1. To argumenter kan ikke give en yderligere begrundelse for en dom hvis, at argumenterne består udelukkende af de samme domme eller ækvivalente domme.

Det ser ud til at regel 1 løser noget af problemet, men jeg tvivler på den løser hele problemet. Til det vil jeg blot sige, at jeg håber at andre i fremtiden vil tage problemet op.

Husker I, at jeg argumenterede for, at man bør antage at noget er logisk muligt til det modsatte er bevist? Det ser ud til, at jeg ikke var alene i den argumentation. Jeg læste for nyligt SEP’s indlæg om Zombier af den filosofiske variant og deri står der i sektion 5:

“Arguably the burden of proof is on those who claim a given description involves an impossibility. Chalmers remarks, ‘If no reasonable analysis of the terms in question points toward a contradiction, or even makes the existence of a contradiction plausible, then there is a natural assumption in favor of logical possibility’ (1996, 96).”

Dette er meget tæt på det jeg skrev. Vildt.

Kilde.

En bemærkning om at if. normalsproget så er intuitioner abduktiv ræsonnering.

Hvis man ser på de forskellige måder, at sprogligt sige, at man har en intuition om noget, så vil man se, at de til forveksling ligner det man vil sige når man ræsonnerer abduktivt:

* Det virker som om, at…

* It seems that…

Ideen er begge steder, tolker jeg, at det man oplever passer med en eller anden teori. Dette udtrykker ikke nødvendigvis, at en sådan teori bliver sandsynliggjort af observationen. Man kunne måske med rimelighed hævde, at man implicit laver en hurtig abduktiv slutning; slutning til den bedste forklaring. Den bedste hurtige forklaring man lige kan finde på er en der 1) er konsistent med data, og 2) forklarer de vigtige data eller store mængder data.

Alternativt, så udtrykker disse sætninger en påstand om, at hvis disse teorier var rigtige, så ville vi forvente at observere det vi nu observerer, i.e. en slags induktion ræsonnering.

Slutteligt, så er der heller ikke en god ide altid at stole på normalsproget, for det er fyldt med fejl. En fejltagelse lidt for mange filosoffer begår.

Jeg har lagt mærke til, at den mængde evidens der er nødvendig for at man er begrundet i en tro på at p, er anderledes fra den der er nødvendig for at man er begrundet i at tro på p som også indgår i en viden. Der er tale om en flertydighed af “S er begrundet i sin tro på at p”.

If. JTB+, så er der tre kendte nødvendige krav for at nogen ved noget: tro, begrundelse og sandhed. Men styrken af denne nødvendige begrundelse er ikke den samme styrke som det er nødvendigt, at have for at en tro er begrundet når man ikke taler om viden.

Jeg påstår, at forskellen mellem en vidende position og en begrundet tro position forsvinder i en relevant forstand, hvis der ikke er en forskel i den begrundelse der er nødvendig. Her er et eksempel.

Alle positive ateister der er begrundede i deres tro på, at gud ikke findes overholder de tre krav for at man har en viden: tro, begrundelse og sandhed. Men alligevel er de fleste af dem ikke enige i, at de ved det. Lad os antage, at de har ret. Også antageligt, så er det ikke fordi, at de ikke tror, at de har ret (alle tror, at de selv har ret) og ikke fordi, at de ikke tror på, at de selv tror på det. Således er der kun en mulighed tilbage (givet, at den fjerde og ukendte del af JTB+ ikke er relevant her, men kun for Gettier-problemet.): begrundelsen. Denne er således ikke overholdt. Men alligevel er de per definition begrundet i deres tro i vores tankeeksempel.

Derfor, den begrundelse der er nødvendig for viden er stærkere end den for begrundet tro. Det er et åbent spørgsmål hvor begrundet man skal være i sin tro før, at der er tale om “begrundet tro” og “viden”.