Da artiklen er lidt lang, og det ser mere professionelt ud, så er her en .pdf udgave.
—-
Jeg havde oprindeligt defineret evidentialisme til at være:
“Ideen om at troen på sandheden eller falskheden af et ikke-aksiomatisk udsagn kun kan være rationel, hvis der er evidens, der støtter troen.”
Dette gjorde jeg før, jeg havde læst noget seriøst litteratur på området. Nu har jeg dog læst en artikel om evidentialisme fra Internet Encyclopedia of Philosophy.[1]Ved bl.a. læsning af den er jeg blevet opmærksom på nogle problemer ved min oprindelige definition.
Det første problem blev jeg klar over da jeg overvejede ordet rationel. Der er mindst to betydninger af rationel, og det er kun den ene hvor evidentialisme fungerer.2 I stedet for at bruge begrebet rationelt er det mere hensigtsmæssigt at benytte begrundet tro.
Det andet problem er har med tid at gøre. I år 1000 CE var relativitets teorierne ikke blevet opfundet eller opdaget af Einstein, der var ikke blevet foretaget nogle målinger der kunne fungere som evidens for teorierne. Det var derfor irrationelt at tro på relativitets teorierne dengang, men dette har siden ændret sig. For at holde konsistens er vi nødt til at tilføje en tidsbegrænsning til formuleringen af evidentialismens hovedsætning. Givet disse betragtninger kan evidentialismens hovedsætning ændres til:
(EVI) Person S is justified in believing proposition p at time t if and only if S’s evidence
for p at t supports believing p.3
Oversat (af mig, lidt løst):
(EVI) Person S er begrundet i sin tro på proposition p ved tid t hvis og kun hvis at S’s evidens for p ved tid t understøtter tro på p.
Det giver ikke nogen mening at tale om sandhedsværdien af en definition, og da EVI er en definition af begrundet tro, så giver det ikke mening at tale om sandhedsværdien af EVI. En definition er altid sand, hvis den er accepteret. Det er derfor ikke mit job at bevise at EVI er sand, men at den er acceptabel. For at finde ud af det, skal jeg finde ud af om den hænger sammen med hvad vi normalt forstår ved begrundet tro samt at den hænger sammen med andre accepterede definitioner.
Større uddybning af teorien
EVI er en noget kompakt og præcist formleret sætning, lad os pakke den ud for at se hvad den indeholder i detaljer.
‘Person S’ er en vilkårlig person. ‘Begrundet i sin tro’ betyder at person S’s tro på (sandheden af) en proposition p er begrundet. ‘Kun og kun hvis’ skal man være opmærksom på, da det er et nødvendigt kriterium for begrundet tro. EVI implicerer således at det er umuligt at have begrundet tro, hvis man ingen evidens har for den tro.
Evidens, definition deraf
Et problematisk nøglebegreb er evidens, som kan defineres til:
Evidens := et tydeligt tegn på noget4 (Synonymt med bevis.)
En sådan definition fra ordbogen er ikke særlig tydeligt, thi den rapporterer blot hvad befolkningen generelt mener med et ord, og da befolkningen sjældent har nogen dybdegående forståelse af filosofi, så har vi et ikke-præcist defineret ord.
‘tydeligt’ virker blot som et fyldord der søger at give begrebet en kraftigere betydning end e.g. ‘tegn’. Der er her to muligheder, beholde ‘tydeligt’ eller afskaffe det. At noget er et tydeligt tegn kan måles i den sikkerhed man tager for observationens effekt på en tro på p. Hvis vi antager at p har en 0,5 chance for at være rigtig (prior probability) og at evidens e har en koefficient på 0,1, så er det et tydeligt tegn på at per falsk. Det giver os:
P(p) = 0,5
P(p|e) = 0,5 * 0,1 = 0,05
P er sandsynligheden (probability) af p givet evidens e.
Problemet med ‘tydelig’ er at det er lettere subjektivt hvor præcist skelningen mellem ikke-tydelig evidens og tydelig evidens går. Det er snarere en flydende overgang. Ikke-tydelig evidens ville fx være evidens f med tallet 1,0001. Forøgelsen af (sandheden af) p er meget lille:
P(p|f) = 0,5 * 1,0001 = 0,50005
Hvis vi ønsker en præcis definition og at tydelig ville give en os ikke-præcis, så ønsker vi ikke at bruge tydelig i vores definition. Vi får derfor:
Evidens := et tegn på noget
Men dette er heller ej klart. Hvad er et tegn på noget? En meget simpel definition kunne være, at p er mere sandsynlig givet evidens e end ikke givet evidens e:
P(p|e) > P(p).
Der er muligvis problemer forbundet med en sådan definition. Jeg kender ikke til nogen og en hurtig søgning på Wikipedia afslørede ingen problemer.5
Men hvornår er man begrundet i sin tro på noget? 0,5 er en lige stor sandsynlighed for at det er sandt, som det er falsk. Man kunne lidt radikalt sige, at så længe at sandsynligheden for p er mere end 0,5, så er man begrundet i sin tro på at det er sandt:
Begrundet tro på sandhed af p hvis og kun hvis P(p|e) > 0,5
Bemærk at e godt kan være tom i den betydning er der ikke findes nogen information der er relevans for p, e vil derfor være 1 og kan derfor ses bort fra. Dermed er der kun den tidlige sandsynlighed tilbage (prior probability).
Omvendt er en tro på at p er falsk begrundet hvis og kun hvis at sandsynligheden givet alt tilgængelig evidens er mindre end 0,5:
Begrundet tro på falskhed af p hvis og kun hvis P(p|e) < 0,5
Indvendinger imod evidentialisme
I min oprindelige artikel overvejede jeg det såkaldte ‘uendeligt regressions’-argument (‘infinite regress’-argument). Jeg vil nu betragte nogle flere indvendinger jeg ikke var bekendt med tidligere samt genoverveje min analyse af det nævnte argument.
Glemt evidens
En indvendinger jeg selv havde overvejet, men ikke sat i forbindelse med evidentialisme er: Hvad gør man hvis man har glemt hvorfor at man tror på p? Det sker i hverdagen at man har travlt med at fortælle folk hvorfor at man tror på p, men når de spørger “hvorfor tror du på p?”, så har man intet umiddelbart svar.
Som tankeeksperiment kan man forestile sig person S, som ved en tid t havde rigtig godt evidens (P(p|e)=0,9) for at tro på sandheden af p. Men nu har han glemt hvad den evidens var, dog fastholder han sin tro på evidentialisme. Er manden begrundet i sin tro på p? EVI implicerer at han er. Der er flere mulige løsninger, det første valg man skal gøre, er at beslutte sig for om manden er begrundet i sin tro på p. Hvis ja, så kunne det tænkes at han måske havde glemt den oprindelige evidens, e, for sin tro på p, men at han i stedet husker noget andet evidens, f, som han begrunder sin tro på p med. f kunne være at husker at han havde en god begrundelse dengang at han besluttede sig ved tid t.
Dette passer godt med praksis da man ofte husker styrken af sin begrundelse og ikke begrundelsen selv. Derimod hvis manden ikke kan huske at hans oprindelige begrundelse var god, så har han ingen begrundelse for sin tro på p. Problemet med glemt evidens bliver løst da man har en anden evidens i stedet for den første. Denne redning af evidentialisme antager at mandens hukommelse er nogenlunde pålidelig, hvilket kan være forkert.
Pragmatiske overvejelser
En anden indvendinger går på, at man godt kan tro begrundet på p, uden at have evidens som gør det mere sandsynligt at p er sand end falsk – en appel til velbefindende af den troende person S. Person S er begrundet i sin tro på p, hvis han får det bedre af at tro på p end ikke gør det. Men en sådan indvending ignorerer skilningen mellem de to rationaliteter, som jeg tidligere har nævnt. Der er en rationalitet eller begrundethed i relation til viden og en i forhold til ens viljer og lyster.
I forhold til den første ville person S være ikke-begrundet i en tro på gud, selvom han ville blive slået ihjel for ikke at gøre det, mens i kontekst af den sidste er han begrundet, fordi at det hjælper ham med at opnå sine mål.
Uendelige regressions-argumenter
Disse argumenter som alle involverer en uendelig af propositioner går typisk således: Alle begrundede holdninger (brugt fordi at tro ikke findes i flertal) er begrundede af evidens. Denne evidens involverer typisk andre begrundede holdninger som igen må begrundes af andre holdninger. Vi lander derfor i en uendelig række af begrundede holdninger. Dette er angiveligt ikke holdbart eller muligt, og derfor er vi slet ikke begrundede: skepticisme er sandt.6
Der er flere muligheder her, man kan benægte at det er noget problem at man har en uendelig række af holdninger som begrunder hinanden. Jeg tror ikke på, at aktuelle uendeligheder er umulige og derfor virker denne udvalg ikke helt ikke-plausibel. Dog har den det problem, at den ikke prima facie kan forklare hvordan at vi ved, at vi har nogen begrundet holdninger, da dette ville kræve at vi kendte alle holdningerne, hvilket vi ikke gør.
Hvis vi giver skeptikeren at det er umuligt eller i hvert fald ikke acceptabelt med en uendelig række af holdninger, så der er igen flere muligheder. Hvis vi antager, at skepticisme er falsk i.e. at vi har mindst en begrundet tro. Hvordan er denne begrundet? Jeg tilslutter mig foundationalisme, som er groft sagt ideen om at der findes nogle fundamentale propositioner som er selv-evidente eller at man må acceptere nogle aksiomer. Jeg er tilhænger af den sidste. For lang tid siden analyserede jeg mig frem til denne holdning, jeg er senere blevet uenig i min egen analyse og er i færd med at genoverveje hvilke aksiomer jeg bør antage.7 I denne stund hælder jeg mest til et empirisk aksiomer af typen “jeg erfarer”.
Dermed tilkendegiver jeg, at jeg ikke er 100% begrundet i min tro i.e. at mindst en af mine holdninger er ubegrundet. Dette er ikke noget problem for evidentialisme, men en problem for den person der mener, at alle hans holdninger er begrundede.
Konklusion
Jeg konkluderer, at evidentialisme har overlevet i hvert fald de indvendinger jeg har kunnet finde, men at omfanget af denne analyse ikke er helt så stor som jeg kunne ønske. En længere analyse er nødvendig for at sige med større sikkerhed at evidentialisme er en acceptabel definition af begrundet tro.
1Dan Mittag, “Evidentialism” www.iep.utm.edu/e/evidenti.htm
2Emil Kirkegaard, “Om rationalitet” deleet.dk/2008/02/18/om-rationalitet/
3Taget fra artiklen.
4Politikens Nudansk Ordbog med etymologi 3. udgave, 1. oplag 2005
5en.wikipedia.org/wiki/Evidence
6Hvilket er en selvmodsigelse, da vi ingen begrundede holdninger har.
7Emil Kirkegaard, “Kort om grundantagelser – del 1″ se også del 2 and 3. deleet.dk/2007/11/18/kort-om-grundantagelser/
