Klart Sprog, Klart Sind

Kristendommen er en slave religion – Logos

Af Emil Kirkegaard

Jeg vil argumentere for, at kristendommen er en slavereligion pga. tre ting:

1. Moralske love
2. Anti-materielle goder
3. Autoritet

1.

Hvis man ønskede at skabe et samfund, hvor befolkningen overholder loven, så kunne man vælge at have en stor mængde ordensudøvere, der holder øje med befolkningen og straffer dem om nødvendigt. Deres blotte tilstedeværelse er også en faktor, da den skaber en iboende frygt for at blive opdaget og at det følgeligt ikke kan betale sig at forsøge med noget kriminelt. Denne taktik er dog krævende i resurser, da den kræver en stor mængde mennesker der kun har til formål at holde befolkningen inden for lovens rammer, disse mennesker kunne bruges til andre formål.

Hvis man skulle optimere noget, så ville man først kikke på udøverne. Er det muligt at skære i deres antal? En kløgtig person vil hurtigt se, at det er frygten der holder befolkningen på plads, ikke selve ordensmagten, thi den skaber blot frygten. Hvis man på en eller anden måde kunne skabe en ide om, at der altid bliver holdt øje med en, så kunne man skære kraftigt ned i antallet af nødvendige ordensudøvere – den altseende gud er født.

Den anden ting man ville kikke på er straffen. Straffen er nødvendig for frygten, for uden straffen er der intet at frygte. Samtidig ønsker vi ikke at bruge for mange resurser på at straffe folk, thi de kunne bruges til noget andet. Hvis man kunne give folk en ide om, at straffen var utrolig hård, så ville frygten intensiveres, thi man bliver jo altid set af den altseende gud – helvede er født.

Derfor er det mere bedre at få gud til at holde øje, i stedet for ordensmagten.

2.

I et samfund er der typisk en meget ulige magtfordeling, især i de ældre samfund, der ofte var enevældige eller lign. Dem der har magten, ville være interesseret i at beholde den, derfor måtte der noget til for at holde befolkningen yderlige på plads. Hvis man kunne give dem den ide, at de ikke har lyst til materielle goder, så ville det være meget nemmere selv at tage dem alle, udover dem der er strengt nødvendige for overlevelsen.

Effekten kunne skabes med den ide vi allerede skabte tidligere, nemlig gud. Hvis denne gud nu var imod materielle goder, og ville straffe befolkningen for at have dem, så ville det være meget nemmere. Jesus sagde:

v19 Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. v20 Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. v21 For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Vi har allerede tidligere skabt ideen om den tvedelte verden, den rigtige verden og en verden hvor man bliver straffet eller belønnet alt efter hvor godt man har fulgt de love som magtindehaverne havde lavet. Det virkede også som en god ide, at love befolkningen en belønning for deres arbejde med at overholde lovene – og var himlen født.

Der var også en fornuftig grund til at forsødne befolkningen endnu mere, thi man havde jo taget alle deres materielle goder fra dem og lovet dem det gode i himlen. En lille finesse manglede dog stadig: Ideen om frelsen og dermed belønningen var nær, derfor er biblen fyldt med referencer om at frelsen er nær.

3.

Man havde også brug for at i større grad kunne kontrollere befolkningens bevægelser, hvis man nu fx skulle ud i en krig, så ville det være godt at kunne give en bedre begrundelse end “fordi jeg siger det”, ideen om en gud, en overmægtig person, kunne også benyttes til dette formål. Det krævede blot, at ikke alle kunne tale med denne gud, men kun nogle få som stod magtindehaveren nært – præsterne var født.

Med disse præster kunne man lade som om, at man modtog ordre fra gud, og give dem til befolkningen. Samtidig havde man allerede givet befolkningen den ide, at hvis de udførte guds ordre, så blev de belønnet, selv om de døde. Vi ser her en minimeret frygt for døden, som gør soldater i krige mindre bange, og dermed mere effektive. Som en ekstra gevinst, så passede den glimrende til de evolutionære instinkter som mennesket har, nemlig overlevelsesinstinktet – liv efter døden var født.

Til sidst, så var det også vigtigt at kunne bevare magten, dette kunne gøres ved at få gud til at beordre befolkningen, at oprør var stærkt imod guds ønsker. Paulus skriver i romerbrevet kap. 13:

v1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. v2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. v7 Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

Konklusionen er dermed meget tydelig – kristendommen ER en slavereligion.

Af Emil Kirkegaard

Der har hersket en del tvivl om hvordan man helt præcist anvender Occams Ragekniv (OR) i praksis. Den originale formulering af OR er nemlig ikke speciel tydelig:

“Entities are not to be multiplied without necessity.”

eller:

“The simplest answer is usually the correct answer.”¹

Den første er ikke lige til at forstå, mens den anden får det til at lyde som om, at den simpleste forklaring altid er den bedste – hvilket naturligvis er forkert.

Man anvender OR når man har to konkurrerende forklaringer/teorier, som forklarer præcis lige meget. OR kan ikke bruges på forklaringer som ikke forklarer lige meget.

Men hvis man har to teorier som forklarer lige meget, så er ekstra antagelser i en teori overflødige og bør derfor forkastes. I praksis kan dette anvendes til at tilbagevise diverse forestillinger hvor der er tilsat ekstra krydderier.

1en.wikipedia.org/wiki/Occams_razor#Variations

Hvis muslimer generelt er så fredelige, hvordan kan det så være, at de protesterede næsten uendeligt meget mere over at nogen tegnede deres profet end at andre misbrugte deres religion til at retfærdiggøre terror?

Det siger mere om fredelige muslimer end noget andet.

Det kunne dog indvendes, at det var en lille mindre tal befolkningen der stod bag demonstrationerne, men her rammer man ved siden af pointen. Pointen er forholdet mellem de to demonstrationer, ikke forholdet mellem demonstrationerne og hele den muslimske befolkning.

Af Emil Kirkegaard

Introduktion

I min tidligere artikel om grundantagelser nævnte jeg at fornuft eller rationalitet er relativt til nogle aksiomer. Jeg vil i denne artikel forsøge at videreudvikle forståelsen og grundlaget for det fornuftige eller rationelle. Ordene betyder det samme, men fornuft har nogle andre betydningen i hverdagen, som kan skabe forvirring (fx han er en fornuftig ung mand), derfor vil jeg udelukkende benytte mig af rationelt.

Opstilling

Jeg har tidligere foreslået en række aksiomer. Jeg vil nu forsøge at stille det mere overskueligt op, for at være tro imod min filosofi om overskuelig og forståelig argumentation. Aksiomerne er opstillet efter hvilken rækkefølge de ligger i, de øverste ligger nederst. Rækkefølgen er nødvendig, fordi at nogle aksiomer er nødvendige eller vigtigere for andre aksiomer.

1. Logik.
   1. Loven om identifikation A=A, en ting er altid lig sig selv.
   2. Loven om det ekskluderede midtpunkt Enten A eller ~A (~ er anvendt som “ikke”)
   3. Loven om ingen-selvmodsigelser. Noget kan ikke være A og ~A på en gang.
   4. Læren om gyldig argumentation – deduktion.
   5. Kausalforbindelser.
   6. Sparsommeligheds princippet – Occams ragekniv.
2. Aksiomer bør antages efter hvor meget de forklarer i verden eller hjælper med at forklare – abduktion.
3. Empirisme. Sansedata/sanseindput forklarer verden bedst.
   1. Induktion.
4. Rationalisme. Det er kun fornuftigt at tro på A, hvis der forelægger evidens for det, eller hvis man kan deducere sig frem til en slutning baseret på præmisser der stammer fra sansedata.

Begrundelse for opstilling

1.

Som argumenteret for i del 1, så er logikken nødvendig at forudantage for overhovedet at diskutere og analysere emnet. Jeg har her gjort det mere eksplicit hvad jeg forstår ved logikkens tre love, samt tilføjet læren om gyldig argumentation, som jeg havde forglemt mig tidligere. Jeg har lagt kausalforbindelser under logik, fordi at de er en nødvendig antagelse at lave, hvis man ikke vil anse naturen som en stor tilfældighed. Som påpeget tidligere kan det være, at ikke alt har en kausalforbindelse, men i givet fald ville vi ikke kunne vide det. Endeligt har jeg tilføjet sparsommeligheds princippet eller Occams Ragekniv, som siger, at man ikke bør lave flere antagelser end det er nødvendigt. I praksis betyder det, at hvis to forklaringer forklarer lige meget, så skal man vælge den simpleste – i.e. den der antager mindst.

2.

Ligesom logikken blev denne også nævnt i del 1. Grunden til at den kommer lige efter logik, er at vi skal bruge nogle regler for hvilke aksiomer vi bør benytte – det ville så sandelig være dumt at antage for mange, for hvert aksiom begrænser vores falsifikation, vores mulighed for at vide om vi tager fejl, thi man kan aldrig vide om et aksiom er forkert, for det er antaget rigtigt.

3.

Empirisme. Dette trin er vores grundlæggende måde at finde viden på. Historisk set har der været flere forskellige bud på dette, men de to jeg vil koncentrere mig om er striks rationalisme og empirisme.

Striks rationalisme er ideen om at vi, uden at benytte os af erfaringer om verden kan deducere os til nogle logiske sandheder. Dette kræver dog en grundlag, som et helt (100%) sikkert. Der er flere der har forsøgt at lægge et grundlag for rationalismen, men Descartes er nok den mest berømte med hans Cogito ergo sum, eller, jeg tænker derfor er jeg. Hans argumentet lyder intuitivt meget overbevisende, men hvis man skriver det op i eksplicitte præmisser, bliver det straks mere tvivlsomt:

P1. Alt der tænker, findes

P2. Jeg tænker.

C1. Ergo findes jeg.

Ingen af disse præmisser kan begrundes uden at benytte sig af en erfaring, så skønt de lyder meget intuitivt korrekte, så er de ikke nok til at etablere rationalismen.

Empirismen er ideen om, at den bedste måde at blive klogere på verden, er at erfare den. Dvs. ved at udføre eksperimenter. Dette er et af naturvidenskabens grundsten, som har vist sig at være yderst frugtfuld. Man skal dog ikke haste sig til at tro, at empirismen ignorerer rationalismen. Det er ikke muligt at teste sig frem til alting i verden af praktiske grunde. Derfor er en anden løsning nødvendig.

Hvis man kunne opstille nogle regler for hvordan naturen opfører sig ud fra tidligere erfaringer, så er det nødvendigt at antage, at naturen er konservativ, at den ikke pludseligt ændre sig uden grund og at tidligere erfaringer i naturen kan fortælle os noget om, hvordan naturen i fremtiden vil opføre sig, dette er kendt som induktion eller induktiv logik. Nuvel er induktion ikke fejlfri, dvs. den kan føre os til at lave forkerte slutninger modsat deduktiv logik, hvor konklusionerne nødvendigvis følger. Dette sker når vi drager en forhastet konklusion ud fra et utilstrækkeligt antal erfaringer, som så viste sig ikke at være repræsentative for hele billedet. Jf. eksemplet med sorte of hvide svaner, der er kendt som det induktive problem (eng. problem of induction).

4.

Noget er rationelt at tro, hvis der er en god empirisk baseret grund til at tro det.

Andre verdenssyn bruger også rationalisme, men med andre præmisser, aksiomer end jeg. Derfor kan man ikke sige at noget fra et andet verdensbillede er rationelt eller irrationelt førend at man er blevet enige om fundamentet, altså om hvordan man afgører hvad der er irrationelt eller ej.

Valg mellem aksiomer eller grupper af aksiomer (fundamenter)

Hvis man står og skal vælge i mellem flere sæt aksiomer, fundamenter, så vil jeg foreslå tre metoder til at vælge det bedste:

1. Vælg det der forklarer mest sansedata. At forstå og forklare verden er det ultimative mål for et fundament.
2. Vælg det der er mest sparsommeligt med aksiomer. Sparsommeligheds princippet.
3. Vælg det der ikke er selvmodsigelse eller inkonsistent. Loven om ingen-selvmodsigelse.

Af Emil Kirkegaard

Intro

“Hvis gud er kan alt (almægtig) kan han så lave en sten så tung at han ikke selv kan løfte den?” Hører man typisk på debatforummer, teisterne er ofte elendige til at forsvare sig imod den, og vil ofte hævde at menneskets logik er begrænset, en slags “guds veje er uransagelige” forsvar. Jeg vil her argumentere for, at argumentet fra stenen imod almægtighed (omnipotens, OP) ikke er holdbart, samt give et forslag til et nyt argument.

Definition af OP

OP er egenskaber der går at man kan gøre alting, med andre ord, at man ingen begrænsninger har. Det giver dog hurtigt problemer, for kan man virkelig både lave og ikke lave en sten på en gang? Nej, det er logisk umuligt. Derfor vil de lidt smartere teister typisk begrænse OP til kun at gælde det logisk mulige. For argumentets skyld vil jeg benytte mig af denne definition.

Tilbagevisning

Dilemmaet lyder: enten kan gud lave en sten så tung, at han ikke selv kan løfte den eller også kan han ikke. Det er selvsagt, at hvis gud ikke kan lave den, så kan han ikke alt logisk muligt og mulighed to er derfor en umulighed. Mulighed et’s umulighed bliver argumenteret for, at hvis at hvis gud lavede stenen, så ville han ikke længere være OP fordi at han ikke kan løfte stenen. Du kan måske allerede se problemet her. Mulighed et er kun umulig, hvis gud vælger at lave stenen. Det er sagtens muligt, at gud undlader at lave den, for at undgå at begrænse sin OP.

Andre argumenter fra inkonsistent lider af samme tidsmæssige problem, fx “kan gud begrænse sig selv?” og “kan gud glemme noget?”.

Revideret argument

Hvis problemet med disse argumenter er, at de kræver en handling forløber, så kan man forbedre argumenterne ved at finde nogle udsagnsord der ikke kræver at en handling forløber. Et sådant argument kunne være, “kan gud lære noget nyt?”

For at lære noget nyt, så kræves det, at gud ikke ved alting, men da det strider imod den gængse definition af gud, så kan han ikke eksistere.

Kan gud derimod ikke lære noget nyt, så er han ikke OP, fordi at det også strider imod definitionen af gud, og derfor kan han ikke eksistere. Husk på, at det reviderede argument kræver, at guden er både almægtig og alt-vidende. Men der findes muligvis et argument som kun behøver en egenskab og undgår det problemer jeg har rejst tidligere.

Formelt argument:

P1. Hvis gud findes, så er han almægtig.

P2. Hvis gud findes, så er han alvidende.

P3. Enten kan gud lære noget nyt eller også kan han ikke.

P4. Hvis gud kan lære noget nyt, så ved han ikke alt. (P3)

P5. Hvis gud ikke kan lære noget nyt, så kan han ikke alt. (P3)

C1. Uanset hvad, så findes gud ikke. (fra P1, P2, P3, C1, C2)

How to: Filosofere

• Undgå at glemme ting, brug memorering hvis din hukommelse skal hjælpes.
• Hvis du får en spændende tanke, så skriv den ned, selv gode hukommelser glemmer ting.
• Hvis der er noget du ikke ved, så undersøg det, brug opslagsværker flittigt, fx wikipedia og ordbogen.
• Fortæl dine tanker til andre, diskuter dine ideer med andre mennesker, udgiv dem på nettet, en blog kan være en god ide.
• Vær modig, måske er din forestilling du har nu om verden forkert, vær åben overfor nye ideer. Mange nye ideer føles ikke rigtige, men husk at verden ikke er bundet af dine følelser, gå efter verden og din krop vil tilpasse sig.
• Læs noget i din fritid, vent ikke på at tingene kommer til dig, undersøg verden. Læs en introbog til filosofi, det er ikke svært, fx Sofies Verden.

Af Emil Kirkegaard

Når man diskuterer så vil man af og til opleve, at selv efter en lang og god diskussion, så er man stadig uenige. Det er typisk på dette tidspunkt hvor man bliver enige om at være uenige, så at sige. Vi har alle et verdensbillede, et syn på verden. Hos de fleste mennesker er dette ikke gennemtænkt, og er bare kommet hen af vejen, ved en slags evolution.

Generelt set så er det sådan, at de første ting man fik at vide, er ens grundsten, ens byggesten, som alle andre ting skal tilpasses til at passe med. Dette er mest tydeligt ved religion, er man opdraget til at være en meget troende kristen, så er det sjældent at man giver slip på det. Hvad der kommer ind med ske, bliver inde.

Problemet med disse grundsten er, at de ikke er andet end almindelige sten, de er ikke specialdesignede til at ligge nederst. De blev heller ej valgt med omhyggelighed, men nærmere tilfældighed alt efter hvad man lige hørte først. Derfor er det intet under, at de heller ikke gør et særligt godt arbejde, som grundsten for ens verdensbillede.

Analogien er at alle ideer i vores verdensbillede er sten, og at disse sten hviler på nogle andre sten nedenunder, for at undgå en uendelighed af ideer, så må der være nogle grundsten, som ligger nederst. Disse grundsten kaldes aksiomer indenfor logikken og jeg vil benytte samme ord her.

Ord som “fornuftigt” og “rationelt” afhænger af hvilke aksiomer man har, for noget kan ikke siges at være rationelt alene, det kan kun være rationelt i forhold til noget andet, og ordene er derfor relative. Relative til vores aksiomer. Et sådant aksiom kunne være “logikkens tre love er sande”. Kan dette aksiom begrundes? Tvivlsomt, fordi at alle forsøg på at forklare noget vil benytte sig af logikkens love, og dermed vil man benytte sig af cirkulær logik (at antage sin konklusion). Dette er vigtigt at huske når man debatterer guds eksistens, fordi at religiøse har det med at smide gud derhen hvor den ikke den modbevises, fx ved at hævde at den er uden for logik – hvilket jo så betyder at den både kan findes og ikke findes på en gang. Selv de mest religiøse vil ikke acceptere dette, og må derfor forkaste deres forsvar.

Man har naturligvis flere aksiomer end logik. Det virker som en god ide, at man bør vælge aksiomer ud fra, hvad der forklarer mest fakta, dvs. forklarer flest kendsgerninger og observationer. Et sådant aksiom kunne være, “vores sanser er brugbare”. Her kunne man indvende, at det sagtens er muligt at snyde disse sanser, ved fx. illusioner, og at de derfor ikke altid er brugbare og hypotetisk set aldrig kunne være det – matrix effekten. Dette er forkert, man kommer til at forvirre hjernens tolkning af dataene for en sans, hvilket den ikke er. Sansedata kommer direkte fra en af de fem sanser, synssansen, lugtesansen, følesansen, smagesansen og høresansen.

Et andet aksiom som vi tog for givet før, er “verden findes”, da det sagtens kunne forestilles at verden ikke fandtes. Verden er her brugt med en anden definition, end normalt. Den normale definition er “alt der findes”, men her er der tale om verden eksklusiv en selv – verden udenfor sindet, den objektive verden, en verden der er uafhængig af personen der iagttager den. Forestillingen om at kun en selv findes kaldes solipsisme. Dette aksiom forklarer ikke særlig mange data i verden, den fortæller os bare, at det er fantasi, hvilket ingen forklaring er og hvor kom fantasien fra?

En forklaring er en opbrydning af data, til mindre dele, som udfolder sig i genkendelige mønstre. Af samme grund er der heller ingen forklaring at forklare biologiens diversitet med “gudgjordedet”, for vi har ikke splittet det op i mindre dele og vi har ikke fundet nogle mønstre.

Et tredje og meget vigtigt aksiom er kausalforbindelser – ideen om årsag og virkning. Uden det aksiom kunne man ikke blive klogere på noget som helst i naturen, da alle begivenheder ville være isolerede og ingenting havde med hinanden at gøre. Det er heller ej muligt at bevise, at alting har en årsag. Og hvis en begivenhed ingen årsag havde, så kunne vi stadig ikke vide det. Alligevel er man nødt til at antage dette, for at blive klogere på verden.

90 Mandater til VKO. Man kan kun ryste på hovedet over den danske befolkning der stemmer på O.

Men i stedet for at kritisere O, som det paradoksalt nok er på mode i landet, så vil jeg sige tillykke til Fogh for at være en god politiker. Husk at en god politiker ikke nødvendigvis taler sandt eller holder sine løfter. En god politiker er en person, der er god til at overtale store folkemængder og spille et politisk magtspil, og det må jo siges, at Fogh er go!

Han gik i krig på løgnagtigt grundlag og klarede alligevel at blive valgt ind igen, det må man tage hatten af for.

Samtidig, for at vinde tilbage til min første pointe, så må man nødvendigvis konkludere at demokrati måske ikke er verdens bedste styreform, som vi har det med at tro her i landet. Hvem har bildt den danske befolkning ind, at det flertallet siger er bedst eller rigtigt? Hvem siger at flertallet vil det bedste for flertallet? Hvem har givet dem den ide, at folk faktisk er klar over hvad de vil have?? Hvis 50,1% siger A, skal 49,9% så virkelig bøje sig, fordi at de andre har været lidt bedre til at overtale???

Teknokrati, hvor er du?

Bemærkninger om politikere

Hvis politikere er så interesserede i hvad vi vælgere har at sige, hvorfor spørger de ikke noget mere? Og hvorfor spørger de næsten kun når der er valg?

Hvis politikere har respekt for vores valg, og mener at vi vælgere er intelligente personer, hvorfor tror de så, at man vil stemme på dem, bare fordi at man har set deres valgplakat?

Hvorfor giver, især borgerlige, partier så meget væk op til valget? Er det ikke imod deres overbevisning at give folk noget de ikke har fortjent? Er det det, man kan forvente af deres økomonipolitik?

Forsvar af aldersforskellen

Nogle mennesker kan ikke lide når der er forskel på alderen mellem to mennesker i et parforhold. Da, der kun kan være forskel eller ikke forskel på alderen, så må de kun kunne lide når der ikke er forskel, dvs. at menneskerne er lige gamle, dette er ofte usagt og skyldes nok mest at folk argumenterer dette ud fra deres følelser og ikke deres fornuft.

Hvorfor kan personer med forskel i alderen ikke være sammen i et forhold?

For det første er det vigtigt at indse, at der også findes en mental alder, og at denne ikke altid, blot ofte, svarer til personens fysiske alder. Således er det muligt for en 14-årig at være på mental alder med en person på 17 år.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at denne mentale alder kan deles ind i en række stadier. Disse stadier vil jeg forsøge at remse op:

Barn

Teenager

Voksen

Barn er fra fødslen til puberteten begynder i 13-16 års alderen.

Teenager er fra ovennævnte til at man begynder at falde til ro, ofte sidst i tyverne. Det kan bemærkes at nogle mennesker andrig falder til ro.

Voksen er fra ovennævnte til man dør.

Jeg hævder, at det er moralsk forsvarligt at være sammen med personer i samme stadie som en selv. Derfor kan det godt være moralsk forsvarligt for en 14 og 17-årig at være sammen, og for en 16 og 30-årig.