Klart Sprog, Klart Sind

Overvej dette argument:

Domæner: x er personer, y er domme.

1. For alle x hvis x er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige, så for alle y hvis x er kommet frem til y via hans kognitive evner, så er x ikke begrundet i at tro at y. [præmis]

2. Peter er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige. [antagelse]

Ergo 3. For alle y hvis Peter er kommet frem til y via hans kognitive evner, så er Peter ikke begrundet i at tro at y. [1, 2, MP]

4. Peter er kommet frem til via hans kognitive evner at hans kognitive evner er upålidelige. [antagelse]

Ergo 5. Peter er ikke begrunet i hans tro på at hans kognitive evner er upålidelige. [3, 4, MP]

Jeg kom frem til dette efter at have reflekteret over Plantinga’s elendige argument mod en rationel/begrundet tro på (metafysisk naturalisme og biologisk evolution).¹ Punkt to og fire betragtes her som en antagelse for et reductio argument. Hvad kan man sige om præmis 1?

Kognitive evner

Med kognitive evner mener jeg de generelle kognitive evner der er i brug for at man kan ræsonnere som et menneske. ‘Upålidelige’ skal ikke tages som at betyde ‘fejlbardige’. Det skal forstås i en stærkere betydning. Her er tre forslag:

Et forslag til betydningen er sandsynlighedsteoretisk: Personens kognitive evner er upålidelige hvis >60% af de konklusioner man er kommet frem til via dem er forkerte.² Med denne betydning så kunne man tro at fx kristne fundamentalisters kognitive evner er upålidelige da ekstremt mange af de ting de tror er forkerte. Men jeg tror ikke at det er tilfældet at 60% af deres troer er forkerte. Uden tvivl er stort set alle deres troer mht. religion forkerte, men alligevel er der masser af andre troer tilbage. Det er temmelig svært at vurdere hvor mange troer en person har, men jeg finder det et godt gæt, at de fleste troer et givet menneske har omhandler ting såsom menneskelige relationer, hvem forskellige mennesker er, hvor hvad ligger henne etc., i.e. ganske jordlige ting som selv kristne fundamentalister ikke tager fejl af i nogen stor grad. Så med denne betydning er der ingen mennesker der har upålidelige kognitive evner. Det altså ikke denne betydning af upålidelige man er ude efter.

Hvad kan det så være? Det kunne have noget at gøre med folks evne til at ræsonnere. Antageligt ræsonnerer man ikke særlig meget når man danner troer på hvordan omgivelserne ser ud. Denne proces er automatisk i en forstand. I stedet omhandler det eksplicite ræsonneringer, og det er dem som kristne fundamentalister ikke er gode til. Med ræsonneringer mener jeg specifikt slutninger, argumenter. Argumenter kan være gyldige eller ugyldige. Når de er ugyldige, så har man ræsonneret forkert. Hvis det blot viser sig, at en præmis er falsk men at argumentet er gyldigt, så har man ikke ræsonneret forkert i en vigtig forstand, man tog bare fejl. Hvis man ofte, og hvis jeg skal forsøge at sætte en tal på så lad os sige 20%, af gangene ræsonnerer forkert i den førnævnte forstand, så er ens kognitive evner upålidelige. Dette er en lidt begrænset betydning af upålidelige kognitive evner da det kun omhandler eksplicite ræsonneringer.

Et tredje alternativ er blot at lade det stå uklart præcis hvordan de er upålidelige, men at stipulere at de er upålidelige på en måde således at troer man har dannet sig via dem ikke er begrundede. Hvis man vælger denne tolkning, så er præmis 1 nødvendigvis sandt da det er sandt per definition. Dette medfører at det er ikke bare forkert at (nogen er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige og han selv er kommet frem til den dom via hans kognitive evner), men logisk umuligt da det fører til en selvmodsigelse. Dette er en ret interessant konklusion. Det er denne sidste betydning jeg er ude efter.

Drengene er vist ikke helt så smarte, som de ofte gøres til. Hvorfor er de imponeret over at Joakim har fanget dovendyret? Det kan ses på billederne 3 og 4 at dyret smiler. Det var altså ikke noget uheld, at det blev fanget. Den vidste godt, at Joakim ville smide et net på den når den gik derhen men gjorde det alligevel. Så hvorfor er det imponerende, at Joakim har fanget et dyr der gerne ville fanges? Det er det heller ikke.

Nogen husker måske min artikel om et paradoks jeg opdagede mht. verdensbilleder. Det viser sig at denne form er kendt som lotteri paradokset. Så det er blot den form jeg har genopdaget. Denne gang er jeg 50 år bagefter den første person. Paradokset findes også andre steder, eksempelvis ved afstemninger. Lad os sige at der er præcis 4,000,000 stemmer ved et folketingsvalg i Danmark. Hvis man ændrer en enkelt stemme, så bliver udfaldet det samme. Dette er sandt for hver enkel stemme. Men det er ikke sandt at man kan ændre alle stemmerne uden at det gør en forskel.

en.wikipedia.org/wiki/Lottery_paradox

Velgørenhedsprincippet er at man altid bør vælge den bedste tolkning af et udsagn. Dette anvendes for at undgå at angribe stråmænd. Nogle mennesker angriber bevidst den dårligste version af en udtalelse. Dette er dårlig argumentationsskik.

Ufuldstændig argumentation er når at hele argumentet, dvs. alle præmisser og konklusionen ikke er skrevet eller udtalt. Næsten al argumentation er ufuldstændig. Dette hjælpes på vej af begrundelsesmarkører som ‘fordi’. Betragt dette eksempel:

Hr. Jord

Jeg tror at Jorden er rund.

Hr. Tvivl

Hvorfor tror du det?

Hr. Jord

Fordi at jeg kan se den er rund på billeder af den.

En fair tolkning af Hr. Jord’s argument er:

1. Hvis jeg kan se at Jorden er rund på billeder af Jorden, så er Jorden rund.

2. Jeg kan se at Jorden er rund på billeder af Jorden.

3. Ergo, Jorden er rund. [1, 2, MP]

Dette argument er gyldigt. Præmis et siges at være det skjulte eller hentydede præmis.

En dårlig tolkning af Hr. Jord’s argument er:

1. Jeg kan se at Jorden er rund på billeder af Jorden.

2. Ergo, Jorden er rund.

Dette argument er ugyldigt.

Spørgsmålet er hvor langt man bør gå med velgørenhedsprincippet. Hvis man går langt, så er alle argumenter gyldige. Betragt Erasmus Montanus’ argument:

Montanus

Nu skal I faa det at høre. En Steen kand ikke flyve.

Nille

Ney det er vist nok, undtagen man kaster den.

Montanus

I kand ikke flyve.

Nille

Det er og sant.

Montanus

Ergo, er Morlille en Steen?

(Nille græder.)¹

En tolkning af Erasmus’ argument er:

1. Hvis Morlille ikke kan flyve og en sten ikke kan flyve, så er morlille en sten.

2. Morlille kan ikke flyve.

3. En sten kan ikke flyve.

4. Ergo, Morlille er en sten. [1, 2, 3, Conj., MP]²

Argumentet er gyldigt.

En anden tolkning af Erasmus’ argument er:

1. Morlille kan ikke flyve.

2. En sten kan ikke flyve.

3. Ergo, Morlille er en sten.

Argumentet er ugyldigt.

Hvilken tolkning man bør vælge forekommer mig uklart.

Jo flere domme der mangler i et argument for at det bliver gyldigt, jo mere kreativ skal man være for at gøre det gyldigt.

Hvis man ikke har nogen grænser for hvor langt man vil gå med sin tolkning, så må alle argumenter betragtes som gyldige. Dette virker som en dårlig ide.

Hvis man ønsker at beholde personlig identifikation over tid, dvs. personlig kontinuitet, så har jeg fundet på en løsningsmodel som ikke kræver at en type dualisme er sand. Jeg har tidligere fundet på en anden løsning.[1]

Materiel lighed

Løsningen er ganske simpel. En ting er den samme som tidligere hvis der har været en konstant materiel lighed med tingen over tid. Eksempelvis kan vi sige at hvis der hver gang der er gået et sekund ikke er sket en større ændring end 1 % i det materiale som tingen består af, så er der tale om den samme ting. Dette tal er nok for småt til at ramme sådan som vi normalt bruger ordet i dagligdagen, fordi at vi stadig kalder det for den samme bil selvom den har fået en ny motor. En ny motor vil uden tvivl være en del af bilen og være større end 1 % af bilens materiale.

Bemærk at denne løsningsmulighed ikke virker med ting der ikke består af noget materielt.

---

[1] deleet.dk/2008/03/27/identifikationsproblemet-og-dualisme/

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på en dårlighed jeg nogle gange gør når jeg skriver. Først skriver jeg en sætning. Derefter opdager jeg at sætningen er flertydig eller uklar. Derfor skriver jeg i parentes hvad der præcis menes med sætningen. Men hvorfor ikke blot bytte den dårlige, oprindelige sætning med den bedre formulering i parentesen? Der er ingen ide i at beholde den første bare fordi, at jeg skrev den først. Her er et eksempel:

”Hvordan finder man ud af hvilken en der er den rigtige Per? (den oprindelige)”[1]

Her burde jeg have skrevet:

”Hvordan finder man ud af hvilken en der er den oprindelige Per?”

---

[1] deleet.dk/2008/03/27/identifikationsproblemet-og-dualisme/

Hvis man slår cyklister op i ordbogen finder man: “Cyklister. sb. En slags lim der bruges til stof når man syer.”

Der bruges massevis af ord i det danske sprog som er unødvendige. Her er to eksempler.

I Politiken.dk’s artikel om Venstre og tørklæde i militæret kan det læses:

“Venstre er uenig med sit eget støtteparti Dansk Folkeparti om religiøse tørklæder i hjemmeværnet.”[1]

Jeg har markeret ordet der er unødvendigt. Det tilføjer ikke mere mening til sætningen; Det er en grammatisk tautologi.

Når folk sætter ’selv’ ind steder hvor der ikke tilføjer mere mening end ellers. Fx ”Jeg skød mig selv i foden i dag.” Det betyder præcis det samme hvis man læser det uden ’selv’.

---

[1] politiken.dk/indland/article754579.ece

Blot en kort forklaring på hvad logik er og ikke er.

Der findes ikke en logik men mange. Logik er et ræsonneringssystem. Alle logiksystemer er menneskeskabte med undtagelse af et: Det intuitive medfødte system, hvis det da overhovedet kan siges at være et system.

Logikkens ”love” beskriver noget om hvordan man kan slutte gyldigt, logikkens love er ikke noget der bestemmer hvordan verden skal indordne sig. Dette er noget vrøvl og får folk til at sige sludder som ”Gud er ikke bundet af menneskelig logik”. Det betyder slet ikke noget, det er bare sludder. Logik er ikke noget der ”binder” nogen eller noget.[1]

Nogle logiksystemer virker ulogiske (dagligdagsbetydning) for mange mennesker. Parakonsistente logiksystemer, fx, accepterer eksistensen af selvmodsigelser (fx løgnerparadokset).

---

[1] Det ser i øvrigt heller ikke ud til at fysikkens love er noget der ”binder” nogen eller noget til at gøre noget. Disse er også bare beskrivelser, kaldet deskriptive.

Når man sidder på Roskilde så kan man godt gå hen og kede sig lidt. Især hvis der er 28 grader og ikke meget skygge i ens lejr, og man ikke har andet at lave end at vente til senere på dagen hvor der er mindre varmt.

Her er det et ideelt tidspunkt at stene alt muligt, og det er netop hvad jeg har gjort. Det skete nemlig at en i min camp – Camp AFK (alternativt camp /b/) – brugte udtrykket ”x er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Derefter blev der konkurrence i at finde på andre versioner af samme underliggende betydning. Dette deltog jeg naturligvis i. Men det var ikke nok for en sprogfilosofi som mig, så jeg begyndte at analysere udtrykket for at finde frem til den præcise struktur. Resultatet kan ses herunder.

Form: S er ikke den P-superlativ X i område-bestemt O.

Hvor S er et subjekt, X er en vilkårlig konkret genstand, P er en egenskab som X kan have og som er god for X at have, O er et område hvor X ofte befinder sig. Superlativ angiver at egenskaben skal være i superlativ (stærkeste, sygeste etc.). Bestemt angiver at navneordet skal være i bestemt form. (Huset, bilen etc.).

Eksempler

1. Morten er ikke den skarpeste kniv i skuffen.

Analyse: S er Morten, P er skarp, X er kniv, O er skuffe.

1. Hans er ikke den stiveste pik i saunaen.

Analyse: Hans er S, P er stiv, X er pik, O er sauna. Det er åbenbart normal at have en stiv pik i saunaen.

1. Peter er ikke den hurtigste knallert på havnen.

Analyse: S er Peter, P er hurtig, X er knallert, O er havn.

1. Det er ikke den koldeste øl i kassen. (Roskilde varianten.)

Analyse: S er den (som refererer til en øl, men det ville lyde dumt at sige øl to gange, så man siger den i stedet), P er kold, X er øl, O er kasse.

Notat

Det bemærkes at området ikke altid passer med formlen, men jeg skønner at det passede dengang hvor udtrykket blev populært. Siden hen er det bare blevet i sproget selvom det ikke længere refererer til noget virkeligt. Dette er hvad man kaldet dødt billedsprog/metafor.