Der findes flere forskellige måder, at elske viden på (filosofi = kærlighed til viden).

En filosof type, er hvad jeg kalder den opdagelsesrejsende. Jeg lægger vægt på ‘rejsende’, da det for denne type filosof primært handler om rejsen. Rejsen skal forstås metaforisk som den proces hvori man forøger sin viden. Denne filosoftype vil muligvis føle en velfølelse, når han opdager noget nyt, dvs. når han tænker sig frem til en ny ide selv, uafhængigt af andre.

En anden slags filosoftype er videnstræberen. For denne gælder det, at opnå mest mulig viden ligegyldig hvad metoden er. Denne filosof vil muligvis i højere grad gå ind for at målet (viden) helliger midlet. Denne type filosof er ligeglad med om han selv opdager viden(dvs. tænker sig frem til den) eller læser sig til den.

Tabula rasa

Det er en udbredt opfattelse, at når et menneske fødes, så fødes det med en tom hukommelse, en såkaldt tabula rasa (ubeskrevet tavle, Lockes idé). Hertil kan det indvendes, at mennesker allerede fra fødslen har en viden, fx at man skal trække vejret. Derfor kan menneskesindet ikke siges at være helt tomt, men bortset fra disse fundamentale instinkter, så er mennesker født med en tom hukommelse. Det er et videre spørgsmål præcis hvilke ting der er medfødt. Dette spørgsmål behandles bl.a. i psykologien.

Hvordan kommer der noget ind på hukommelsen? Hvordan får man en (ny) idé?

Jeg hævder at en idé ikke kan komme fra sindet selv, men må komme fra erfaringen. Dermed tilslutter jeg mig, at der ikke findes nogen ultimativ apriorisk ide. Med ultimativ mener jeg, at ideen er opstået uden brug af erfaringer. Jeg benægter ikke, at nogle ting, såsom matematik, er begrundelig uden brug af erfaring, men blot at disse ideer ikke kunne opstå uden brug af erfaring.

Et eksempel kunne være tal. Et sind kan ikke få ideen om ‘tal’, uden at observere et eller noget, som er tællelig. Idéen om tællelighed er dermed ikke medfødt og må opdages. Jeg kunne forestille mig, at en tællelighed kunne opdages ved at studere ens egne hænder.

Repræsentationer

En idé er en repræsentation af noget virkeligt i menneskets sind, en forestilling om en ting. En idé næsten aldring en perfekt repræsentation, da den forstyrres af vores subjektivitet. Jeg skriver ikke aldring, fordi at det kunne være, at en idé ikke blev ramt af subjektiviteten, men jeg betragter det som usandsynligt. Da idéer om den samme ting således er forskellige hos to individer, så er det falsk at sige, at to mennesker besidder den samme ide. Deres idéer er ikke ens, de er måske nærmest ens. Mere avancerede objekter er sværere for hjernen at fremstille en repræsentation af, og hjernen laver derfor flere fejl. Derfor gælder det at jo mere avanceret et objekt er, jo anderledes er menneskers idé om dette objekt.

Idé-generering

En ny idé kan dannes på to måder: 1) erfaring og 2) en gammel idé.

Ved erfaring dannes en idé ved at hjernen modtager data fra sanserne og danner en repræsentation af de data i hukommelsen. Ved dannelse ud fra tidligere idéer kan der ikke dannes en ny idé ud fra en enkelt gammel ide, thi den nye idé ville være præcis ens og det lader sig ikke gøre. Hjernen kan ikke have to præcis ens idéer. Derfor kræves det, at en ny idé dannes ud fra mindst to tidligere idéer, som sammensættes til en ny idé.

En idé der består af flere tidligere idéer kaldes kompleks, mens en der kun består af erfaring kaldes simpel. Det er svært at sige præcis hvilke idéer der er de grundlæggende simple idéer.

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at jeg har oprettet en donationsside, hvor I kan donere penge til mig (surprise).

Udover det, så jeg har også tilføjet en reklame i toppen af sitet, som jeg ikke håber forstyrrer jer. Hvis I er rare, så trykker I på dem (reklamerne) en gang i mellem. Om begrundelse for at donere og reklame se donationssiden.

Historicisme er ideen om, at historien kan gøres til genstand for videnskabelig forskning og at der findes historiske naturlove, som styrer historiens gang.

Jeg har længe haft en ide om, at historicisme er falsk, men hvorfor burde man argumentere for det?

Jeg har overvejet et argument om, at videnskab ikke kan udføre forskning på genstande, som er i stand til at reflektere over forskningen, men dette giver problemer, da psykologi studerer genstande (i.e. mennesker) som kan reflektere over forskningen. Man hertil kan det hævdes, at disse personer ofte ikke er klar over at de blever forsket i, eller hvilken ting der bliver undersøgt. Hvis de var klar over dette, så ville vi løbe ind i placebo-problemet. Nedenstående tegning illustrerer problemet med subjekter, som kan reflektere over, at de bliver undersøgt.

Man kunne også gå i en anden retning, og forsøge at argumentere ud fra menneskets frie vilje, og hævde at der ikke findes nogle naturlove, der bestemmer denne frie vilje. Det ville imidlertid føre en ind i en masse vanskeligheder mht. den frie vilje, så det er et last call argument. Med vanskeligheder mener jeg determinisme og definitionen af fri vilje.

En tredje indvending imod historicisme, er at hævde, at videnskaben kun kan undersøge ting der eksisterer, og at historiens gang ikke kan siges, at være eksisterende. Dette vil resultere i en diskussion af hvad videnskabens begrænsninger er og hvad eksistens betyder.

Mit håb er, at jeg har vist, at historicismen ikke er så let at komme af med igen, men at jeg opfordre mine læsere til at kritisere mine argumenter imod den, men også finde andre argumenter imod/for historicismen, for dem ville jeg være meget glad for at høre.

Omvendt set, så virker historicisme som forklædt fatalisme. “Det er lige meget hvad du gør, uanset hvad ender vi ved x”. Jeg har da også lånt en bog om emnet, Det åbne samfund, af Karl Popper. Jeg håber, at hans intellekt kan kaste noget lys over sagen.

Jeg har undret mig over nogle spils stræben efter virkeligheden. Hvis man ville opleve virkeligheden, hvorfor skulle man så spille computer? Spiller vi ikke netop computer, fordi at virkeligheden ikke behager os? Det virker derfor paradoksalt når spil forsøger at blive så realistiske som muligt, da det underminerer deres eksistensgrundlag.

Endvidere bringer det en diskussion om omkring hvad virkeligheden er. Hvad betyder det, at et spil er realistisk? Er det realistisk, når de naturlove der er i spillet er de samme som dem der findes i virkeligheden? Hvis vi tager sportsspil som et eksempel. De er efterhånden meget naturtro, på sin vis. Der er ingen overnaturlige kræfter, det eneste urealistiske der er tilbage ved dem, er at ‘man’ ikke længere er sig selv, men en anden person. Det virker som om, at man alligevel godt kan lide virkeligheden, men blot ønsker en anden plads i den.

I min tidligere artikel om materialisme, nævnte jeg et empirisk argument for materialisme:

Når man har observeret en stor del begivenheder, er der grund til at tro, at disse er repræsentative for helheden. Næsten alt vi har observeret indtil videre har været materielt, derfor er der grund til at tro, at alt er materielt.¹

Vigtigt er det at bemærke, at jeg skrev næsten, da vi har observeret nogle fænomener som vi ikke er sikre på om er materielle eller immaterielle, hvis jeg havde skrevet ‘alt’, så ville jeg have antaget min konklusion og dermed begået en cirkelslutning.²

For nyligt læste jeg en sag for det fysiske sind hvor han giver præcis det samme argument som jeg:

There is a strong empirical case fir holding that concrete phenomena of many different kinds; chemical, biochemical, biological [...] Indeed there is a strong empirical case for holding that all concrete that aren’t mental phenomena or [partially mental phenomena] are physical [...].

[...]

The discovery that all nonmental phenomena are physical [...] is some evidence that all phenomena, are physical [...].³ (Italics are original)

Hvorfor er det faktum at alle ikke-mentale fænomener er fysiske, evidens for at alle fænomener er fysiske? Det er det fordi, at det er positiv evidens⁴ for hypotesen om at alle fænomener er fysiske.

Selvom det blot er sandsynlighed og ikke en sikker konklusion, så taler det kraftigt på vegne af materialisme.

1Kirkegaard, E. Tre argumenter for materialisme

2Også kaldt ‘begging the question‘

3Melnyj, Andrew. A case for physicalism about the human mind.

www.infidels.org/library/modern/andrew_melnyk/physicalism.html

4Positiv evidens bekræfter en hypotese/teori, negativ evidens afkræfter en hypotese/teori.

“Jeg vil ikke på arbejde, men jeg gør det alligevel”

“Viljen er det der styrer kroppen”

Hvordan kan disse to sætninger forenes uden en umulighed opstår?

Umuligheden ligger i, at alt man gør er det man vil, samtidig med at man gør noget man ikke vil. Der er to primære problemer her, denne ene er man og det andet er vil. Jeg vil ikke behandle personligheds-problemet her, samt primært er: Hvad er en person?

Jeg vil behandle problemet med viljen, først vil jeg lige lave en indvending imod definitionen øverst. Visse muskler i kroppen kan ikke styres, de såkaldte glatte muskler, som fx sidder i halsen. Disse muskler er undtaget i definitionen, således at viljen er det som styrer kroppens styrbare muskler. Det lyder dejlig cirkulært. Viljen styrer de muskler, som den styrer.

For det andet, så er der tale ikke om viljen, men om underliggende motiver til viljen. Når min mor ytrer sig om, at hun ikke ønsker at gå på arbejde i dag, så mener i hun virkeligheden at hun har nogle motiver, der siger, at hun ikke vil på arbejde. Samtidig har hun også nogle motiver, som siger at hun skal. Viljens handling er altid den faktiske handling der sker. Man har vurderet at det var det samlede største gode.

Med andre ord, så var hendes trang om at tjene penge, samt alle de goder det giver, større end det u-gode der ligger i ikke at tjene penge.

I min tidligere artikel om bioetik¹, konkluderede jeg, at vi baserer niveauet af rettigheder for en kategori af ting, i forhold til dennes niveau af sind. Således har ting uden et sind ingen rettigheder (en sten, mikrobølgeovn, bil…), men at ting med et lidt højere niveau af sind har lidt flere rettigheder (en hund, gris, hest). Hertil kan det bemærkes at ting med et lavt sind heller ingen rettigheder har, således kan proportionaliteten mellem sindsniveau og rettighedsniveau ikke være helt lige.

På toppen af (den kendte) skala for finder vi mennesket, som har de højeste rettigheder.

Endvidere er en anden teori mulig. Det kunne være, at jo mere tingen ligner os, jo flere rettigheder bør de have. Det skal baseres på mennesker, fordi at det er et menneske-samfund, dvs. det består primært af mennesker. Derfor må man tilslutte sig, at flertallet har magten, i.e. omni-demokrati.²

Hvis man tilslutter sig den første teori om sindsniveau, så er der ligeledes en problematisk situation. Hvis robotter opnår et højere niveau sind end mennesker, skal de så have flere rettigheder end mennesker? Den eneste udvej virker til, at tilslutte sig førnævnte omni-demokrati. Endvidere rejser det interessante diskussioner om hvordan et sind kan måles og vejes.

Også ud fra den første teori, kan der opstilles følgende argument:

P1. Samfundets mål bør nås bedst muligt.

P2. Borgere med et højere sindsniveau hjælper bedre med at nå samfundets mål.

P3. Borgere har større rettigheder har en bedre mulighed for at udleve deres potentiale hvis deres de har flere rettigheder.

C1. Hvis man giver borgere med en højere sindsniveau flere rettigheder, så kan de bedre udleve deres potentiale.

C2. Hvis man giver borgere med et højere sindsniveau flere rettigheder, så kan de bedre hjælpe samfundet.

C3. Man bør give borgere med et højere sindsniveau flere rettigheder.

1Kirkegaard, E. Dances with robots. Afleveret som engelsk opgave, derfor sproget.

2Demokrati for alle i samfundet, ikke blot nogle fx mænd eller royale.

I min tidligere artikel omtalte jeg, at visse ting (alle, ultimativt) ikke er objektivt begrundelige, da de hviler på præmisser som kun kan ‘begrundes’ subjektivt, eller slet ikke. En af disse ting er moral, som jeg forestiller mig, ligesom erkendelsesteori, bygger på nogle grundsætninger eller aksiomer hvorved alle andre moralske udsagn kan udledes. Sådanne etiske grundudsagn er kun begrundelige ved at henvise til et motiv, ligesom de erkendelsesteoretiske aksiomer. Et sådant motiv kunne være, ‘jeg ønsker at forstå verden’.

Den ultimative konklusion er så, som de fundamentalistiske relativister påpeger, at alle holdninger er subjektive. Uheldigvis er denne begrundelse afhængig af samme referenceramme som den siger er relativ, hvilket gør den selv relativ, og dermed selvmodsigende, da den er fremsat som en absolut påstand.

Hvis man slår op i normalsprogs-ordbogen, så skelner den ikke mellem ‘a-’ og ‘u-’. Heller ikke etymologien kan hjælpe en med det græske ‘a-’, som kan betyde både en mangel af en ting eller det modsatte af denne ting. Det er især problematisk i forbindelse med definitioner og ordbetydninger.

Jeg foreslår, at man benytter ‘a-’, som en mangel og ‘u-’, som det modsatte. Amoralsk vil således betyde en person uden morale eller uden en bestemt morale, og umoralsk er en modsat rettet morale.