Klart Sprog, Klart Sind

Inspirationen til dette er er samtale med Karl Aage Kirkegaard.

Vi diskuterede definitionen af viden, samt min ide om forskellige typer viden (filosofisk, videnskabelig) og tro (filosofisk, videnskabelig, religiøs). Vi nåede til et sted hvor KAK mente at der var uendelig meget viden i verden, mens at jeg mente at der ikke var.

Lad os først blive enige om, at vi taler om aktuel viden, ikke potentiel viden. Forskellen er naturligvis at potentiel viden er påstande som ikke er viden p.t., men som kan blive det, hvis vi ændrer noget i verden.

Et andet problem er om analytiske udsagn er viden. Ved man at ’1+1=2′? Jeg er tilbøjelig til at mene at analytiske udsagn ikke er viden.

Universet er ikke uendeligt stort, der kan ikke være to objekter oven på hinanden, følgelig er der et endeligt antal objekter i universet. Hvis viden skal være sand, så skal den være i syntese med universet (per definition). Der er kun et endeligt antal objekter at være i syntese med, og selv hvis man kombinerer objekter, er der stadig (et meget stort antal) endelige sande udsagn.

Man skal huske at ord er hjælpemidler. Vi bestemmer hvad ordene betyder, og vi kan frit ombestemme os.

Tænkeren, kap 1

Og det store sind talte til befolkningen i verden. Sandfærdigt siger jeg jer, hver gang I møder en ny ide, forsøg da at bortvise denne ide fra de gode ideers land. Gør dette med våben fra andre gode ideer I har i sindet. Tag jer i agt for onde ideer, bortvis dem ved sindets port ved altid at slås med alle ideer der forsøger at trænge ind i de gode ideers land. Lad kun ideerne som kan besejre jeres forsvar i kamp komme ind.

Fortolkning

Hver gang man får en ny ide, bør man forsøge at argumentere imod denne ide ved hjælp af reductio argumenter. På denne måde undgår man at blive fanget i en rus over at have fået en ny ide og dermed undgå at blive ukritisk overfor en ide. Alle ideer bør blive betragtet med et kritisk blik.

Denne fejlslutning ses sjældent og er svær at identificere. Det er ofte udtalelser der indeholder en kategorisk fejlslutning som beskrives som meningsløse.

Eksempel 1:

No belief is rationally inferred if it can be fully explained in terms of nonrational causes.¹

Rationelle årsager? Årsager har ikke noget med rationalitet at gøre. Det giver ikke mening at tillægge årsager hverken rationalitet eller irrationalitet, og derfor er dette en kategorisk fejlslutning.

Eksempel 2:

Ingenting er rødt.

Ingenting er et koncept og ikke et objekt. Koncepter kan ikke have farver, da disse er abstrakte objekter. Derfor er dette en kategorisk fejlslutning.

Man kan identificere kategoriske fejlslutninger ved at de tillægger en ting en egenskab den ikke logisk kan have, da den tilhører en anden gruppe.

1Blev fundet i ‘argument from reason’ iidb.infidels.org/vbb/showthread.php?t=239018

En bruger på iidb.org havde noget interessant at fortælle om børnetegnefilm.

Have you seen any children’s cartoons lately? Apparently, the predator – prey dynamic is too much for children to bear. Animals who actually kill other animals are always characterized as villains. My son’s favorite show is something called “Miss Spider.” In it all the spiders actually have chosen to eat berries instead of other bugs. Even the frogs were converted to vegetarianism. Kids his age routinely categorize dinosaurs as the “good ones” or plant eaters, and the “bad ones” or meat eaters. Is this, or is this not a case of people anthropomorphizing animals and judging them by human standards for morality?

Indeed! Måske er dette oprindelsen til den forskruede etik overfor dyr nu om dage? Hvad kommer ind med ske…

Lad os lade som om, at jeg påstår at jeg ved alting. Min skeptiske kammerat, Arhøj, tror naturligvis ikke på mig, og spørger mig om hvad han tænker på nu. Jeg svarer, afvigende, at jeg har glemt det og har dermed bestået hans test – eller har jeg?

Kan man godt vide noget, når man har glemt det? De fleste mennesker ser ud til at mene dette. Det er naturligvis en spørgsmål om hvad ‘jeg ved p‘ betyder, hvor p er en tilfældig sand begrundet tro. Skal den viden være i sindet før at man ved det? Hvis det skulle, så ville jeg ikke vide hvad logik er, thi jeg tænker ikke på det lige nu. Dette er falsk da jeg godt ved hvad logik er. Følgelig skal man ikke tænke på noget for at vide det.

Men hvorfor ved man så ikke ting, som man har glemt?

Lad os sige, at jeg på et tidspunkt t1 ved p. På en senere tidspunkt t2 har jeg glemt p. Det er glemsomhedens natur, at man ikke ved hvornår at man kan huske p igen. Lad os se på en anden situation. I denne situation har jeg aldrig vidst p. Hvad er forskellen på den første og den anden situation? I praksis er der ingen, man kan ikke fortælle andre en information, som man har glemt og man kan ikke fortælle andre en information som man ikke ved.

Hvordan kan man så forklare det?

Jeg er kommet frem til en ikke helt problemfri løsning. Hvis vi tilføjer et ekstra kriterium, som lyder: q er en viden, hvis den opfylder de normale krav til en viden¹ og at den enten er i bevidstheden eller hurtigt kan genkaldes til bevidstheden. Dette ser ud til at løse problemet. Den ikke helt problemfri del er naturligvis, at ‘hurtigt kan genkaldes’ er lettere subjektivt.

Hvis vi ikke brugte dette kriterium og vi forestiller os eksempel et fra før. Hvor lang tid skal der så gå før at personen ikke længere ved p?

1Dem vil jeg ikke komme ind på her. De normale er

Jeg er nødt til at sende denne videre:

scienceblogs.com/pharyngula/2008/03/expelled.php

…Er der nogen der kan sige OMFT!?

richarddawkins.net/article,2478,Sexpelled-No-Intercourse-Allowed,RichardDawkinsnet

Hvortil jeg kommenterede:

Storkteorien er idiotisk, men den skal have credits for at være komisk. Dengang ID’erne lavede deres ‘teori’, så læste de forkert og lavede deres kosmisk.

En veninde beretter:

Arrg.. Så snakker jeg lige med min mormor om min lillebrors konfirmation, og så kommer vi til at snakke om, at jeg er atheist, og så siger hun: “Det bekymrer jeg mig slet ikke om. Den epidemi går over med tiden”, hvorefter jeg svarer “hvilken epidemi?”. Hende: “Altså den der hvor man siger, at man ikke tror på noget. På et eller andet tidspunkt skal der nok ske noget så du kommer til at tro igen

Også kunne jeg kun bemærke:

Hvis “der kommer til at ske noget” som får en til at tro, så er man en klovn.
Kun en klovn ville basere sine holdninger på anekdoter.

Jeg vil her præsentere et ganske innovativt argument inden for filosofien. Jeg har ikke selv set det diskuteret omhyggeligt før. Argumentet forkortes til ArtK (engelsk: Argument from random concept, AfRC). Tak til David Annenkov for ideen and for reviewing it.

Argument struktur

Argumentets struktur er meget simpel og ser således ud:

P1. Tilfældige koncepter har sandsynligvis ingen referent

P2. ‘Gud’ er et tilfældigt koncept

C. Ergo, ‘Gud’ har sandsynligvis ingen referent

Indledende forståelse

Argumentet benytter en dualistisk forståelse af verden. Dualistisk på den måde, at der findes to slags ting i verden; koncepter og objekter. Koncepter defineres til beskrivelser af mulige objekter, situationer, processor eller manglen på objekter. Eksempelvis er ‘ingenting’ er koncept som refererer til en mangen på objekter. Bemærk at koncepter skrives med apostroffer omkring sig (‘koncept’). En referent defineres til det objekt som et givet koncept refererer til.

Første præmis: Tilfældige koncepter har sandsynligvis ingen referent

Antal mulige koncepter

Det er blevet hævdet mange gange, at der findes et uendeligt antal mulige koncepter. Det er er næsten irrelevant for AftK om der findes et meget stort antal mulige koncepter eller om det er uendeligt. En måde som man kunne argumentere for at der findes et uendeligt antal mulige koncepter, er at vise at nye koncepter kan dannes ud fra ældre koncepter.

Det kræver lidt forståelse af hvordan et koncept formes i sindet. Ifølge empirismen, som jeg tror på, så stammer alle eller næsten alle ideer fra den observerbare verden. En ide opstår når sindet observere en genstand. I sindet dannes der en ide om denne genstand. Det er netop det, at der dannes en ide om genstanden, der gør at der er tale om en genstand, en enhed, from for nogle usammenhængende objekter. Når sindet har mere end en ide, kan sindet kombinere disse to ideer for at skabe et nyt koncept. For at bruge et eksempel fra Hume¹, så kan man danne sig et koncept(ide) om en engel ved at kombinere vinge med menneske. Dermed får man et koncept, som ingen referent har, thi der findes ingen engle.

Dette nye koncept, ‘engel’ kan nu på ny kombineres med andre koncepter, og skabe et nyt koncept. Med alle de koncepter man normalt går rundt med i sindet, er det let at se hvor næsten uanede mulighederne er. Som en kritik kan det pointeres at ikke alle koncepter meningsfuldt kan kombineres, og derfor er det muligt at der er et maksimum altid mulige ideer, når alle ideer således er kombineret på kryds og tværs. Dette er dog intet problem for AftK der blot kræver et meget stort antal mulige koncepter.

En anden mulig argumentation, som konkludere at der er et uendeligt antal mulige koncepter, lyder således. Lad os forestille at en person p går en tur. Vi har nu et koncept af person p som går en tur. Ud fra dette koncept kan vi konstruere et nyt koncept; ‘person q forestiller sig, at person p går en tur’. Ud fra dette koncept kan vi lave et nyt koncept; ‘person r forestiller sig, at person q forestiller sig, at person p går en tur’. Dette kan fortsætte i det uendelige. En kritik af dette, er at disse koncepter ikke er praktisk anvendelige, men det er ikke noget problem for AftK, som vi skal se.

Tilfældige koncepter

En stærk indvending imod et argument som AftK, er at de termer der benyttes der i ikke er defineret præcist nok. Derfor vil jeg definere hvad jeg mener med ’tilfældige koncepter’. Et tilfældigt koncept er defineret til et koncept som ikke er dannet på baggrund af erfaring med det eller de objekter som det refererer til. Hume’s eksempel er således et tilfældigt koncept, da det ikke er dannet på basis af at nogen har observeret en engen, thi de findes ikke. Det er sammensat ud fra den menneskelige fantasi. På samme måde er ‘Gud’ dannet ud fra fantasi og ikke faktiske erfaring. Med ‘Gud’ her menes den Abrahamske gud, men argumentet virker ligeledes for alle andre guddomme. En (fejlagtig) indvending kunne her være, at man tror at fordi at nogle af de dele som et givet koncept består af er dannet ud fra observationer, så er det sammensatte koncept også dannet ud fra erfaring. Denne slutning kendes som fra del til helhed eller engelsk: fallacy of composition.

Sandsynlighed

Givet at der findes et enten uendeligt eller ekstremt stort antal mulige koncepter, så mangler vi næste led i præmissen; sandsynligheden for at dette koncept har en referent er (meget) lille. Universet er ikke uendeligt stort. Det er meget stort i rumfang, men det er for det meste fyldt med ens objekter, en bestandig del hydrogen, helium og, selvfølgelig, tomhed. Ud fra dette kan der ikke dannes mange koncepter som har en referent. Men i universet er der også meget avancerede objekter, såsom liv. Levende ting er utrolig komplekse kemiske molekyler. Her kan der konstrueres et meget stort antal koncepter med en referent. Men ligeledes skal man huske på, at ud fra disse koncepter der kan dannes, så kan man kombinere dem og få et endnu større antal koncepter uden referenter.

Jeg forsøger naturligvis at vise, at selvom universet er umådeligt stort i størrelse, så vil de fleste af de koncepter der findes, som ikke er taget direkte ud fra erfaring, ikke referere til noget objekt. Sandsynligheden for at gætte rigtigt er derfor utrolig lille.

Komplekse koncepter

Et anerkendt princip i filosofien er simpelhed, ofte brugt i forbindelse med det filosofiske og videnskabelige værktøj; Occam’s Ragekniv (engelsk, Occam’s Razor). Dette værktøj erklærer at hvis to teorier forklarer samme fænomen ligegodt og ellers er lige, så bør man vælge den simpleste teori (=forklaring). Dette er bygget på ideen om at mere komplekse ting er mere usandsynlige. ‘Gud’ er ofte et sådant komplekst koncept, derfor er det mere usandsynligt.

Andet præmis: ‘Gud’ er et tilfældigt koncept

Alle teister som mener, at ideen om ‘Gud’ rationel, altså dannet på baggrund af evidens, vil naturligvis benægte det andet præmis. For at forsvare det andet præmis skal man blot demonstrere at alle argumenter for ‘Gud”s eksistens ikke er holdbare. Det underliggende præmis er at enten er et koncept dannet ud fra erfaring og eller fornuft (matematik vil nogle hævde er dannet uden brug af erfaringer, jeg er uenig, men det er ikke relevant her, se denne diskussion²). Ved at vise at alle teistiske argumenter er fejlagtige, så har man kraftigt sandsynliggjort at ideen om ‘Gud’ ikke kommer fra fornuften eller erfaringen. Jeg har ikke i sinde at demonstrere hvorfor samtlige teistiske argumenter ikke er holdbare i denne artikel.

Konklusion

Jeg konkludere, at trods indvendinger, så er min version af AftK et ganske stærkt argument for at konceptet ‘Gud’ ingen referent har, i.e. at Gud ikke findes. Jeg håber at skabe fremtidig debat om dette argument.

1David Hume, A Treatise of Human Nature, 1739-40 www.class.uidaho.edu/mickelsen/ToC/hume%20treatise%20ToC.htm

2Emil Kirkegaard, Om ideer og empirisme, deleet.dk/?p=170

English version in .PDF – ready for publification 1.03

Det er min vurdering at det er på tide, at man videnskabeliggører etikken, således at man kan forklare moral på samme måde som man forklarer alt andet i verden. Begrundelserne skal ikke længere være intuition etc. men empirisk evidens.

Betragt den menneskelige moral. Grundlæggende er der to muligheder: relativisme og absolutisme.

Definitioner

Relativisme er ideen om at moral ingen grundlæggende begrundelse har, og således ikke er normativ for alle mennesker (eller intelligent væsner). Ingen moral kan siges at være grundlæggende irrationel.

Absolutisme er ideen om at der findes en normativ moral som alle mennesker bør leve efter.

Observationer

Relativismen er meget udbredt i det vestlige samfund. Det ses tydeligst i sproget, hvor udtryk som “det er din mening”, “smag og behag” er meget brugte. Absolutismen ser man ikke meget til i den vestlige kultur, men nogle gange sker det, at de kristne begynder at tale om de ti bud og den gyldne regel.

Teoriers forklaringsværdi

Videnskab forsøger at opstille teorier som forklarer data i verden. Hvordan kan vi opstille en teori som forklarer moral? Skal denne teori være baseret på relativisme eller absolutisme? Det er dette jeg vil forsøge at besvare.

Når en teori forklarer data, så betyder det, at teorien forudsiger det data. Dermed også er teorien ikke forudsiger andre data. Hvis en teori ikke forudsiger nogen data frem for anden data, så har teorien ingen forklaringsværdi. Se mere diskussion her.¹

Lad os opstille en teori baseret på absolutisme, kald denne A1. Teorien fortæller os, at der findes en bestemt moral eller etik, som mennesker bør følge. Tilmed siger den, at alle mennesker vil finde denne moral, hvis de prøver.

Dette teori er åbenlyst falsk. Alle mennesker tilskriver sig ikke til den samme moral. Nogle mennesker mener at frihed er det vigtigste, mens andre mener at lighed er. En tredje mener at kage er det bedste. Hvis vi ser på historien, så er det også tydeligt at moral har noget med kultur at gøre. Den modstand der er i kristendommen imod sex før ægteskab, går igen i de efterfølgende kulturer.

Men, vi kan ændre teorien således, at den ikke forudsiger at folk vil have den samme moral, hvis de prøver. Lad denne teori hedde A2. Jeg kan ikke forestille mig nogen måde man kan falsificere denne teori på og man kan også spørge sig selv hvilke data den så forklarer? Teorien er forklaringsmæssigt udygtig.

Et andet problem er at den antager at der findes en almen gældende moral, men hvor helt præcis er denne moral? Er den skjult i menneskers underbevidsthed, eller er den i et platonisk rige?

Lad os i stedet betragte en relativistisk moralteori. Denne teori, R1, forudser at alle mennesker vil have forskellige moralske systemer og at ingen af dem af baseret på rationel basis.

I verden observerer vi at alle mennesker har en forskellig moral til en hvis grænse. Der er visse træk såsom medmenenskelighed, modstand overfor mord, modstand mod tyveri, som går igen. Dette modsiger teorien, og den må derfor forkastes.

En ny teori R2 kan dog opstilles. Den forudser at der vil være visse fællestræk i menneskers moral og at disse kan forklares ud fra evolution. Mennesker er fysisk svage dyr. De har brug for at holde sammen for at overleve. Alle de grupper af mennesker der har været gennem tiderne som ikke har haft en arvelig modstand imod drab, er blevet udslettet fordi at individerne i gruppen dræbte hinanden. Således er der kun den gruppe tilbage som ikke udslettede sig selv.

Hvis man undersøger de forskellige moralsystemer, så vil man også finde at der ingen rationel basis er for moral. Dette er hvad R2 forudser. R2 ville have været falsificeret hvis vi havde observeret at moral har en rationel basis.

Derfor kan vi, i min meget hurtige og overfladiske diskussion slutte os til, at relativisme er den bedste forklaring på den menneskelige moral.

1Emil Kirkegaard. “Tanker om teorier”: deleet.dk/?p=91