Archive for December, 2008
Abstrakt
I denne artikel identificerer jeg et overset problem i epistemologi. Problemet er essentielt, at der hersker uvished om hvornår at to argumenter er tilstrækkeligt forskellige til, at de begge kan ændre en doms begrundethed.
En skitsering af problemets essens
Jeg vil her identificere problemet gennem et eksempel.
Forestil dig, at du diskuterer med en anden person. I diskuterer om universet har en årsag. Lad os også sige, at du mener at det har en årsag. Du giver et kosmologisk argument for din overbevisning:
Argument 1
1. Alle ting har en årsag til deres eksistens.
2. Universet er en ting.
3. Ergo, universet har en årsag til sin eksistens. (fra 1, 2)
De lykkedes dig, at få din moddebattør til at acceptere argumentet og dermed også, at konklusionen er begrundet. Han giver dog nogle indvendinger mod (1), og konkluderer, at den begrundethed som argumentet giver videre til konklusionen ikke er tilstrækkelig stærk til, at man bør tro på konklusionen.
Du accepterer hans indvendinger og forsøger, at give en anden begrundelse for, at universet har en årsag. Lad os sige, at du giver dette argument:
Argument 2
1. Alt hvad der er begyndt at eksistere, har en årsag.
2. Universet er begyndt at eksistere.
3. Ergo, universet har en årsag. (fra 1, 2)
Igen lykkedes det dig gennem en diskussion, at få din moddebattør til at acceptere argumentet. Han giver igen nogle indvendinger mod (1) og du accepterer dem.
Spørgsmålet er nu. Er din påstand om, at universet har en årsag blevet mere begrundet efter, at du har fremlagt det andet argument?
En analyse af problemet
I dette afsnit vil jeg forsøge, at analysere problemet for at finde dets årsag.
Til spørgsmålet i forrige afsnit: Min intuition siger, at det er den ikke. Men hvorfor? Det er fordi, at argumenterne ovenover er “det samme” argument i en eller anden relevant forstand. Der menes ikke, at de er identiske, men nærmere, at de er tilstrækkelig analoge til, at de ikke kan begrunde en påstand yderligere.
Det er svært at sige, hvilken analogi der er tale om. Lad mig give et eksempel. Hvis det blot er argumenternes form, der gør dem tilstrækkeligt analoge til, at de ikke kan begrunde en påstand yderligere, så ville dette argument heller ikke give en yderligere begrundelse af konklusionen:
Argument 3
1. Alt hvad der er kontingent har en årsag.
2. Universet er kontingent.
3. Ergo, universet har en årsag. (fra 1, 2)
Min intuition kan ikke fortælle mig om dette argument yderligere kan begrunde konklusionen eller ej. Det har samme form som de to andre. Det er dog langt fra sikkert, at kun argumentets form skulle være nok til, at det ikke kan give nogen begrundelse. Det er let at tage et argument og give det et par forskellige former, hvor man stadig intuitivt vil mene, at det er det “samme argument”:
Argument 4
1. Hvis Jorden er flad, så er den ikke rund.
2. Jorden er flad.
3. Ergo, Jorden er ikke rund. (fra 1, 2)
Argument 5
1. Hvis Jorden er rund, så er den ikke flad.
2. Jorden er flad.
3. Ergo, Jorden er ikke rund. (fra 1, 2)
Her ses to argumenter som vi intuitivt vil sige er tilstrækkeligt analoge til, at konklusionen ikke bliver yderligere begrundet ved kontemplationen af det andet argument og vice versa.
Det er ikke slutningsmetoden der gør dem tilstrækkeligt analoge, for det første arguments slutning er Modus Ponens og det andet arguments slutning er Modus Tollens.
Måske er det fordi, at argumenterne har et identisk præmis, (2), eller måske er det fordi, at argumenternes “betingelsespræmisser”, (1), er tilstrækkeligt analoge.
Vi kan efterprøve det første forslag ved at se på nogle argumenter som har mindst et identisk præmis og en identisk konklusion:
Argument 6
1. Hvis Hanne er en kvinde, så er Hanne gammel.
2. Hanne er en kvinde.
3. Hanne er gammel. (fra 1, 2)
Argument 7
1. Hvis Hanne er en kvinde, så er Hanne voksen.
2. Hanne er en kvinde.
3. Ergo, Hanne er voksen. (fra 1, 2)
4. Hvis Hanne er voksen, så er Hanne en kvinde.
5. Hanne er en kvinde. (fra 3, 4)
Disse to argumenter har et identisk præmis, (2). Men er det nok til, at de ikke kan give en yderligere begrundelse? Jeg har ikke noget svar.
Vi kan efterprøve det andet forslag ved at lede efter analogier ved de to første præmisser i argumenterne 4 og 5. Vi kan her bemærke, at det er logisk ækvivalente:
Hvis Jorden er flad, så er den ikke rund ↔ Hvis Jorden er rund, så er den ikke flad. (kontraposition)
Vi kan nu give et bud på en af årsagerne til problemet:
Regel 1. To argumenter kan ikke give en yderligere begrundelse for en dom hvis, at argumenterne består udelukkende af de samme domme eller ækvivalente domme.
Det ser ud til at regel 1 løser noget af problemet, men jeg tvivler på den løser hele problemet. Til det vil jeg blot sige, at jeg håber at andre i fremtiden vil tage problemet op.
Abstrakt
Jeg viser at hvis man antager cyklisk tid, så er traditionel kausalitet meningsløst. Derefter giver jeg en mulig definition af kausalitet i en verden med cyklisk tid.
Dette indlæg bruger nogle illustrationer som WordPress ikke understøtter (uden for mange besværligheder). PDF benyttes derfor:
Blot en lille sproglig bemærkning, om at de ikke altid betyder det samme.
Artiklen kræver lidt mere formattering end WordPress kan klare. PDF takes the cake.
Husker I, at jeg argumenterede for, at man bør antage at noget er logisk muligt til det modsatte er bevist? Det ser ud til, at jeg ikke var alene i den argumentation. Jeg læste for nyligt SEP’s indlæg om Zombier af den filosofiske variant og deri står der i sektion 5:
“Arguably the burden of proof is on those who claim a given description involves an impossibility. Chalmers remarks, ‘If no reasonable analysis of the terms in question points toward a contradiction, or even makes the existence of a contradiction plausible, then there is a natural assumption in favor of logical possibility’ (1996, 96).”
Dette er meget tæt på det jeg skrev. Vildt.
Kommentarer
Det kan ikke være fair, at alle de andre “ateistiske” eller “religionskritiske” “blogs” skal kritisere julen uden at jeg er med, så her er mit bidrag.
Jeg kan desværre informere læseren om, at jeg har forsøgt mig med noget originalt (læs: forsøgt) i stedet for den gode gamle information om at julen bør ligge i foråret eller sommeren; at julen ligger omkring december for, at det derfor ikke var så stort et kulturchok for de hedenske folkeslag at blive kristne fordi, at de kunne beholde deres viltersolhvervshøjtid.
Gaver og Julen
Gaver er per definition noget man giver uden at nogen bør give noget tilbage. Det er det som ‘gave’ betyder.1 En gave er en helt speciel ting i min relationsteori mellem mennesker, i den forstand, at den ikke indgår i superhandlen mellem personerne. Med superhandlen, så mener jeg den samlede handel af alle tidligere og nutidige handler mellem to personer. En gave er noget man giver uden, at man bør få noget igen. Nøgleudtrykket er “at give”, en gave er det objekt (materielt eller immaterielt) man giver.
Samtidig er en gave noget der ikke kan være tvunget, for så ville det heller ikke være en gave. At give noget kan pr. definition kun være frivilligt.
Det kan diskuteres hvilket ‘bør’ der er tale om. Er det mon et moralsk elle et kulturbør?
Hvis man giver noget som en gave, men derefter kræver at få noget tilbage, så betyder det blot, at man løj dengang, at man kaldte det en gave.2
Bemærk, at det ikke følger, at hvis man har givet nogen en gave, så kan man ikke forvente at få nogen igen.3 E.g. det kunne være tilfældet, og er det formentlig ofte, at de fleste personer vil “gengælde” en gave. ‘Gengælde’ i den forstand, at de vil give en gave tilbage afsenderen. Forskellen på gave bytninger og normale handler er, at der ikke er nogen tvang ved en gave bytning, i.e. det er ikke obligatorisk at give nogen tilbage uden at bryde en aftale (noget for noget-aftalen).
Julen
Antaget, at der er tale om et konventionsbør, så bør man, når man giver en gave, ikke kræve at få noget tilbage, for så var det ikke en gave, men en (forsøgt) handel. Sådan er det dog ikke i juletiden. Man har i min familie lavet den regel (regler for gaver!), at det ikke er obligatorisk, at give til personer over 18 år og at det er obligatorisk, at give til personer under 18 år! Men dette strider imod hvad en gave er. Det kan aldrig være obligatorisk, at give en gave. Hvis man nægter, tror jeg, så ville man blive dømt lidt ude af familien.
Det er forkert, når man i min familie taler om gaver. Det der er tale om, er en slags kollektiv handel på kryds og tværs.
Hvis vi antager, at min familie (en flok bonderøve, men nogle af dem er søde nok) er repræsentative for mange andre familier, så er situationen skidt for dansk julekultur.
1Se fx disse definitioner af ‘gift’: dictionary.reference.com/browse/gift
2Der kan være særtilfælde hvor dette ikke gælder. Fx hvis personen har glemt, at det var givet som gave.
3Denne ser ud til, at skyldes at man mange gange bruger “kan ikke” i sproget hvor man mener “bør ikke” eller måske noget helt andet. Fx: “Man kan sgu da ikke dræbe sin egen mor!”
Indledning
Jeg har tidligere brugt disse termer, men jeg tror ikke, at jeg har forklaret dem. Dette vil jeg rode bod på nu.
Oprindelse
Essentielt opstod min skelnen mellem dem da jeg begyndte at undersøge hvilke slags “definitioner” der findes. De to vigtigste former af definitioner er stipulative og leksikale “definitioner”.1 Dog er det sådan, at hvis man accepterer en stipulativ definition, så kan den umuligt være forkert inden for det definitionssystem; den er nødvendigvis sand. Så når man taler om, at man leder efter den rigtige (stipulative) definition af et eller andet, så er det noget vrøvl. For alle stipulative definitioner er rigtige. Det man leder efter er ikke en definition, men måske en leksikal definition. En leksikal definition er en forklaring i andre ord om hvad et term normalt betyder i et sprog.
Dog er det ikke altid til at faktisk anvende en leksikal definition til, at undersøge om noget er det man man taler om (e.g. en båd; en person). Derfor introducerede jeg termet ‘karakterisering’ som er en betingelse for at noget er det man taler om.
Eksempler
1. x er en bil hviss x har tre hjul, en motor og en styremekanisme.
2. x er en person hviss x har en personlighed og er bevidst.
3. x er identisk med y hviss at alle egenskaber deles af x og y.
Karakteriseringer behøver ikke at anvende biimplikationer som jeg har gjort ovenover.
Her er min SRP (studieretningsprojekt) opgave inkl. bilag.
English abstract:
The topic of this assignment is mobile phones, more specifically their consequences for our culture
and society, and their history. In the assignment I analyse mobile phones by looking at what
consequences they have for us.
This I do first by going through their history with focus on design and functionality. In doing so I
also make some notes about which implications these new features have and some brief technical
points.
In the second chapter I analyse how the diffusion of mobile phones with an SMS-function have
influenced the way we communicate and conclude that they have made our conversations more
superficial and robbed us of our focused concentration.
In the third chapter I seek to give a qualified guess about how the mobile phones of the future will
look like. I conclude that more and more functions will be squeezed into the mobile phones of the
future. I give some reasons to believe this based on current trends in design of technology.
Mobiltelefoner – Emil Kirkegaard SRP
Den manglende aktivitet skyldes, at jeg skriver SRP (Studieretningsprojekt) og dette tager meget tid.
Samtidig med det, så arbejder jeg på en dispensationsansøgning til Århus Universitet. Den vil jeg offentliggøre snarest muligt. Hvis der sidder nogle læsere derude og mener, at de er kvalificerede til at anbefale mig til et filosofi-studium, så skriv en mail — the.dfx (snabel-a) gmail.com.
