Klart Sprog, Klart Sind

Jeg kan klart anbefale mine sprog-interesserede læsere at følge med i ProfASAr’s film på Youtube.

Hans hjemmeside.

Hans Youtube kanal.

Eksempel på en film.

Bør man blive ved med at skrive på en normal måde som dog lider af visse klarhedsproblemer, eller bør man formulere sig på en unormal måde som dog er klarere hvis man har lært den at kende? Jeg vælger stort set altid den sidste mulighed, men nogle mener at det er fint nok at blive ved med at skrive på en uklar måde. Jeg vil igen bruge den modale fejlslutning som eksempel. Jeg antager at mine læsere efterhånden er ved at være godt bekendte med denne fejlslutning. Hvis jeg gerne vil udtrykke mig om sammenhængen mellem sandhed og viden, så kan jeg formulere mig på to min. måder:

1. Hvis nogen ved at p, så er det nødvendigvis tilfældet at p er sand.

2. Det er nødvendigvis tilfældet, at hvis nogen ved at p, så p er sand.

(1) er uklar og man kan lave to tolkninger af den:

1. p→□q

2. □(p→q)

Nogle tolker den som (a) og dette er en fejl. Den rigtige tolkning er (b). (2) er ikke flertydig på denne måde, og det ville være enormt svært at tolke den til at være (a). Den tillader kun en fornuftig tolkning: (b).

Nu er spørgsmålet så, bør man stoppe med at bruge formuleringen anvendt i (1)? Nogle mener tilsyneladende ikke at det er noget man bør:

”We can hardly hope to reform ordinary prose so that it will accord with the niceties of our conceptual analysis. Even logicians are going to continue to say such things as [some examples]” N. Swartz & R. Bradley, Possible Worlds, p. 331

Lad os se på konsekvenserne af at fortsætte med at skrive det på den normale måde, i.e. som gjort i (1). Den åbenlyse konsekvens er at mange vil blive ved med at fejltolke hvilken dom (1)-type sætninger udtrykker. Jeg mener at dette er meget problematisk og det er vigtigt at det undgås at folk tolker forker pga. en dårlig formulering. En anden mulig konsekvens er at det er lettere at læse. Det virker ikke til at forskellen i læsbarhed er stor, men nu er jeg godt bekendt med fejlslutningen og den specielle formulering, så jeg er ikke i stand til at vurdere sikkert hvordan andre læsere vil forstå det. Det kan måske gøre det lettere for nybegyndere at komme i gang med at forstå noget filosofi.

Jeg synes at det er tydeligt at den første konsekvens er værre end den anden, og at man derfor bør undlade at bruge formuleringer der ligner (1). Man bør i stedet anvende en mere bogstavelig formulering som (2).

Det, i.e. bogstavelige tolkninger og formuleringer, er noget der er værd at diskutere nærmere. En at forsøge at tolke bogstaveligt er et fortolkningsprincip ligesom velgørenhedsprincippet er det. For at være mere tydelig, så kan vi formulere bogstavelighedsprincippet således: Man bør vælge en tolkning af en udtalelse der ligger tættest på det der er bogstaveligt skrevet. Velgørenhedsprincippet kan formuleres således: Man bør vælge den tolkning af en udtalelse man finder mest plausible. Ordet ”udtalelse” skal her forstås bredt som i enhver sætning, tekst, eller hvordan personer ellers kan udtrykke sig fx på billeder.¹ Før har jeg argumenteret for vigtigheden af velgørenhedsprincippet. Jeg har ikke ændret min holdning så meget mht. det. Det er stadig et vigtigt princip. Dog har også bogstavelighedsprincippet sine fordele. Hvis det antages at personen, S, altid eller næsten altid udtrykker sig bogstaveligt, så vil bogstavelighedsprincippet være et lettere princip at anvende i ens fortolkning af S’s udtalelser. Med en bogstavelig udtalelse så vil det være unødvendigt at foretage vurdering af flere forskellige tolkninger for at finde ud af hvilken en der er den bedste.

Det kommer også an på hvad målet er. Hvis målet er at finde ud af hvad personen mente da han udtrykte sig, og at denne person har udtalt sig bogstaveligt, så er bogstavelighedsprincippet bedst. Men hvis målet er at finde ud af hvad en person der ikke er kendt for at skrive bogstaveligt mener, så er det en dårlig ide at koncentrere sig om hvad den bogstavelige tolkning er af en udtalelse. De fleste personer skriver ikke bogstaveligt, og derfor er det bedre at anvende velgørenhedsprincippet generelt og skifte til bogstavelighedsprincippet når man tolker en person’s udtalelser man ved er bogstavelige.

Det bør også bemærkes at det er et brugbart maksim, at både skrive bogstaveligt og tolke bogstaveligt. Hvis alle gjorde dette, så ville antallet af stråmænd falde markant. Men alle gør det ikke. De fleste mennesker udtaler sig ikke særlig bogstaveligt, og det gør at det er nødvendigt at sidde og tolke en del for at finde ud af hvad i alverden personen mente da han udtalte sig. Der er en anden fordel ved altid at forsøge at udtale sig bogstaveligt, og det er, at meningen også bliver mere klar for en selv. Der er en sammenhæng mellem hvor klart og bogstaveligt man udtrykker sig og hvor klart og bogstaveligt man tænker. Tanke og sprog hænger sammen. (cf. mit motto for denne side!) Folk der generelt snakker uklart og ikke-bogstaveligt tænker generelt også uklart og ikke-bogstaveligt. Det er et stort onde at tænke således hvis andet er muligt! Det sker ofte at folk har gang i så mange metaforer blandet sammen, at al mening er forsvundet.²

Jeg udtaler mig stort set altid bogstaveligt. Mine læsere bør lave en bogstavelig tolkning af mine udtalelser. Når jeg bruger en udtalelse ikke-bogstaveligt, så plejer jeg at markere det med citationstegn eller apostrof.

“Indledning
Denne artikel handler om det danske sprog og dets talsystem. I første afsnit diskuterer jeg den
metodologi jeg vil anvende. I andet afsnit vil jeg beskrive, analysere og forklare hvordan man i det
danske sprog udtaler tal. Derefter vil jeg i tredje afsnit perspektivere kort til det engelske sprogs
talsystem. Til sidst vil jeg i fjerde afsnit forklare hvorfor at dansk’s måde at udtale tal på er et
problem.”

Tal i det danske sprog

Jeg har opdaget en farlig flertydighed i sproget mht. implikationer. Betragt disse to sætninger:

S1. P implicerer ikke-Q. [P →¬Q]

S2. P implicerer ikke Q. [¬(P →Q)]

Disse er meget forskellige. Det kan ses på deres forskellighed i sandhedstabellen:

I tale kan det være svært at høre forskel. Derfor anbefales det, at man bruger ‘det er ikke tilfældet at…’ eller ‘det er falsk at…’ i stedet for at placere et ‘ikke’ efter implicerer i sætninger lign. S2:

S2′. Det er ikke tilfældet at P implicerer Q.

S2”. Det er falskt at P implicerer Q.

W. V. Quine and J. S. Ullian, The Web of Belief, pp. 12-13:

”It is important to distinguish between disbelief and nonbelief–between believing a sentence false and merely not believing it true. Disbelief is a case of belief; to believe a sentence false is to believe the negation of the sentence true. We disbelieve that there are ghosts; we believe that there are none. Nonbelief is the state of suspended judgment: neither believing the sentence true nor believing it false. Such is our attitude toward there being an even number of Paul Smiths in Boston. This is still nothing so contentious as believing the sentence to be neither true nor false, on the contrary, it is simply the absence of opinion.

English usage is perverse on the point: we say, confusingly, the weaker “I don’t believe so” to mean the stronger “I believe not.” But the fact is, taking any sentence at random, that belief and disbelief are less usual than nonbelief. Are there an even number of Paul Smiths in Boston? Will it rain in Pontiac next Labor Day? English being what it is, we answer “I don’t know,” because it would be misleading to say “I don’t believe so.” But our state is simply nonbelief.

The flight to “I don’t know” compounds the perversity of idiom, for knowing is quite a special kind of believing; you can believe without knowing. Believing something does not count as knowing it unless what is believe is in fact true. And even if what is believed is true, believing it does not count as knowing it unless the believer has firm grounds for belief. Emily knows that her name is “Emily”, having had firm and abundant evidence of it over the years, We must still count her as knowing it even though the cannot remember the evidence now. But Emily may merely believe and not know that the major is corrupt, corrupt though he is; for Emily has read only the innuendoes of the rival candidate.”

Sammenlign dette med mine skriverier om normalsproget, mangel og negation samt mit forslag til at bruge ‘disbelieve’ til at mane ‘tro det modsatte’.

Denne bog er fra 1970. Så denne gang er jeg kun omkring 35 år for sent. Det bliver bedre og bedre!

Bogen er tilgængelig på nettet her.¹

Når man sidder på Roskilde så kan man godt gå hen og kede sig lidt. Især hvis der er 28 grader og ikke meget skygge i ens lejr, og man ikke har andet at lave end at vente til senere på dagen hvor der er mindre varmt.

Her er det et ideelt tidspunkt at stene alt muligt, og det er netop hvad jeg har gjort. Det skete nemlig at en i min camp – Camp AFK (alternativt camp /b/) – brugte udtrykket ”x er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Derefter blev der konkurrence i at finde på andre versioner af samme underliggende betydning. Dette deltog jeg naturligvis i. Men det var ikke nok for en sprogfilosofi som mig, så jeg begyndte at analysere udtrykket for at finde frem til den præcise struktur. Resultatet kan ses herunder.

Form: S er ikke den P-superlativ X i område-bestemt O.

Hvor S er et subjekt, X er en vilkårlig konkret genstand, P er en egenskab som X kan have og som er god for X at have, O er et område hvor X ofte befinder sig. Superlativ angiver at egenskaben skal være i superlativ (stærkeste, sygeste etc.). Bestemt angiver at navneordet skal være i bestemt form. (Huset, bilen etc.).

Eksempler

1. Morten er ikke den skarpeste kniv i skuffen.

Analyse: S er Morten, P er skarp, X er kniv, O er skuffe.

1. Hans er ikke den stiveste pik i saunaen.

Analyse: Hans er S, P er stiv, X er pik, O er sauna. Det er åbenbart normal at have en stiv pik i saunaen.

1. Peter er ikke den hurtigste knallert på havnen.

Analyse: S er Peter, P er hurtig, X er knallert, O er havn.

1. Det er ikke den koldeste øl i kassen. (Roskilde varianten.)

Analyse: S er den (som refererer til en øl, men det ville lyde dumt at sige øl to gange, så man siger den i stedet), P er kold, X er øl, O er kasse.

Notat

Det bemærkes at området ikke altid passer med formlen, men jeg skønner at det passede dengang hvor udtrykket blev populært. Siden hen er det bare blevet i sproget selvom det ikke længere refererer til noget virkeligt. Dette er hvad man kaldet dødt billedsprog/metafor.

Det irriterer mig, at jeg nogle gange ikke kan bruge en sætning med en bogstavelig betydning, fordi at netop den formulering er blevet overtaget af et eller andet ikkebogstaveligt udtryk.

Eksempler

Eksempel: Hun er ikke rigtig klog.

Normal og ikke-bogstavelig tolkning: Hun er skør/sindssyg, sagt på en pænere måde.

Bogstavelig tolkning: Hun hører ikke til blandt de klogeste personer. Sætningen fortæller ikke noget om hvor klog hun præcist er.

Eksempel: Hun er ikke super pæn.

Normal og ikke-bogstavelig tolkning: Hun er grim eller under middel sagt på en pænere måde.

Bogstavelig tolkning: Hun hører ikke til blandt de pæneste piger. Sætningen fortæller ikke noget om hvor pæn hun præcist er.

• Kort (hele den bog jeg læste var 144 sider med noter og en forklaring på 30 sider i starten.)
• Svært forståelig. I den grad, at den kræver en forklaringsbog for at forstå.
• Gode citater.
• Gør forholdsvis stort brug af logisk symbolisering.
• God indsigt i sprog og logik.

Cf. min tidligere artikel¹ hvor jeg forklarede min trådteori med kommunikation. Genkald, at når man skriver med folk over skrift, så kører man ofte flere tråde samtidig. Nogle gange kører man rigtig mange tråde. Dette gør det nogle gange svært at finde ud af hvad det er at man skal svare på og i hvilken rækkefølge. Dette problem er typisk ved kommunikation over SMS eller MSN.

Til et løse dette problem kan man passende kalde de forskellige tråde for noget forskelligt. Det letteste ville formentlig være at bruge tal.

Dette er et eksempel på hvordan noget sprogfilosofi og ganske teoretisk kan føre til en løsning af et praktisk problem.

1deleet.dk/2008/09/25/%e2%80%9dnyt-emne%e2%80%9d-indikatorer/

Abstrakt

Jeg vil i denne artikel kort forklare mit syn på definitioner og nogle relaterede problemstillinger: relative sandheder og analyticitet.

Jorden findes eller gør den?

Er sandhed relativt? Nogle vil med det samme svare ja og nogle ville svare nej. Er de uenige? Hvis de forstår det samme ved spørgsmålet, så ja. Men dette er noget af en antagelse. Lad os forestille os en typisk dom:

P. Jorden findes.

Er denne dom sand? Ja. Er den objektivt sand? Ja. Er den relativt sand? Nej…? Det ville man umiddelbart sige følger af, at den er objektiv sand. Men dette er en fejlslutning. At være relativ overfor et sind er ikke den eneste form for relativitet, og derfor kan vi ikke slutte sådan som vi gjorde. Men er den så relativ? Ja! Det er den fordi, at den er sand med nogle betydninger af ordene og falsk med nogle andre. Vi har heldigvis ikke fat i et særlig flertydig udsagn her, men det kunne vi have haft.

Vi tillægger ord en mening; vi definerer ordenes betydning. Husk på, at en dom er en deklarativ (beskrivende) sætning og ikke meningen bag sætningen med nogle specifikke definitioner. Dette er i hvert fald min forståelse og den ser ikke ud til at give problemer. Hvis det modsatte var tilfældet, i.e. at en dom er en mening, så er det umuligt at kommunikere denne dom, for vi kan ikke kommunikere en mening uden at bruge et medie. Vores medie er vores sprog.

Det er dog ikke nok med en enkelt definition for at forstå et dom som P. Det er brug for flere sammensatte definitioner; et definitionssystem. Jeg definerer et definitionssystem som et sæt (stipulative) definitioner af ord. En sætnings betydning er således relativ til vores definitionssystem.

En sætning som P kan betyde en ting med et definitionssystem og en anden ting med et andet system. Da vi ved at P er sand, så bruger vi et definitionssystem hvor ordene i P svarer til en mening som er sand. Vi kan sige, at P er sand givet sådan som verden ser ud p.t. og vores p.t. anvendte definitionssystem.

Men hvilket system er det? Det er er det danske, eller er det? Er der et dansk system eller flere? Man kunne måske fristes til at tænke, at der kun er et dansk definitionssystem og dette er det som findes hos Danske Sprognævn (dsn.dk). Med dette vil medføre, at fx Søren Kierkegaard’s værker bruger et ikke-dansk definitionssystem. Det gør de fordi at definitionssystemer har det med at ændre sig gennem tiden (angiveligt gennem memolution [det ord fandt jeg lige på, men det er sikkert blevet opfundet før]). Men Søren Kierkegaard’s værker er jo danske, så det er forkert, at der kun er et officielt rigtigt system. Hvis der var, så ville det jo betyde, at sidste års system også var ikke-dansk etc.

Nej, en mere plausibel definition af et dansk system er et der tilnærmelsesvis ligger op af det danske sprog. Hvad mener jeg med det? Jo, vi kan se matematisk på det. Jeg ved ikke hvor mange forskellige ord det danske sprog har og dette ville også være meget besværligt at finde ud af (hvilke ord tæller med som danske?). Lad os bare sige en million (1,000,000[engelsk komma]) ord. Vi kan nu blot bestemme en procent af ordene som skal have samme betydning som det som Dansk Sprognævn siger i dag. Lad os sige 90%. Hvis vi sætter tallet for lavt, så kommer nærliggende sprog med i.e. svensk og især norsk. Det har vi ikke lyst til. Vi kan heller ikke sætte det for lavt, for så får vi ikke de forskellige dialekter med. En sådan definition af hvad det danske sprog er, implicerer også, at hvis vi går tilstrækkeligt lang tid nok tilbage i tiden, så er det ikke længere dansk. Dette er sandt, cf. eksemplet med at bytte en bil ud del for del.

Endeligt bemærker vi, at det ikke er nødvendigt med en meget præcis definition af hvad dansk er, ligesom det formentlig heller ej er nødvendigt med en meget streng definition af hvad musik er (jeg kan forestille mig visse juridiske problemer, men det er uden for denne artikels rækkevidde at diskutere hvad disse kunne være).

Analyticitet

Vi husker hvad det betyder, at en dom er analytisk: at den er sand per definition eller i kraft af sine definitioner. Eksemplet er næsten altid:

Q. Alle ungkarle er ugifte.

For hvis vi slår ungkarl op i ordbogen (en leksikalsk definition), så finder vi at de er definerede som ugifte mænd, så det vi egentligt har udtrykt med Q er “alle som ikke er gifte er ikke gifte.” Hvilket ikke skulle komme som nogen overraskelse.

En spændende egenskab ved domme som Q og alle andre analytiske domme er, at de er nødvendigvis sande. Det er således fordi, at deres negation implicerer en selvmodsigelse (p og ikke-p). Filosoffer har det med at snakke om (logisk) mulige verdener. Analytiske domme er præcis de domme som er sande i alle logisk mulige verdener (nærmere forestillinger om verdener, da verden typisk er defineret som et sæt af konsistente domme).

Men, og her kommer problemet, der er en mulig verden hvor ordene betyder noget andet end de gør nu. Der er ikke selvmodsigende i dette, så det er logisk muligt. Så, der er en mulig verden hvor at ungkarl betyder “gift mand” og Q betyder derfor, set fra denne “verden”:

Q’. Alle gifte mænd er ugifte.

En tydelig selvmodsigelse, så der er noget galt, men hvad?

Først noterer vi, at hvis der er en mulig verden hvor Q er falsk, så er det ikke analytisk sandt, at Q. Så analyticitet har mistet sit grundlag.

Problemet er, mener jeg, er at vi oversætter sætningen til mening gennem to forskellige definitionssystemer og dette resulterer i miskommunikation. Det kan siges mere præcist. For lige vi anvender aldrig hele det danske definitionssystem i en samtale eller påstand, men kun et sæt af dem. Lad os kalde disse for den aktive del af definitionssystemet. For at man kan forstå hvad hinanden siger, så er det nødvendigt at de ord man anvender har de samme betydninger, ellers snakker man forbi hinanden. Vi kender dette fra ord der er flertydige eller når man ganske simpelt har gået og brugt det samme ord forskelligt.

Når man (eller prøver på) at forstå verden så gør man det igennem et definitionssystem og det kan kun lade sig gøre, at bruge et af gangen. Derfor, når man forsøger (for at vende tilbage til problemet) at indtage et nyt perspektiv (en ny forståelse) ved at omdefinere (i forhold til hvad vi forstår verden med) et ord, så resulterer det i misforståelse. Så, der er altså ingen farer på færden for analyticitet i denne omgang.

En implikation

En interessant og uheldig (må man sige) implikation af at fejlfri kommunikation kun sker hvis det aktive definitionssystem hos begge kommunikatorer er ens, er naturligvis at de ikke er ens i praksis. Mit system er ikke ens med dit eller nogen anden danskers. Dette problem har man opdaget for lang tid siden (måske bare ikke med min terminologi) og derfor plejer man at afklare i hvert fald de vigtigste termer inden man skriver en lang artikel (cf. min artikel om inkompatibiliteten af omnipotens og omniscience).