Klart Sprog, Klart Sind

Velkommen til filosofi om sindet!

For dem, der ikke kender dobbelt-aspekt-teorien, så går den kort fortalt ud på, at monisme er korrekt, i.e. der findes kun en substans, men at denne substans kan tage mindst to aspekter eller faser. Valget af ordet faser virker som en forsøgt analogi til fysikkens faser med molekyler.[1]Denne mindst dobbelte aspekt af substans skal så forklare, hvorfor der findes ‘sind’ og ‘materie/fysisk stof’ samtidigt med, at monisme er sandt.

Men lykkedes det? Substans dualisme postulerer, at der findes to salgs substans, mens dobbelt-aspekt teori postulerer, at der findes en slags substans, men to (eller flere) aspekter af samme. Det kunne være et forsøg på at få monisme til at være kompatibel med dualisme. Bemærk, at dualisme faktisk er mere simpel. Se illustrationen:

Det er kontroversielt, hvordan simpelhed måles, men her burde det kunne ses, at der er to forskellige områder i dualisme, men tre i dobbelt-aspekt teorien.

Dobbelt-erfaring teorien

Dobbelt-erfaring teorien er lidt anderledes end dobbelt-aspekt-teorien i den form, der blev forklaret tidligere. I stedet for at substans har to aspekter eller faser, så er det bedre at sige, at den kan opleves på to forskellige måder. Sindet er den indre oplevelse (inner experience) af substansen i hjernen, som vi har, mens kirurgen oplever den fra med en ydre oplevelse. Når vi har en ydre oplevelse, så kommer informationerne fra de ydre sanser; synet, hørelsen, følelsen, smagssansen og lugtesansen, mens når man har en indre oplevelse, så kommer det fra den indre sans.²

Dobbelt-erfaring-teorien er mere plausibel, fordi den opererer med mere kendte størrelser, samt at der er en stærkere analogi. Den stærkere analogi er, at vi ved, at det er muligt at opleve den samme ting på flere måder, mens vi ikke rigtigt ved noget om flere aspekter af substanser. Vi har en svagere analogi til faserne i fysik.

1Fast form (s), flydende form (l) og gas form (g).

2Hertil kan der føres en længere diskussion om, hvorvidt de ydre sanser skal igennem den indre sans for at komme ind til bevidstheden.

Epiphenomenalisme er ideen om at sindet kun er et biprodukt af hjernen, og at sindet således ingen kausal indflydelse har på noget.

Man kan neurologisk måle, at hjernen beslutter sig for at gøre noget flere hundrede millisekunder før at det bliver bevidst. Hvilket tyder på, at sindet ingen rolle spiller i valget. Læs mere på wikipedia.

Hvis der er et visuelt positivt ansigt kaldes det smukt.

Hvis der er en positiv visuel krop kaldes den lækker.

Man har aldrig et lækkert ansigt. Piger foretrækker smuk. Af uvisse årsager bliver ansigtet sat mere forbindelse med personligheden end resten af kroppen–hvorfor? Hverken ansigtet eller ‘resten af kroppen’ indeholder personligheden, som ‘er’ i hjernen. Hvorfor tæller det mere, at værdsætte nogens personlighed? Man hører “Man kan jo ikke gøre for hvilken ‘resten af kroppen’ man får”, hvilket er delvist sandt. Man kan forbedre sin krop gennem træning etc., men ligeledes er det sandt, at man heller ikke kan gøre for hvilket sind ‘man’ får. Ens sind bestemmes også delvist af ikke-selviske faktorer som familien og gener. Hvorfor gives sindet speciel status når det ikke fortjener det?

Kausalitet er en sjov ting. Det er let at være enig om, at et slag med en hammer på et æg vil få det til at gå itu. Langt mere besværligt bliver det når man forsøger at tale om kausalitet i det ‘mentale rige’. Det mentale rige er det sted hvor vores ideer, motiver, lyster, begrundelse etc. residerer.

Lad os tage et eksempel:

Søren går i gymnasium. Han synes at hans lærer er flot. Lærerens udseende forårsagede Søren til at synes dette.

Havde Søren en fri vilje? Kunne Søren ikke have tænkt at læreren var flot, hvis han så hende en anden gang? Giver det overhovedet mening at tale om kausalitet i det mentale rige og sidst men ikke mindst, findes det mentale rige? Eller er det bare nogle koncepter som vi bruger til at forklare verden?

Jeg indrømmer ikke at have nogen (gode) svar lige nu, men det er bestemt noget jeg vil tænke mere over i fremtiden.

- og sindet og ånden og sjælen og…

Af Emil Kirkegaard

Kært barn har mange navne, men findes de i en ‘anden verden’ eller er naturen nok til at forklare hvordan hjernen, sindet et al virker?

Indledning

Grunden til at jeg skriver dette, er at folk der tror på liv efter døden næsten altid har en eller anden svag forestilling om personer som enten halve eller hele sjæle, de er ofte også de første til at pointere at dette ikke kan bevises/modbevises, men der finde også nogle af dem, som mener at sjælens eksistens faktisk kan bevises ved hjælp af regression eller hypnose.

Der er mange ord på området, jeg vil derfor forsøge at definere dem her for at undgå forvirring:

Sind, bevidsthed =: Det der oplever noget, det man kalder for “jeg”.

Sjæl, ånd =: Et objekt der er fra en ‘anden verden’ og eller er skabt af et andet stof end naturen.

Hjerne =: Det organ der styrer kroppen, og som er placeret øverst i hovedet.

Herefter kan man forestille sig nogle muligheder for hvordan hjernen, sindet og sjælen eksisterer:

1. Sindet er rent fysisk forårsaget af hjernen.
2. Sindet er delvist fysisk forårsaget af hjernen og sjælen eller sindet er kun forårsaget af sjælen og hjernen er reduceret til en slags ‘modtager’.

Sindet er rent fysisk forårsaget af hjernen.

Den helt reduktionistiske holdning, der mener at hvis man reducerer det nok, kommer man ned på hjernens plan. Med andre ord, hjernen og sindet er i 1:1 forhold, en ændring i hjernen fører til en ændring i sindet og visa versa.

Denne forklaring stemmer helt overens med naturvidenskaben, utallige forsøg har vist, at en fysisk ændring i hjernen fører til en ændring i sindet, det er især bemærkelsesværdigt med medicin, som direkte påvirker sindet. Noget medicin har direkte observerebare virkninger i hjernen, fx ved at de binder sig til en eller anden receptor, som blokerer for impulser fra fx nervebaner, som fører til en smertestillende effekt i sindet.

Forklaringen indedrager ikke supernaturlige kausalforbindelser, som stemmer overens med naturvidenskabens metodologiske naturalisme. Samtidig er det den simpleste forklaring, da den ikke postulerer nogle ‘andre verdener’ eller ‘sjæle’.

Forklaringen tillader ikke liv efter døden, da hjernens endeligt ville føre til sjælens endeligt.

Slutteligt er forklaringen ikke antropocentrisk, som er et kendetegn ved mytologier og overtro, hvis vi mennesker (og nogle mener også dyr og liv) havde en sjæl ville vi være helt specielle, værdifulde i forhold til resten af det kendte universet. Det strider imod astronomien et al som siger, at Jorden ikke er speciel og heller ikke livet, som i bund og grund ikke er andet end kemi udsat for naturlig selektion, mutation og reproduktion.

2. Sindet er delvist fysisk forårsaget af hjernen og sjælen eller sindet er kun forårsaget af sjælen, hjernen er en slags ‘modtager’.

Forklaringen lyder, at sindet er delvist påvirket af hjernen og af noget andet, som fx en sjæl.

Der er mange mange løse ender, og ideen virker helt unødvendig for at forklare fakta.

Er sjælene altid i et menneske? Hvordan bevæger sjælene sig fra en hjerne til anden? Hvis sjælen altid er i et dyr, hvad sker der så hvis antallet af dyr i verden ændres? Hvornår i evolutionen kom sjælen til at tage del i sindet? Er der kun sjæle i mennesker eller alle dyr, også encellede organismer? I så fald gælder samme som før, hvornår i den evolutionære udvikling kom sjælen hjernen til hjælp? Hvilket stof er sjæle lavet af? Hvordan kan sjælen vide hvor kroppen befinder sig? Hvordan virker kausalforbindelserne fra sjælen til hjernen og kroppen? Etc.

Som bemærket tidligere, så er ideen om at enten vi mennesker eller livet generelt er specielt vitalistisk, der er ikke noget der tyder på, fra naturens side, at vi eller livet, skulle have nogen speciel rolle i universet. Hvis det har, hvorfor er der så, så lidt af det? Hvorfor er kun 0,5% af Jordens rumfang beboelig for os, der siges at være “fine-turned” til mennesker og liv? Samme gælder universet hvor procentsatsen er næsten uendeligt meget mindre. Hvis det er mennesket der er specielt, hvorfor har det så kun været der i 0,0001% af Jordens alder?¹ Etc.

Det er håbløst at forsøge at tænke sig ud fra en forestilling der har så mange løse ender.

Hvordan man vælger

Grundene til, at så mange går galt på dette område, tror jeg, er at wishful thinking er på spil, det føles rart med en ide om at man aldrig forsvinder og at ens kære findes et sted og har det godt. Det er vores evolutionære trang til overlevelse der spiller os et puds, vi vil gerne overleve efter døden.

En anden og meget væsentlig grund er, at det er umuligt at opstille et enkelt argument som kan give en klar konklusion, hvilket får nogle til at fejlagtigt tro, at det ikke kan bevises sandsynliggøres. Når der er tale om så komplicerede situationer som denne, kan man ikke fornuftigt vælge ud fra et enkelt argument, man bør vælge den forklaring der forklarer bedst og flest data, samt den simpleste, med andre ord, man skal bruge abduktion og slutte sig til det bedst kvalificerede gæt.

1Dataene taget fra “En kort historie om næsten alt”