Afleveret som dansk stil i 3.g. Karakter givet 4. Dette skyldes nok, at jeg skrev noget helt andet end opgaven gik ud på. Læs lærens begrundelse nederst.

Reportage fra håndboldkampen

Indledende kommentarer

Jeg sidder her og skal skrive en reportage om alle de mennesker som har valgt at se håndbold her på HTX den 20. august 2008. For at give det en speciel vinkel, så har jeg valgt at placere mig således at jeg ikke kan se skærmen. Jeg vil forsøge at bedømme det uden at kunne se skærmen; at bedømme holdets ydelse på publikums begejstring eller måske det modsatte.

Jeg kan dog høre lyden fra kampen og dermed kommentatorne, men jeg vil forsøge at ignorere deres lyde og koncentrere mig om publikums lyde.

Kampen

Publikum har fået fri i nogle timer for at se kampen, så de er glade. Det starter ellers meget roligt, de sidder roligt og siger ingenting. Stilheden bliver afbrudt af en højt “NEJ!”, dog efterfulgt af nogen jubel. Måske scorede vi?

Så sker det, udstyret stopper med at fungere og publikum udbryder deres utilfredshed i forskellige udsagn. De beskylder endda mig for at bruge så meget af skolens internet forbindelse, at de ikke kan se filmen live. Jeg viser dem min computerskærm som afslører et åbent tekstdokument og de stopper anklagen.

Der er meget snak hos publikum på trods af at ca. 80 procent af dem sidder med hovedet stirrende på lærredet. Jeg glemte at sige tidligere hvordan det foregår, men det foregår således at en computer henter filmen live over internettet, sender signal til en projektor, som smider det op på et kæmpe stort lærred. Publikum er placeret på en enorm trappe og de har hentet alle eller de fleste af skolens puder at sidde på.

Situationen kan ses i filmklippet.

Nogle af publikum lugter måske lunten at jeg optager dem, da jeg drejer min bærbar om med en tekstdokument åbent. Jeg undskylder mig med at jeg blot vil vise dem der skulle være interesserede at jeg allerede har skrevet godt en side med 1,5 linjeafstand. Det passer godt med at jeg er kendt for at skrive og generelt arbejde rigtig hurtigt.

Efter et kvarter eller sådan (jeg holder ikke øje med tiden), så er der ikke rigtig mange bifald, men kun en række af “Neeeej”‘er fra publikum. En teori er at det ikke går særlig godt for holdet.

En meget højt “NEJ!” lyder pludseligt, men det er ganske svært for mig at få en ide om hvorfor. Måske missede de et straffekast? Min tænkning bliver afbrudt af en stor jubel. Måske scorede vi? Det lyder tvivlsomt, for vi må da have scoret tidligere i kampen, men der kom der ingen stor jubel. Måske havde vi ikke scoret i lang tid.

En lærer kommer og brokker sig over at det larmer for meget, det er uspecificeret om det er larmen fra publikum eller fra højtalerne der er problemet, men på trods bliver der skruet en smule ned (jeg kunne godt høre forskellen).

I vores klasse har tre elever, som ikke ønsker at deltage i en fællestur til Tivoli Friheden i Århus, fået den opgave at skrive en reportage om denne begivenhed, needless to say I’m part of that group (gad vide hvad hun mener om mit brug af engelsk? Jeg spurgte hende inden at jeg gik i gang om hun krævede en bestemt skrivestil og hun svarede med “kunstnerigt frihed”, men hvor meget frihed er det?)

Igen fejler udstyret og afspilningen af kampen afbrydes. Dette ser ud til at irritere publikum og allerede er der begyndt at blive lidt tyndere blandt holdboldfansne. Jeg har snydt lidt for at vide at udsendelsen afbrydes. Det var ikke ved at se på publikum at jeg vidste at der var problemer, men at jeg ikke længere kunne høre lyden.

En del lærere er faktisk blandt publikum, underligt taget i betragtning at vi faktisk ikke har idræt på denne skole. Publikum laver ingen lyde, så der er ikke meget at reportere om der.

Ved siden af mig sidder min kammerat som også skriver en reportage. Den sidste reporter sidder blandt publikum og kan altså godt se kampen, man kan sige, at han ser det fra publikums perspektiv.

Pausen

Folk stopper med at se på lærredet og jeg antager at der er pause, eller halvleg som det vist hedder. Dette betyder, siger Jens, at jeg har ti minutter til at gøre hvad jeg vil.

Jeg kan ikke lade være med at skive lidt i min pause alligevel, for det er lidt sjovt at sådan sidde og skrive hvad man tænker. I kampens stilhed har jeg sat nogle Kaj og Andrea musik på, mere specifikt 2-minutter sangen, som handler om tiden. “Er den lilla eller gul?” synger afdøde Poul Køller. Han synger den fordi at Kaj og Andrea vil vente to minutter (hvis jeg husker rigtigt). Publikum venter også på tiden. Nogle har angiveligt forladt det for at komme tilbage efter pausen mens andre sidder og venter på at kampen skal fortsætte. Andre har forladt os helt for i dag (de har vel ikke valgfag efter, som jeg).

Mit blik fanger en pige med en god røv, som går forbi (Laura). Man kan altid sidde og kikke rundt hvis man finder sig selv uden noget at lave. Jeg kunne måske skrive uden at se på skærmen og dermed fastholde mit blik på det lille udvalg af piger foran skærmen; en fem stykker. Mht. piger, så er det rart at der er startet en masse piger i 1.G. Nogle af dem sidder foran skærmen, tror jeg, da jeg ikke genkender dem.

Publikum er nu begyndt at lave mere aktive ting i deres venten på at kampen fortsætter. De spiller bordfodbold og en del har taget deres bærbare frem dog uden at flytte sig fra deres plads på puden foran lærredet. Befolkningstætheden foran lærredet er nu ret lav. Mon ikke at kampen snart fortsætter? Flere personer undersøger den tilsluttede computer. Andrea skråler videre om at “det har de på Hawai”, mens at Kaj gerne vil til Skotland. Underligt nok synger han at man kan gå uden bukser på, men Kaj går aldrig, han hopper.

Tætheden foran lærredet ser ud til at stige igen, så nu starter kampen nok snart igen.

Anden halvleg

Et højt “SÅDAN!!” indikerer, at jeg troede rigtigt. Jeg slukker for Kaj og Andrea. Nogle ældre lærere jeg ikke kender har placeret sig helt oppe foran, måske fordi at de er sportsfans, måske fordi at deres briller ikke er stærke nok. Der er så småt ved at blive fyldt med mennesker foran lærredet igen. Endnu en god rød bliver fanget i mit blik (en blondine fra 2.G. hvis navn jeg ikke er bekendt med). Vores klasselærer forlader skolen. Folk sidder igen med øjnene låst fast på lærredet, nogle står endda op ude i siden. Mange af dem som pakkede deres computer frem i pausen har ikke pakket den væk igen; det kan være svært at give slip på teknologien når man fået har fået den.

Publikum udbryder igen med nogle negative udråb, men de er alle forskellige, så det er svært at gentage her hvad de sagde, thi jeg ved det ikke. Nogle råber at Brian skal komme i gang, i gang med hvad? En typisk højt-råbende dreng brokker sig højlydt og går ned og forsøger at ordne computeren. Folks blikke kikker væk.

“Sådan” lyder det, da billedet angiveligt kommer tilbage. Flere computere breder sig, noget tyder på at kampen måske ikke er så spændende alligevel. Afspilningen stopper og en lærer joker med at “så kan vi ligeså godt gå ind til time”. “Haha, den var god” svarer en elev ironisk. Nogle drenge for publikummet forsøger at dirigere en pige til at ordne computeren, men det gik vist ikke så godt.

Billedet kommer igen og der kommer nogle flere negative udråb samt “Han brænder ham der… Neeej…” Han brændte angiveligt ikke, og det var nok en fra modstanderens hold han snakkede om. Hvem mon vi spiller imod?

“SÅDAN!!” og “JAA!!” Lyder det. Publikum er meget glade; pludseligt. Deres glade råb tiltrækker nogle af dem som ellers havde forladt kampen for at lave noget andet. Der er nu ret proppet foran lærredet.

“Martin” du holder din kæft lyder det, også noget med at nogen bliver udvist i to minutter. Det er umuligt at bruge trappen fordi at der er mennesker over det hele, men heldigvis har skolen en anden trappe. En enkelt person råber noget i stil med “forsvarsfejl nu, kom nu”, i håb om at det vil forårsage modstanderne til at lave en sådan fejl. Jeg glemte i øvrigt at skrive, at nogen råbte at Danmark var foran for noget tid siden. Der er rimelig stille men nogle snakker om et rødt kort. “Skyd nu”, straffekast undrer jeg mig? “Det er fandme ærgeligt hvis vi skal tabe” siger en eller anden.

Der er nu kommet en del gamle lærere jeg ikke kender. Nogle af dem ligner smede pga af deres blå fulddragtsoutfit. To ganske pæne piger sætter sig ind foran, begge 1.G’ere (Glimrende!). Det er sjældent at nogen kikker herned mod mig og Jens som reporterer deres opførsel. “Neeeeeej” og “hold kæft hvor vi taber” siger en. “19-19” hører jeg svagt en sige. Jeg bemærker at nogle af computerene er blevet pakket væk igen. Mange af drengene har sjove ansigtsudtryk når de sidder og ser på skærmen. En person gaber højlydt at bare det, at jeg ser ham gøre det, forårsager at jeg også gør det, GAAAAB. Det ser ikke ud til at være den spændende kamp som eleverne har plaget læren om at skulle se.

To af drengene slås på puderne. Brian er en af dem, og en siger til ham, at “Brian prøv lige at være lidt flink også give dem madrassen”. Angiveligt er det for sjov. De får heller ikke madrassen. Det er ved at blive ret kedeligt at reportere dette. Det syntes Jesper angiveligt også, for selvom han burde skrive en reportage af dette, så ser han ud til at være forsvundet (sproget er irriterende, han ser jo teknisk set ikke ud til at være noget, for jeg kan ikke se ham).

Jeg bemærker at den underlige mode med at tage strømperne uden på bukserne er ved at brede sig. Den er mest populær høs de yngste elever.

Hen imod slutningen her er der kommet, utrolig nok, endnu mere mennesker. Der står en del ude til højre. Publikum brokker sig højlydt. Jeg tror, at vi taber. Jeg beslutter mig i kedsomheden for at skrive til min kæreste (Louise). Også oppe bagved er der ved at samle sig en pæn del tilskuere. En eller anden siger, at vi er bagud… Og så nogle tal jeg ikke når at opfange.

Der har ikke været nogle positive udbryd fra publikum i et stykke tid. “Nu vinder Danmark 24-23…” siger en. Vi er nok bagud med en smule og der er forhåbentlig ikke meget tid igen. “Jeg gider ikke se mere, nu har de tabt” siger en og går sin vej. Situationen er måske ret håbløs.

Publikum udbryder glædeligt “åhåhåhåhå”. Det er svært at sige hvad der er sket, selvom de følger det op med at han er heldig. Et kæmpe “NEEEEJ” Overdøver mine tanker. Tilsyneladende missede en eller andet noget vigtigt; forspildte en god chance. Flere “Nej for helvede da” følger. “Jaa!” lyder det, efterfulgt af klap. Det er en mere eller mindre tilfældig seance fra mit perspektiv. Ja, nej!, nej, ja. Min kedsomhed tager over og jeg begynder at læse filosofi på min yndlingsdiskussionsside: IIDB.org.

En del forlader rummet uden at sige noget. Måske er kampen slut. Kun få kikker på skærmen nu. Jesper er vendt tilbage, eller i det mindste vendt tilbage ind i mit blik. Stort set alle ser ud til at forlade området, kampen er slut.

Lærens kommentarer

Din tekst er en mærkelig hybrid mellem flere forskellige genrer.
Du anvender ikke særligt mange af de virkemidler, der er kendetegnende for reportagen. Her savner jeg især den historie, der skal fange læseren, og de sproglige træk, der er karakteristisk for den fortællende journalistik.
Du arbejder hverken med berettermodellen eller kommodemodellen som komposition. Du beskriver meget få sanseindtryk – og når du gør er det på en distanceret og nøgternt registrerende måde (det modsatte af “new journalism”). Du virker i det hele taget som en iagtager, der ikke er særligt interesseret i situationen – og det er måske reel nok – men det bliver et problem, når du skal formidle oplevelsen af at være til stede.

Du opstiller i stedet dit eget lille eksperiment, hvor det kommer til at handle om, hvordan du kan opleve scenaiet, når du ikke kan se skærmen. Du flytter dermed fokus fra “scenen” til dét der foregår inde i dit eget hoved. Som du selv skriver: “det er lidt sjovt at sådan sidde og skrive hvad man tænker”…..
Men det er – i dette tilfælde – hverken særligt underholdende eller en særlig vellykket reportage.

Positive træk er at du holder nutidsformen, og at du i din rolle som iagtager, får inddraget mange af de hændelser der omgiver begivenheden (omend opremsende og uden narrativ sammenhæng).