Jeg var ikke tilfreds med mit tidligere argument mod traditionel monoteisme. Dette skyldes at jeg havde forsøgt at formulere argumentet i domslogik mens at det krævede prædikatslogik. Jeg har skabt et nyt argument som følger noget af ræsonneringen bag det gamle argument.

Definitioner

D:x = ting.

D:y = ting.

D:t = tidspunkt.

Ex = x eksisterer.

Sxy = x skabte y.

Bxy = x tog en beslutning om at skabe y.

Kxyt = x skabte y ved tid t.

At = Verden blev skabt ved tid t.

g = Gud.

a = Verden.

n	Dom	Symbol	Forklaring
1	Gud eksisterer.	Eg	Antagelse
2	Hvis Gud eksisterer, så skabte Gud verden.	Eg→Sga	Præmis
3	Gud skabte verden.	Sga	Fra 1, 2, MP
4	For alle x og for alle y, hvis x skabte y, så eksisterer der mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og x skabte y ved tid t1.	(∀x)(∀y)(Sxy→[(∃t)(t<t1∧Kxyt1)])	Præmis
5	Der eksisterer mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og Gud skabte verden ved tid t1.	(∃t)(t<t1∧Kgat1)	Fra 3, 4, MP
6	Hvis for alle x og der eksisterer mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og x skabte verden ved tid t1, så eksisterer der mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og verden blev skabt ved t1.	[(∀x)(∃t)(t<t1∧Kxat1)]→[(∃t)(t<t1∧At1)]	Præmis
7	Der eksisterer ikke mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og verden blev skabt ved t1.	¬[(∃t)(t<t1∧At1)]	Præmis
8	Der eksisterer mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og verden blev skabt ved t1 og der eksisterer ikke mindst et tidspunkt således at det tidspunkt er før t1 og verden blev skabt ved t1.	[(∃t)(t<t1∧At1)]∧¬[(∃t)(t<t1∧At1)]	Fra 4, 5, conj.
9	Gud eksisterer ikke.	¬Eg	Fra 1-8, RAA

Lidt forklaringer til præmisserne

(2) holder når vi har med traditionel teisme at gøre, traditionel teisme i den forstand at der findes en gud og at denne gud har skabt verden.

(4) er velbegrundet hvis man tænker over det. Hvis noget bliver skabt på et tidspunkt, så eksisterede det ikke umiddelbart før det blev skabt af noget andet, altså der er mindst et tidspunkt før det blev skabt hvor det ikke eksisterede men det andet gjorde. Det et det ‘skabt af’ betyder.

(6) fjerner blot aktøren ved skabelsen således at vi får isoleret tidspunktet.

(7) da tid nødvendigvis er en del af rumtid og rumtid ikke fandtes før verden blev skabt, så var der ikke et tidspunkt før verden blev skabt. Verden skal her forstås som den fysiske verden i en eller anden forstand som stadig gør det muligt, at der findes en ikke-fysisk verden hvori Gud eksisterer.

Et eksempel på hvor let man kan manipulere en smule med tallene og få en stor forskel uden at folk vil lægge mærke til det.

Tallene i tabellen viser hvor mange der tror på Gud af hvert køn i pct.[1]

År	Kvinder	Mænd
1970	68	52
1981	60	46
1990	67	51
1999	70	54
2003	71	52

Herudfra kan man let udregne forskellen mellem mænd og kvinder i 2003; 71-52=19. Dette er i procentpoint.

Men man kan også udregne den procentvise forskel mellem mænd og kvinder; ((71-52)/52)*100=37. Dette er i procent. Altså, kvinder tror 37 % mere på Gud end mænd. Nu lyder forskellen meget større end den er. De fleste mennesker vil formentlig ikke lægge mærke til den lille forskel i ordlyden, men store forskel i matematikken.

Bemærk i øvrigt, at det er smart at vælge det ovennævnte tal frem for det omvendte tal, hvis man ønsker at vildlede folk. Det andet tal er ((71-52)/71)*100=27. Altså, mænd tror 27 % mindre på Gud end kvinder. Det andet tal er større og store tal er bedst til at vildlede.

“Løgne, forbandede løgne og statistikker.”[2]

---

[1] www.staff.hum.ku.dk/hojs/gudstro/pdf/Luchau.nov.2004.pdf – side 6, men se også bogen  Gudstro i Danmark, 2005, ISBN 87-7457-389-6, Forlaget Anis, www.staff.hum.ku.dk/hojs/gudstro/bog.htm

[2] en.wikipedia.org/wiki/Lies,_damned_lies,_and_statistics

Gud og prior probability

Inspireret af denne diskussion med især Dante.

Jeg plejer generelt at skrive, at negativ ateisme–mangel på tro på gud–ikke har nogen bevisbyrde, men dette er falsk i visse situationer.

Dante tilskriver, korrekt, gud en meget lav prior probability. Givet en lav prior probability, så er standard positionen med hensyn til guds eksistens positiv ateisme. Med andre ord: den doksastiske position i forhold til ‘gud eksisterer’ er distro–tro på det modsatte. De andre mulige doksastiske positioner har bevisbyrden.

Negativ ateisme er ingen påstand

Jeg vil indrømme at jeg selv måske tidligere har lavet denne påstand. Prima facie virker negativ ateisme ikke som nogen påstand, da det blot er mangel på tro på at gud findes. Men hvis man tænker efter, så er det en påstand, ikke om “verden” men om hvilken tro, at man har i sindet. Vi godtager denne del af påstanden på grund af den antagelige pålidelighed af introspektion.

Jeg vil lige kort kommentere lidt på moderne ontologiske argumenter.

Her ses Plantinga’s seneste version:

1.That “some being is unsurpassably great” is logically possible.

2. Any being that is unsurpassably great is, in all possible worlds, omnipotent, omniscient and morally perfect.

C.Someone is omnipotent, omniscient and morally perfect.

Argumentet er pakket ind i en masse smarte ord. Præmis (1) lyder intuitivt fair, da det blot konstaterer at et væsen som er “unsurpassably great” er logisk muligt, i.e. ikke selvmodsigende. Bagefter siger præmis (2) at hvis et væsen er “unsurpassably great”, så er det i alle verdener. Og da at denne verden vi lever i, er den del af alle verdener, så findes dette “unsurpassably great” også i denne verden. Voila! Vi har bevist at gud findes.

Hvordan gik det til?

Argumentet virker således at man definerer gud som nødvendig (necessary), som i modallogik betyder at det er i alle verdener. Hvis man godtager denne definition, så er gud enten i alle verdener eller i ingen verdener; □G eller □¬G. Da □¬G er det samme som at G ikke er logisk mulig; ¬◊G og at vi allerede er blevet enige om at gud er mulig, så ved vi at □¬G er falsk. Derfor må □G være sand, gud findes altså.

Hvis man kender til modallogik er dette dog intet bortset fra et smart trick. Logisk set ser argumentet således ud:

1. ◊□G
2. ◊□p → □p [S5 axiom]
3. □G
4. □p → p [S5 axiom]
5. G

Tricket ligger naturligvis i at hvis man gemmer det nødvendige væk i præmis (1), så lyder det mere acceptabelt, derfra pakker man præmisset ud vha. af en nødvendig definition af gud. Derfra har man fået det vi ser som præmis (1) her.

Min inspiration er disse to diskussioner på IIDB.org samt Dante’s excellente blog indlæg her.

Angra Mainyu har inspireret mig til at konstruere et meget smart argument imod syntesen af perfekt moralsk og omnipotens.

Lad os definere et moralsk perfekt væsen til at være et væsen der altid vil gøre den rigtigste handling.

Lad os antage, at der findes gode handlinger, onde handlinger og handlinger der ikke har noget med moral at gøre–moralsk irrelevante handlinger.

Hvis vi antager ud fra guds omnipotens at gud kan gøre noget ondt (◊Oh). Derfor ved vi, at der er mindst en mulig verden hvor gud gør noget ondt. Hvis gud gør noget ondt og gud altid gør den mest korrekte moralske handling, så ved vi, at det ikke var muligt for gud at gøre noget godt eller noget moralsk irrelevant(¬◊Gh og ¬◊Ih) . Men gud er omnipotent, og derfor kan han gøre en moralsk god eller irrelevant handling (◊Gh og ◊Ih). Vi er dermed havnet i en selvmodsigelse, derfor må mindst et præmis være falsk.

Lad os stille argumentet bedre op:

1. Antag at gud findes.
2. Hvis gud findes, så er han omnipotent og moralsk perfekt i alle verdener hvor han er.
3. Hvis gud er omnipotent, så kan han gøre noget ondt.
4. Ergo, Gud kan gøre noget ondt. (2, 3)
5. Ergo, Der findes en mulig verden (w) hvor gud gør noget ondt. (4)
6. Gud gør altid den bedste moralske handling.
7. Ergo, der findes en mulig verden (w) hvor den bedste moralske handling er at gøre noget ondt. (5, 6)
8. Ergo, der findes en mulig verden (w) hvor gud ikke kan gøre gode og moralsk irrelevante handlinger. (7)
9. Hvis gud er omnipotent i en mulig verden (w), så kan han gøre gode og moralsk irrelevante handlinger.
10. Gud kan gøre gode og moralsk irrelevante handlinger i en mulig verden (w). (2)
11. Modsigelse mellem (8) og (10). Antagelsen er forkert.

I min søgen efter det bedste argument fra ondskab, er jeg kommet på nogle flere varianter:

Simpel version

1. Hvis en almægtig, alvidende og god gud findes, så indeholder verden ingen ikke-nødvendig lidelse.
2. Verden indeholder ikke-nødvendig lidelse.
3. En almægtig, alvidende og god gud findes ikke.

Avanceret version

1. Antag at gud findes.
2. Hvis gud findes, så er han god.
3. Hvis gud findes, så er han almægtig.
4. Hvis gud findes, så er han alvidende.
5. Hvis gud er god, så ønsker gud øjeblikkeligt at fjerne al lidelse.
6. Gud ønsker ønsker at fjerne al lidelse øjeblikkeligt. (2, 5)
7. Hvis gud er alvidende, så ved han at lidelse findes.
8. Gud ved at lidelse findes. (4, 7)
9. Hvis gud er alvidende så ved gud hvordan man fjerner al lidelse.
10. Gud ved hvordan man fjerner al lidelse. (4, 9)
11. Hvis gud er almægtig så kan han fjerne al ikke-nødvendig lidelse.
12. Gud kan fjerne al ikke-nødvendig lidelse. (3, 11)
13. Tid er passeret mens der har været ikke-nødvendig lidelse i verden.
14. Hvis gud ønsker at fjerne al lidelse øjeblikkeligt, kan fjerne al ikke-nødvendig lidelse, ved hvordan man fjerner al lidelse, ved at lidelse findes og har haft tid til at gøre dette, så er der ingen ikke-nødvendig lidelse. (6, 8, 10, 12, 13)
15. Der er ikke nødvendig lidelse.
16. Antagelse (1) fører til en selvmodsigelse og er derfor falsk. (14, 15)
17. Hvis det er falsk at gud eksisterer, så eksisterer gud ikke.
18. Gud eksisterer ikke. Q.E.D. (16, 17)

I min første artikel lavede jeg følgende argument imod en guddom:

P1. Hvis gud findes, så er han god, almægtig og alvidende.

P2. Gud er ansvarlig for alt der findes.

P3. En god agent kan ikke bevidst forårsage lidelser, hvis det kan undgås.

P4. Der findes lidelser og det kan undgås.

C1. Gud er ansvarlig for lidelser. (P2, P4)

C2. Gud er ikke god. (C1, P3)

C3. Gud findes ikke. (P1, C2)

Jeg har dog opdaget et problem med mit argument. Præmis tre hævder at en god agent ikke bevidst kan forårsage lidelser, hvis det kan undgås, men dette er falsk. En god agent kan måske godt forårsage (en omnipotent kan i hvert fald), men den vil ikke. Jeg sluttede derfra fra at gud ikke ville, til at han ikke kunne.

A. Antag at en god, almægtig og alvidende gud findes.

P1. Hvis gud findes, så er gud ansvarlig for alt der findes.

C1. Gud er ansvarlig for alt der findes. (A, P1)

P2. Der findes lidelse.

C2. Gud er ansvarlig for lidelse. (C1, P1)

P3. Hvis gud er ansvarlig for lidelse så er gud ikke god.

C3. Gud er ikke god. (C2, P3)

C4. Selvmodsigelse. Gud findes ikke. (P1, C3)

Dette forbedrede argumenter undgår problemet i det første argument. Jeg vil kort diskutere påstandene i argumentet.

A. Antag at en god, almægtig og alvidende gud findes.

Dette argument fungerer ved at lave en antagelse og konkludere at den antagelse fører til en selvmodsigelse, og derfor må være falsk. Jeg er i øvrigt stoppet med at diskutere den kristne guddom, og i stedet fokusere på den filosofiske teisme.

P1. Hvis gud findes, så er gud ansvarlig for alt der findes.

Ansvarlig implicerer etik. For simpelhed kan vi antage at man enten kan vælge pligtetik eller konsekvensetik. Jeg vil vise at gud er ansvarlig uanset hvilken man vælger.

1. Med konsekvensetik er man ansvarlig for de ting man forårsager, da gud forårsagede lidelse, så er gud ansvarlig for lidelse.

2. Med pligtetik er man ansvarlig hvis man ønskede at forårsage lidelser. Verden er præcis som gud ønskede den, thi han vidste præcis hvad hans handlinger ville medføre og han gjorde det ikke forkert, thi han er almægtig. Ergo ønskede gud at forårsage lidelse og er derfor ansvarlig for dem.
P2. Der findes lidelse.

Empirisk sandhed.

P3. Hvis gud er ansvarlig for lidelse så er gud ikke god.

Man kunne indvende at gud ikke gjorde det med vilje, men dette er i strid med hans alvidenhed og almægtighed.

Nødvendigt onde

Man kan indvende at lidelse er et nødvendigt onde, dvs. noget som er logisk nødvendigt. Dette flytter bevisbyrden over på personen der indvender det, han skal vise at det er et nødvendigt onde.

 

 

Jeg vil her præsentere et ganske innovativt argument inden for filosofien. Jeg har ikke selv set det diskuteret omhyggeligt før. Argumentet forkortes til ArtK (engelsk: Argument from random concept, AfRC). Tak til David Annenkov for ideen and for reviewing it.

 

Argument struktur

Argumentets struktur er meget simpel og ser således ud:

P1. Tilfældige koncepter har sandsynligvis ingen referent

P2. ‘Gud’ er et tilfældigt koncept

C. Ergo, ‘Gud’ har sandsynligvis ingen referent

 

 

Indledende forståelse

Argumentet benytter en dualistisk forståelse af verden. Dualistisk på den måde, at der findes to slags ting i verden; koncepter og objekter. Koncepter defineres til beskrivelser af mulige objekter, situationer, processor eller manglen på objekter. Eksempelvis er ‘ingenting’ er koncept som refererer til en mangen på objekter. Bemærk at koncepter skrives med apostroffer omkring sig (‘koncept’). En referent defineres til det objekt som et givet koncept refererer til.

 

Første præmis: Tilfældige koncepter har sandsynligvis ingen referent

 

Antal mulige koncepter

Det er blevet hævdet mange gange, at der findes et uendeligt antal mulige koncepter. Det er er næsten irrelevant for AftK om der findes et meget stort antal mulige koncepter eller om det er uendeligt. En måde som man kunne argumentere for at der findes et uendeligt antal mulige koncepter, er at vise at nye koncepter kan dannes ud fra ældre koncepter.

 

Det kræver lidt forståelse af hvordan et koncept formes i sindet. Ifølge empirismen, som jeg tror på, så stammer alle eller næsten alle ideer fra den observerbare verden. En ide opstår når sindet observere en genstand. I sindet dannes der en ide om denne genstand. Det er netop det, at der dannes en ide om genstanden, der gør at der er tale om en genstand, en enhed, from for nogle usammenhængende objekter. Når sindet har mere end en ide, kan sindet kombinere disse to ideer for at skabe et nyt koncept. For at bruge et eksempel fra Hume¹, så kan man danne sig et koncept(ide) om en engel ved at kombinere vinge med menneske. Dermed får man et koncept, som ingen referent har, thi der findes ingen engle.

 

Dette nye koncept, ‘engel’ kan nu på ny kombineres med andre koncepter, og skabe et nyt koncept. Med alle de koncepter man normalt går rundt med i sindet, er det let at se hvor næsten uanede mulighederne er. Som en kritik kan det pointeres at ikke alle koncepter meningsfuldt kan kombineres, og derfor er det muligt at der er et maksimum altid mulige ideer, når alle ideer således er kombineret på kryds og tværs. Dette er dog intet problem for AftK der blot kræver et meget stort antal mulige koncepter.

 

En anden mulig argumentation, som konkludere at der er et uendeligt antal mulige koncepter, lyder således. Lad os forestille at en person p går en tur. Vi har nu et koncept af person p som går en tur. Ud fra dette koncept kan vi konstruere et nyt koncept; ‘person q forestiller sig, at person p går en tur’. Ud fra dette koncept kan vi lave et nyt koncept; ‘person r forestiller sig, at person q forestiller sig, at person p går en tur’. Dette kan fortsætte i det uendelige. En kritik af dette, er at disse koncepter ikke er praktisk anvendelige, men det er ikke noget problem for AftK, som vi skal se.

 

Tilfældige koncepter

En stærk indvending imod et argument som AftK, er at de termer der benyttes der i ikke er defineret præcist nok. Derfor vil jeg definere hvad jeg mener med ’tilfældige koncepter’. Et tilfældigt koncept er defineret til et koncept som ikke er dannet på baggrund af erfaring med det eller de objekter som det refererer til. Hume’s eksempel er således et tilfældigt koncept, da det ikke er dannet på basis af at nogen har observeret en engen, thi de findes ikke. Det er sammensat ud fra den menneskelige fantasi. På samme måde er ‘Gud’ dannet ud fra fantasi og ikke faktiske erfaring. Med ‘Gud’ her menes den Abrahamske gud, men argumentet virker ligeledes for alle andre guddomme. En (fejlagtig) indvending kunne her være, at man tror at fordi at nogle af de dele som et givet koncept består af er dannet ud fra observationer, så er det sammensatte koncept også dannet ud fra erfaring. Denne slutning kendes som fra del til helhed eller engelsk: fallacy of composition.

 

Sandsynlighed

Givet at der findes et enten uendeligt eller ekstremt stort antal mulige koncepter, så mangler vi næste led i præmissen; sandsynligheden for at dette koncept har en referent er (meget) lille. Universet er ikke uendeligt stort. Det er meget stort i rumfang, men det er for det meste fyldt med ens objekter, en bestandig del hydrogen, helium og, selvfølgelig, tomhed. Ud fra dette kan der ikke dannes mange koncepter som har en referent. Men i universet er der også meget avancerede objekter, såsom liv. Levende ting er utrolig komplekse kemiske molekyler. Her kan der konstrueres et meget stort antal koncepter med en referent. Men ligeledes skal man huske på, at ud fra disse koncepter der kan dannes, så kan man kombinere dem og få et endnu større antal koncepter uden referenter.

 

Jeg forsøger naturligvis at vise, at selvom universet er umådeligt stort i størrelse, så vil de fleste af de koncepter der findes, som ikke er taget direkte ud fra erfaring, ikke referere til noget objekt. Sandsynligheden for at gætte rigtigt er derfor utrolig lille.

 

Komplekse koncepter

Et anerkendt princip i filosofien er simpelhed, ofte brugt i forbindelse med det filosofiske og videnskabelige værktøj; Occam’s Ragekniv (engelsk, Occam’s Razor). Dette værktøj erklærer at hvis to teorier forklarer samme fænomen ligegodt og ellers er lige, så bør man vælge den simpleste teori (=forklaring). Dette er bygget på ideen om at mere komplekse ting er mere usandsynlige. ‘Gud’ er ofte et sådant komplekst koncept, derfor er det mere usandsynligt.

 

Andet præmis: ‘Gud’ er et tilfældigt koncept

Alle teister som mener, at ideen om ‘Gud’ rationel, altså dannet på baggrund af evidens, vil naturligvis benægte det andet præmis. For at forsvare det andet præmis skal man blot demonstrere at alle argumenter for ‘Gud”s eksistens ikke er holdbare. Det underliggende præmis er at enten er et koncept dannet ud fra erfaring og eller fornuft (matematik vil nogle hævde er dannet uden brug af erfaringer, jeg er uenig, men det er ikke relevant her, se denne diskussion²). Ved at vise at alle teistiske argumenter er fejlagtige, så har man kraftigt sandsynliggjort at ideen om ‘Gud’ ikke kommer fra fornuften eller erfaringen. Jeg har ikke i sinde at demonstrere hvorfor samtlige teistiske argumenter ikke er holdbare i denne artikel.

 

Konklusion

Jeg konkludere, at trods indvendinger, så er min version af AftK et ganske stærkt argument for at konceptet ‘Gud’ ingen referent har, i.e. at Gud ikke findes. Jeg håber at skabe fremtidig debat om dette argument.

 

1David Hume, A Treatise of Human Nature, 1739-40 www.class.uidaho.edu/mickelsen/ToC/hume%20treatise%20ToC.htm

 

2Emil Kirkegaard, Om ideer og empirisme, deleet.dk/?p=170

 

English version in .PDF – ready for publification 1.03

Indledning

Egentlig så finder jeg argumentet så idiotisk, at det næsten ikke er min tid værd, at tilbagevise det. På den anden side, så er det tomme ord, hvis jeg ingen argumenter har. På en tredje side, så er det nødvendigt at tilbagevise det, fordi at de fleste mennesker i verden tilsyneladende tror på det.

Argumentet (FTA)

Utrolig nok, så er det ikke til at finde en teist¹ med en formel version af argumentet. Men version kunne lyde således:

Hvis gud findes, så er det sandsynligt at man vil finde at fysikkens konstater er konfigureret på en sådan måde, at intelligent liv er muligt.

Hvis gud ikke findes, så er det ikke sandsynligt at fysikkens konstanter vil være justeret på en måde, så livet er muligt.

Naturens konstanter er justeret til at understøtte intelligent liv. Gud er den bedste forklaring på hvorfor vi ser dette.²

Hvis jeg forsøgte at opstille mit eget FTA argument, så ville man kunne beskylde mig for at opsætte en straw man. Omvendt, så kan jeg ikke, uden et formelt argument, skrive hvilke præmisser jeg angriber, og derfor vil det blive lidt rodet.

Jeg vil her notere forskellige indvendinger man kan bruge imod FTA.

Indvending #1 – Sandsynligheden af fysikkens konstanter er ukendt.

Det er endnu ikke lykkedes nogen teist at vise, at universets konstanter kan være anderledes. Det er ikke nok, at man kan forestille sig, at de kan være anderledes. Uden dette, så falder påstanden om at under ateismen, så er fin justering usandsynligt.

Indvending #2 – Universet er ikke fin justeret til intelligent liv

Man kan, med rette, angribe ideen om at universet er fin justeret til intelligent liv. Betragt følgende fakta:

1. Mennesket er det eneste intelligente liv på Jorden.³ Hvis verden var fin justeret til intelligent liv, så ville man forvente at finde mere af det. Hvis vi ser på rummet i stedet, så ser det endnu værre ud. Det er ikke for sjov, at det hedder rummet, det er fordi at der er utrolig meget rum og ikke særlig meget intelligent liv.

2. Jorden er ikke særlig godt tilpasset til intelligent liv. Mennesket kan ikke bo på mere end nogle få procent af Jordens overflade. Hvis der ses bort fra teknologien, så kan vi næsten ikke bo på Jorden. Mere værre ser det ud, hvis vi tænker på universet. Universet er noget af det værste man kan forestille sig, hvor man er liv. Meget mindre end 99,9999% af universet ville dræbe alle kendte former for liv på 1 sekund.

3. Universet var der i mange milliarder år før at intelligent liv opstod.

Indvending #3 – Den designede skaber

Jeg giver ordet til Keith Parsons, som sagde det utrolig godt:

“If someone insists that, nevertheless, we are very, very, very lucky–impossibly lucky–to have a universe as “life friendly” as the one we inhabit, and therefore there must have been a supernatural fine-tuner to set things up, I have to ask “Why doesn’t that same reasoning apply to putative supernatural beings?” Why is it, that of all the ultimate supernatural beings that might have existed, we were so impossibly lucky as to get one that was a personal being who, amazingly, just happened to want creatures like us? Out of the innumerable types of imaginable ultimate supernatural beings–the vast majority of which either would not or could not have cared about us, or could not have created us–we had to be impossibly lucky to get the benevolent fine-tuner we did. Well, maybe the fine-tuner had a further fine-tuner that created him (her? it?). But this puts us on the road to an infinite regress. The only alternative is to take it as a brute, inexplicable fact that we got a supernatural being with just the right combination of powers and desires to get us. But if we say this, what is the advantage of this line over taking our present “finely tuned” laws of physics as a brute, inexplicable fact?”⁴

Indvending #4 – Absurde modargumenter el. analogier

Jeg overlader igen ordet til en “professionel”, Douglas Adams skrev:
“This is rather as if you imagine a puddle waking up one morning and thinking, ‘This is an interesting world I find myself in-an interesting hole I find myself in-fits me rather neatly, doesn’t it? In fact it fits me staggeringly well, must have been made to have me in it!’ This is such a powerful idea that as the sun rises in the sky and the air heats up and as, gradually, the puddle gets smaller and smaller, it’s still frantically hanging on to the notion that everything’s going to be alright, because this world was meant to have him in it, was built to have him in it; so the moment he disappears catches him rather by surprise.”

En lotto analogi kan også konstrueres:

Der er en meget lav chance for at vinde i lotte, lad os sige en ud af 1.000.000 = 10^-6. Det viser sig, at Lone vinder i lotto. Der er nu to mulige forklaringer á la FTA:

Hvis Lottoet van planlagt således at Lone vandt, så er det ikke usandsynligt at Lone vandt. Hvis Lottoet ikke var planlagt så er det meget usandsynligt at Lone vandt. Derfor er den bedste forklaring på at Lone vandt, at Lottoet var planlagt. Vi ved at dette er forkert, og at præmisserne er sande, derfor må slutningsmetoden være ugyldig.

Indvending #5 – Omvendt kausalitet

FTA gør brug af omvendt kausalitet, den forsøger at vise, at universet er tilpasset livet – intet kunne være mere forkert. Livet er tilpasset universet gennem evolution.

Konklusion

Jeg håber at have vist, at FTA er både idiotisk og ubrugelig. Ingen bør nogensinde tro på dette argument.

1Jeg kan til gengæld finde en to versioner af en ateistisk filosof:

www.infidels.org/library/modern/theodore_drange/tuning.html

www.infidels.org/library/modern/theodore_drange/tuning-revisited.html

2Nogenlunde gengivet efter Robert Collins’ version her:

home.messiah.edu/~rcollins/finetune/anth.htm.htm

Han prøver ganske vist at opstille et formelt argument, men det lykkedes ham ikke.

3Det er ikke afklaret hvad der menes med intelligent, måske mener de alle pattedyr?

4Jeg kan ikke finde en primær kilde, sekundær kilden er:

iidb.infidels.org/vbb/showthread.php?t=221534&highlight=fine+tuning Se post #21

Af Emil Kirkegaard

P1. Enten skabte gud verden eller også skabte gud ikke verden.

A1. Gud tog den beslutning at lave verden.

P2. Alle forandringer kræver tid.

P3. At tage en beslutning er en ændring i bevidstheden.

C1. Ergo kræver en beslutning tid. (P2, P3)

C2. Ergo krævede gud tid. (A1, C1)

P4. Før verden blev skabt, var der ingen tid.

C3. Ergo var der tid og ikke tid, hvilket er en selvmodsigelse. (C2, P3)

P5. Selvmodsigelser er umulige, og kan ikke ske.

C4. Ergo har gud ikke skabt verden. (C3, P5)

P5. Hvis gud ikke har skabt verden, så findes gud ikke.

C5. Gud findes ikke. (C4, P5)