Af Emil Kirkegaard

Abstrakt

Skyld er en sjov ting at tænke på. Den flytter sig hele tiden og er alligevel ingen steder, når man spørger dem, der efter andres udsagn, har den.

Skylden flyttes forskelligt alt efter om man tror på pligtetik eller konsekventialisme eller en blanding af det hele, som de fleste mennesker gør.

En hund

Vi har en hund derhjemme. Nogle gange springer hunden op af en person, fx min mor, som bliver rigtig sur og giver min lillebror skylden for det, selvom det var hunden der udførte handlingen. Hun mener ikke, at hunden er ansvarlig, fordi at min lillebror har opdraget hunden til at sprige op af folk.

Min lillebror er uenig, og giver hunden skylden. Han mener ikke at have lært den, at springe op af folk. Han har kun opdraget den til at den godt må springe op ad folk når man leger med den.

Hunden forstår sig nok ikke på etik, og springer bare op af folk fordi at den er glad. For sådan er en hund.

Med andre ord

Som set ovenover, så er skyld noget man placerer som man har lyst. Min mor mener, at det ikke er hundens skyld, fordi at den ikke kan gøre for, at den ikke kan skelne mellem leg og ikke leg. Men betyder det, at den er skyldfri?

Min lillebror mener, at det er hundens skyld, fordi at det er den der gjorde det.

Hunden mener måske ingenting, og hvis den mener noget, så ved vi det ikke.

Jeg er uforstående overfor deres manglende interesse i at finde ud af hvordan de bruger ordet skyld. Hvis vi skal tro på min mor. Hvad gør vi så med mordere? Kunne de gøre for, at de slog nogen ihjel? Uanset om man accepterer determinisme eller fri vilje er man i problemer. Hvis determinisme er sand, hvordan kan det så være morderens skyld? Han er blot en brik i enden af en domino række. Hvis indeterminisme er sand, hvordan kan moderen så siges at være ansvarlig for en vilje som man ikke selv er herre over?

Normativ etik

Kan der overhovedet siges, at være en normativ moral? I så fald, hvad gør den normativ (=normsættende)? Som Hume pointerede så kan man ikke slutte fra er til bør. Med andre ord, man kan ikke observere sig til hvordan moral bør være, kun hvordan den er. Dette bemærkede Kant allerede med Grundlæggelse af moralens metafysik. Kant sluttede at såfremt der findes en normativ etik, så skal den begrundes a priori og ikke a posteriori.

Emil: Jeg havde en jeg snakkede rigtig meget med på efterskolen, og næsten var enig med.

Christian Severinsen: En lærer?

Emil: Nej en person.

Af Emil Kirkegaard

Definitioner og betydninger

En negativ påstand defineres som en påstand der benægter eksistensen af noget. Såsom påstanden om at feer ikke findes. En universel påstand er her en påstand som dækker hele verden (universet). En universel negativ påstand er følgelig en påstand der benægter eksistensen af noget i hele universet.

‘Jeg tror ikke at feer findes’ og ‘Jeg tror at feer ikke findes’

Mange ville sige, at forskellen på ovennævnte sætninger kun er semantik, men de tager fejl. Der er en væsentlig forskel på at benægte eksistensen af noget og ikke tro på dets eksistens. Inden for debat, har man et princip der kaldes bevisbyrden (og ikke indenfor logik, som nogle tror). Princippet siger, at den der fremsætter en påstand, har fået bevisbyrden om at begrunde påstanden. Niveauet af begrundelse kan variere alt efter omstændighederne, et typisk niveau er ‘indtil der ikke på fornuftig vis kan tvivles på det’.¹

Argument fra ignorance el. argument fra uvidenhed²

Denne fejlslutning er den primære grund til at det er vigtigt at kende forskel på de to betydninger. Hvis man ikke laver nogen observation af noget, så kan man kun konkludere, at man ikke har lavet nogen observation, man kunne ikke konkludere, at det man forsøgte at observere ikke findes, med mindre at man kan begrunde hvorfor man burde have observeret det. Der er altid den chance, at vi blot har konstrueret et dårligt eksperiment, som hverken kan bekræfte eller afkræfte eksistensen af noget. Ikke at observere noget, når det ikke er begrundet at man burde have observeret det, kan derfor ikke bruges som evidens til en bevisbyrde.

Case: Gud

Det faktum at man ikke har observeret gud, betyder ikke, at gud ikke findes, med mindre at det kan begrundes at vi burde have observeret gud og at eksperimentet burde kunne påvise det. Således kan man ikke tilfredsstille nogen bevisbyrde med mangel af evidens. På engelsk hedder det kort: ‘Absence of evidence is not evidence of absence’. Derfor kan man ikke slutte sig til stærk ateisme på baggrund af mangel på evidens for gud. Man kan kun forholde sig neutral ved at vælge svag ateisme.

Bevisbyrden og negative påstande

Nogle mener, at der er et andet princip som siger, at der ved universel negative påstande ikke er en bevisbyrde, idet at det ville være umuligt at fremlægge fysisk evidens for en universel negativ påstand. Jeg finder dette argument svagt, da det antager at det burde være muligt at begrunde en sådan påstand. Det tror jeg ikke nødvendigvis på, det kunne sagtens være, at det blot var en begrænsning ved vores erkendelsesteori. Jeg tilslutter mig derfor, at princippet og bevisbyrde også gælder om disse påstande.

Begrundelse for en negativ

Der er forskellige måder at tilfredsstille en bevisbyrde på. Man kunne vise at konceptet er selvmodsigende at det derfor ikke eksisterer. Man kunne også lave en RaA argument på noget evidens, i.e. hvis X findes, så ville vi observere Y, vi observerer ikke Y, ergo findes X ikke.³ Disse virker kun på teorier som er falsificerbare, og ikke alle teorier er det, da det er nemt at konstruere en teori som er konsistent med alle data, som stadig ikke er nogen god teori. Til disse må man benytte sig af den sidste form for logiske slutninger – abduktion.⁴

Slutning til den bedste forklaring

I mit tidligere indlæg, skrev jeg nogle kriterier hvorefter man bedømmer teorier.

Hvis vi benytter casen fra ovenover, så er der kun teorier som vi skal se nærmere på.

Teori 1: Den kristne gud findes, og har skabt verden i sit billede, m.m.

Teori 2: Gud findes ikke. Alle religioner er forkerte og bygger på overtro.

Hvis T1 er sand, så kan man ikke forvente nogle data frem for andre. Teorien har ingen forudsigelsesevne og ingen forklaringsværdi. Hvis T2 er sand, så ville man forvente at se, at der ingen evidens findes for guder og at der vil opstå tons vis af forskellige ideer om guder. Det er det vi finder, ergo er T2 sandsynligvis korrekt, i hvert fald i min meget simple case.

1Bruges hos domstolene, engelsk ‘Proved within reasonable doubt’

2en.wikipedia.org/Argument_from_ignorance

3P1. Hvis X, så Y. P2. ¬Y, C1. ¬X. Denying the consequent.

4De andre er deduktiv og induktiv.

Af Emil Kirkegaard

Grind defineres som noget man bliver nødt til at gøre for at få et mål, x, og som er kedeligt og eller ensformigt.

I starten var det kun RPG’s som havde grind elementer for at give en illusion af udvikling i spillet. Sidenhen har flere genrer fulgt trop til min store ærgrelse. Genrer man ellers ikke umiddelbart kunne sammensætte med ideen om at arbejde for at få flere muligheder, her tænker jeg på FPS og RTS spil, som normalt plejer at holde sig til et ‘et spil er et spil’ basis, dermed forstået at det du gør i dette spil ikke påvirker fremtidige spil.

Mit hovedproblem er således. Spil er til for underholdningens skyld, men moderne spil har indført arbejde, for at få det sjovt. Derfor finder vi det, at man først skal arbejde i den rigtige verden, for at købe spillet, for derefter at arbejde i spillet for at få det sjovt. Jeg finder det urimeligt, at man skal arbejde to gange. Ideen om arbejde i et spil er således imod grundkonceptet af spillet, nemlig om at underholde. Det er som om, at alle MMO-spil nu om dage vil være et alternativt liv. Måske fik romantikken endeligt realiseret sin virkeligheds flugt vha. moderne teknologi. Folk lever i idylliske verdener fyldt med magi.

Tid er et andet problem. Os konkurrence mennesker vil af natur gerne være de bedste. Problemet er, når tid brugt begynder at blive til evne, idet at ens karakter bliver bedre af at man har arbejdet i mange timer in-game. Det er en absurd tankegang, idet at den ultimativt medfører, at det gælder om at bruge så meget tid på spillet som overhovedet muligt (hint, WoW + South Park). Ikke alle konkurrence mennesker har tid eller lyst til at arbejde i et spil, blot for at komme på samme basis som alle andre. Ud med “tid brugt = evner” paradigmet og mere fokus på “evner = evner”.

Et typisk forsvar går på, at uden grind elementerne ville der ikke være meget tilbage af spillet. Og dog. For det første, så tror jeg mere, at det skyldes, at vi spiller mere og mere, og spillene derefter forsøger at kompensere for det, ved at tilføje no-brainer elementer. Men er det ikke blot spillene, som tror, at vi skal leve deri, og derfor ikke kan acceptere det faktum, at deres levetid er begrænset?

Af Emil Kirkegaard

For nyligt kunne man læse i Jyllands-Posten¹, at Ma(d)donna angiveligt drikker ‘velsignet’ vand for 10.000 dollars/mdr. Det bliver hævdet, at det er hendes ‘fitness hemmelighed’ og at vandets struktur bliver ændret af meditation m.m. Umiddelbart lyder det som om, at hendes Kabbalah nonsense har læst for meget homøopati, hvori det af og til hævdes at vand kan ‘huske’ hvilke ting der har været i det, før man opblandede medikamentet i så små mængder, at der ikke længere er et enkelt molekyle af det aktive stof tilbage i den færdige blanding.²

Ih jammer og pine! Hvorfor mange mennesker med penge så dumme? Hvordan ville verden ikke se ud, hvis popstjerner brugte deres penge på forskning i stedet for afblegning af huden, plastikkirurgi, vand, religiøse donationer m.m. Det er i sig selv en god grund til at blive kendt, udelukkende for at gøre det bedre end de tosser vi har nu.

1jp.dk/timeout/article1226199.ece

2Fra ‘Bedst af alle verdener’ web-version her: www.skeptica.dk/bibliotek/bav_bogen/bav_01.htm

Af Emil Kirkegaard

I en debat blev der skrevet:

“Her er et bevis for Guds eksistens:

1. Hvis Gud ikke findes, så findes absolutte værdier ikke.
2. Men absolutte værdier findes
3. Derfor, Gud findes”

Det første man kan bemærke, er at argumentformen er ugyldig:

P1. ¬A -> ¬B

P2. B

C1. A

Det er en non-sequitur, da præmisserne ingen relevans har, grundet at det ene er skrevet i negativ form. Det kan omsættes til positiv form:

P1. A -> B

P2. B

C1. A

Hvorefter, at det er tydeligt, at der er tale om et ugyldigt argument da man hævder følgen, i stedet for grunden (affirming the consequent).

Man kan redde argumentet ved at omformulere P1 til:

P1. Kun A -> B

Da personen blev bedt om begrundelse for præmis 1, svarede han:

“Nogle vil måske hævde, at præmis 1 ikke nødvendigvis er sandt. De vil argumentere, at det teoretisk set er muligt, at moralske værdier kan eksistere uden at være afhængige af et sind.”

Hvis vi kikker på P1, så vil vi se, at han udtrykker sig utydeligt, da P1 omhandler absolutte værdier, mens at han kun snakker om moralske værdier her.

“Det er sandt, at dette er en logisk mulighed, men vi har ingen data til at understøtte det. Ingen har dokumenteret eksistensen af så meget som en værdi, der eksisterer uafhængigt af et sind. Omvendt har vi masser af data, der viser, at i hvert tilfælde vi observerer værdier, så er disse afhængige af et sind. Derfor må vi acceptere præmis 1 som konklusionen på følgende induktive argument:

P1: Alle kendte værdier er afhængige af et sind.
P2: A er en værdi.
K: A er afhængigt af et sind.”

Først laver han et argument fra uvidenhed. Man kan ikke gå fra uvidenhed om noget, til dets ikke eksistens.

Derefter opstiller han et ugyldigt argument. Argumentet følger ikke da, P1 taler om kendte værdier, mens at P2 taler om værdier. Argumentet kan reddes ved at omformulere en af dem. Hvis man omformulerer P1 til “Alle værdier er afhængige af et sind.”, så følger argumentet, men P1 forbliver ubegrundet. Hvis man omformulerer P2 til “A er en kendt værdi”, så følger argumentet ligeledes.

“Men det skulle være klart, at et begrænset og fejlbarligt menneskeligt sind ikke kan fastsætte absolutte moralske værdier – der er evige, sande værdier for alle, uanset om de ved det, eller om de kan lide det. Det må kræve et sind med absolut magt (Gud). Hermed er første præmis i mit argument underbygget.”

Her benytter han sig af retorik for at begrunde sandheden af en ufremsat påstand om at et begrænset og fejlbarligt menneskeligt sind ikke kan fastsætte absolutte moralske værdier. Derefter konkluderer han, at det må kræve en absolut magt (som bliver identificeret med gud, hvilket er en fejlslutning, men mindre, at alle sind med absolut magt er guder). Til sidst påstår han at han har begrundet P1, hvilket ikke er sandt. Han har ikke fremsat noget argument der har P1 som konklusion.

Senere blev han stillet dette spørgsmål:

“Hvordan beviser du, at der er evige og sande værdier for alle mennesker? Er disse værdier ikke bare en prægning af af kultur? Hvilket kunne forklare, hvorfor man har så forskellige værdier rundt i verden?”

Bemærk, at der nu er flere egenskaber ved disse værdier, ‘evige og sande’. Han svarer:
“Her stiller du spørgsmålstegn med det andet præmis i mit argument. Så det vil jeg nu levere min argumentation for.”

Glimrende!

Angående præmis 2 (Der findes absolutte moralske værdier):

“Vi må acceptere værdiabsolutismen, fordi værdirelativisme er en selvmodsigende position. At alle værdier er relative betyder, at de alle objektivt set er ligestillede; at det er objektivt sandt, at ingen værdi er bedre eller dårligere end dens modsætning. Men i det øjeblik værdirelativisten påstår, at alle værdier er relative, så tillægger han det at artikulere dette udsagn mere værdi end ikke at artikulere det, hvilket jo netop ikke giver mening, da påstanden ?værdier er relative? hverken er mere eller mindre værd end dens modsætning. Med andre ord kan man ikke benægte eksistensen af absolutte værdier uden at benægte den logiske følge af værdirelativismen, nemlig at alle værdier har samme værdi. Dermed er det altså en selvmodsigelse af benægte eksistensen af absolutte værdier. På det grundlag bliver vi derfor nødt til at forkaste værdirelativismen og acceptere værdiabsolutismen, der ikke rummer denne indbyggede selvmodsigelse.”

Han forsøger sig med et “reductio ad absurdum” argument på værdirelativismen.

Intet sted definerer han ‘værdirelativisme’ så det er svært at vide hvad han mener med det. Hans argumentation går på at under værdirelativismen er alle værdier, set objektivt, ligestillede, i.e. Ikke bedre eller dårligere (som betyder hvad??). Han slutter at dermed er værdien er ‘alle værdier er relative’ selv relativ og dermed selvmodsigende. Han ser ud til at angribe en straw man, for værdirelativisme udtaler sig ikke om sandheder af ikke-værdi påstande, såsom værdirelativisme, ergo siger den ikke, at den selv er selvmodsigende. Det er også svært at vide hvad man mener med ‘værdi’.

Han forsætter med et nyt argument:
“En anden grund til at forkaste værdirelativismen er dens praktiske konsekvenser. Hvis man virkeligt lever, som om alt har den samme værdi, så er man intet mindre end et forfærdeligt monster, der ikke skelner mellem godt og ondt. Dette er ikke et logisk argument, men det man kalder et praktisk argument. Et praktisk argument kan levere støtte til et logisk argument. I dette tilfælde leverer dette praktiske argument støtte til mit logiske argument om, at det er en selvmodsigelse at benægte absolutte værdier.”

Han laver en påstand om, at alle der lever efter værdirelativismen er et forfærdeligt monster, men begrunder det ikke med naturvidenskabeligt evidens.

Desuden er det en straw man, da det ikke følger, at fordi at man tror på værdirelativisme, at man så lever som værdirelativist.

Han ser ud til at have misforstået hvad værdirelativisme handler om. Værdirelativismen siger blot, at der ikke findes nogle objektivt sande værdier, den siger dermed intet om subjektive værdier. If. værdirelativismen lever vi alle under vores eget sæt af subjektive værdinormer, ingen lever derfor under værdirelativismen da ingen person er objektiv.

Endvidere er det ønske tænkning i sidste linje, at man synes at noget fører til at man bliver til et forfærdeligt monster har intet at gøre med sandheden af en påstand.

Selv hvis man accepterede at værdirelativismen var sand, så følger det kun at det korrekte syn på værdier er absolutisme. Det følger ikke, at der findes en absolut værdi, som hovedargumentet kræver (P2). Hele argumentation for P2 er derfor en stor non-sequitur.

Til sidst, argumentet blev præsenteret som et bevis, men beviser er udelukkende analytiske, og hans argument er syntetisk. Det er derfor falsk markedsføring.

Konklusion

Jeg kan kun konkludere, at personen roder rundt i sine egne begreber og begår flere logiske fejlslutninger, som gør argumentet ugyldigt og ubegrundet.

Jeg har tænkt på, at begynde at optage foredrag med mig selv, hvor jeg forklarer et eller andet. Hvis I har nogle tanker, så brug forummet eller send mig en email. Videorne vil blive uploadet til video.google, ligesom denne som jeg og min lillebror lavede i går.

video.google.com/videoplay?docid=-4539301459707474363

Af Emil Kirkegaard

I min forrige artikel om eksistens, vovede jeg den påstand at konceptuelle ting, såsom ideen ‘båd’ ikke findes, dvs. ikke eksisterer. Imidlertid har jeg skiftet mening.

Hvad betyder ‘eksistens’?

Når man taler om eksistensen af fx enhjørninge. Så mener man, om den er i virkeligheden, om det som ordet ‘enhjørning’ refererer til, om det er aktualiseret. Det giver derfor kun mening at tale om eksistensen af noget, som i princippet kunne have en referent, i det her tilfælde, et heste-lignende væsen med et narhvale-agtigt horn i panden.

En ting såsom et koncept kan ikke, per definition have en referent i verden. Derfor kan man ikke benægte dets eksistens, da man antager en principiel mulighed for eksistens ved enten at benægte eller hævde dets eksistens. Det er en kategorisk fejlslutning.

Af Emil Kirkegaard

Abstrakt

Når der diskuteres hører man ofte ateister kræve evidens af teister, som ikke ser ud til at kunne levere den krævede evidens. Nogle teister kan ikke forstå, at ateisterne kræver evidens, og sår tvivl ved dette princip. Jeg vil derfor præsentere evidentialisme og forsvare den.

Definition og uddybning

Jeg definerer evidentialisme til:

“Ideen om at troen på sandheden eller falskheden af et udsagn kun kan være rationel hvis der er evidens der støtter troen.”

Med evidens ovenover, menes der den brede definition, noget som giver god grund til at tro noget, enten fysisk evidens eller et argument.

Beskyldning om inkonsistens

Evidentialisme står dermed i kontrast til andre opfattelser, som hævder at rationaliteten af troen på et udsagn kan komme andet steds fra. En anklage går på, at folk der tilslutter sig evidentialisme ikke er konsistente, da de selv tror på ting uden evidens. Et sådant eksempel kunne være evidentialismen selv eller empirisme.

Der er dog tale om en misforståelse hos anklageren i første tilfælde. Evidentialisme er ikke et udsagn, det er et princip, og et princip er hverken sandt eller falsk, derfor udtaler evidentialismen per ovennævnte definition ikke om sig selv, og man er derfor ikke inkonsistent hvis man tilslutter sig evidentialisme uden evidens.

I andet tilfælde er der tale om et aksiom, en grundantagelse, troen på aksiomer kan godt siges at være irrationel, da den ikke er baseret på evidens. Det ville være umuligt at basere empirisme på evidens, da man skal benytte sig af empirisme for at begrunde den (antaget at man ikke tror på a priori begrundelser). Dette er et problem for Empirismen, men i alle verdenssyn gemmer der sig nogle grundantagelser som ikke er baseret på evidens. For mere uddybning angående aksiomer henviser jeg til mine tidligere artikler om samme.¹

Anklageren har dog ret i, at man er inkonsistent hvis man ekskluderer aksiomer uden begrundelse og stadig tilslutter sig til definitionen ovenfor. For at løse problemet, kan man ekskludere aksiomer i definitionen. Den nye definition lyder derfor:

“Ideen om at troen på sandheden eller falskheden af et ikke-aksiomatisk udsagn kun kan være rationel hvis der er evidens der støtter troen.”

1Kirkegaard, E. ‘Kort om grundantagelser [...]‘

Af Emil Kirkegaard

Afleveret som engelsk stil, derfor er der et resume, men jeg tænkte, at diskussionen var værd at poste her også.

Artiklen der refereres til hedder “Dances with robots”. Karakter givet: 10 (ny skala).

A. ΣMary (hint hint)

Japan is currently attempting to create robots that look and act more like humans, so called humanoids (from Greek, human-alike). Recently, robot scientists put a 3-year old girl and her mother in a room together with a robot, at first the robot and the girl interacted, but after a while she got bored, the robot responded with talking to the girl’s mother, making the girl jealous and reviving interest. In other parts of the world, robots are used mainly for unpleasant jobs, but Japan focuses on creating robots that can live together with humans in a symbiosis. This is problematic because the robots need to use language and social skills, however one robot already understands 30,000 phrases in four languages. Other technologies are also in development, such as sense of touch and relation-recognition, that make robots capable of understanding relations between humans, by measuring the time spent together and the looks on their faces. The reason for Japan’s friendliness towards robots probably lies in Japan’s animist Shinto culture, where ‘dead’ objects, such as swords and teapots can have souls. Japan’s government is currently promoting robot projects. (189)

B. Cum-mentory

The meaning of the quoted passage can be summarized as creating robots (artificial life), that can ‘live’ together with humans in society, by making them imitate human skills. This is significant because normally robots are only used to do things, that we humans either don’t like doing or cannot do, e.g. lifting heavy objects, assembly line work, or cleaning up after a chemical explosion etc. But here the word ‘symbiosis’ is used, which means:

“the living together of two dissimilar organisms, as in mutualism, commensalism, amensalism, or parasitism.”¹

Which also mentions the word ‘live’, but can robots be said to be alive? That may strike one as a purely philosophical question, it is, however, relevant to society, because our laws seem to favour living things. No one cares whether or not you mistreat your television, because it is not alive, but animal mistreatment is illegal, as long as it is the right animal², such as mammals³, but what about bacteria or perhaps cancer? The problem is of course, if (when) we create robots that are humanoid, should we grant them (human) rights? Is it okay, ethically, to mistreat robots if we have given them feelings?

This notion is not new, it has been expressed in culture many times⁴, often with apocalyptical outcomes. No solution or answer has yet been found or at least not commonly accepted. It seems that this question must be answered before humanoid robots are let into society. I can think of two solutions:

1. Give the robots the same rights as other life, ‘on their stage’.

2. Do not give robots any rights, even though they might qualify as life.

This is a short commentary, and I cannot go into further detail (even though I’d love to), I shall ask some final questions. We seem to give rights equal to the advancedness of the consciousness in the life, is that fair? Some humans do not have an equal advancedness of consciousness, should they differ in rights? (330)

C.

The assignment is:

“Discuss whether humanoid robots will change the ways we relate to machines and to each other. Give your arguments.”

Firstly, knowing what one is talking about is critical, therefore I shall define the most important notions that are used in this complex situation.

Life

There is currently no universally accepted definition of life. Although scientists often use the conventional definition which is (shortened here): A thing which exhibits: Homeostasis, Organization, Metabolism, Adaptation, Growth, response to stimuli and reproduction.⁵

The central question is, of course, whether or not robots qualify as life, and further, is ‘being alive’ important?

It is certainly imaginable or already possible that robots can reproduce, adapt, reaction to stimuli and homeostasis.

It is arguable that robots are organized, although they don’t have cells, however robots clearly exhibit organization, if you open a computer, the parts are not randomly placed, they are placed in tight organization.

Metabolism can be argued. The essence of metabolism is convert unusable material into usable material. Robots can develop or be developed to create electricity from non-electricity, like coal or methane, in fact, they already do.

The most critical requirement is adaptation. It is argued that robots cannot think for themselves, they always do what the ‘code’ says. Some philosophers argue that the same is true for humans. This does nothing to the requirement of adaptation though, adaptation is the ability to adapt to an environment and changes in it. Life adapts by the process of evolution. Evolution is, very roughly put, reproduction with flaws, which are called mutations. Some organism A propagates to B, C and D. Some flaws happen when the DNA was being copied and mutations occur. Random chance allows B to be more fit to the environment than C and D, that are perhaps even worse fit to environment than A.

Can robots evolve? That would require them to reproduce with flaws. If the robots made new robots in according to some plan, equivalent to our DNA, and then sometimes errors in the copying, and later builds new robots after that plan, then they would evolve. The last part seems unlikely at present time, but not completely impossible.

It can be argued that even though robots do not meet all the requirements, they can still be considered life, because the definition is still disputable and some things usually regarded as life cannot meet the requirements, vira for instance.

Is being alive really that important? After all, it is just a concept we humans have made to systematize nature, so we can better understand it – put into boxes is another way of saying it. So is it really important to be placed inside some box, that we invented? Additionally, some biologists consider robots to be alive, Richard Dawkins for instance.⁶

Ethical foundations

Our ethical system seems to be based, not on how complex the particular lifeform is, but how how developed it’s mental abilities are, especially consciousness. We find it cruel to see and cause suffering. It is probably because we can better relate to animals that have mental abilities closer to ours. Alternatively, if we dropped the notion, there would be chaos. It is impossible to keep everything alive, completely unrealistic! The notion that life is sacred remains religious babble.

However, if one accepts the notion that more mental abilities equals more rights, then what should we do to the mentally handicapped? Should we take away their human rights? That would seem as an atrocity to do. I can think of one possible solution. If we judge mental abilities by the general level of the species in question, we can figure an average right.

This begs the question, what does one do, at the species that has a great diversity in mental abilities? Robots can be said to be such a ‘species’. If one regards a microwave oven as a robot, then it would surely have a low mental ability ‘rating’, but what about a supercomputer? It seems unfair that the elite of a ‘species’, should suffer because of the lower end of the ‘species’, and it seems unfair that a microwave oven should gain rights because of someone else. It is also absurd to talk about the rights of a microwave oven! One could, of course, split up robots into different groups, just like we do with animals. But the conclusion of this mess must be that ethics and robots are not friends.

It could be suggested that it was the ability to feel pain or have emotions that earns one rights in society, but these properties requires a certain mental level, which was discussed above at length.

But if ethics are not the foundation of human rights, what is? Society itself, they are simply there for practical and political reasons and do not have any philosophical foundation.

Future problems

As we have seen, there is no ethical foundation of rights, that allow us to slice through and say, you have rights and you do not because… Instead we have run into a grey zone, where one cannot really say where the line is. What could that do to the future society?

First of all, Imagine that we have created robots, that are slightly below us in mental capabilities, but had the ability to feel pain and have emotions. What rights should they have? Let’s pretend that they are at the same stage as children, should they have the same rights as children? What happens when the children grows up and gain more rights, should the robots also? Can one own a child? Can one own a robot with the mental capability of a child?

Secondly, let’s imagine that we have created robots, they are just as smart as us. Should we grant them equal rights? What happens if a robot kills a person? What happens if a person kills a robot?

Thirdly, what about if we created robots that are a great deal smarter than us? Should we lose our rights? And the problems seem to have no end. Seems like we can either:

1) Hinder development of robots that have mental capabilities closely to ours.

Which would be impossible in practise and is already somewhat too late.

2) Take the chance and see what happens.

Seems like the only choice there is, nobody can predict the future, we can only hope that future generations of humans will solve the problems better then we, or at least I, currently can.

Conclusion

Robots can be argued to be alive. There are numerous ethical problems with smart robots living together with humans. It seems that we have only two alternatives:

1) Stop development of robots, which is impossible and already too late.

2) Let the development continue and solve the problems that are created on the way.

1dictionary.reference.com/search?q=symbiosis, 1a

2any member of the kingdom Animalia, comprising multicellular organisms that have a well-defined shape and usually limited growth, can move voluntarily, actively acquire food and digest it internally, and have sensory and nervous systems that allow them to respond rapidly to stimuli: some classification schemes also include protozoa and certain other single-celled eukaryotes that have motility and animallike nutritional modes. dictionary.reference.com/browse/animal

3 Even though we distinguish between them too, consider a dog and a pig.

4I, Robot comes to mind, but also Blade Runner.

5en.wikipedia.org/wiki/Life#Definitions

6In the Blind Watchmaker