Mangel på konsensus
Filosofi bliver her set som en videnskab i en bogstavelig forstand: Filosoffer samler begrundet information som forhåbentlig er sand. Filosofi bliver her set i kontrast til den normale videnskab, både natur og humaniora varianterne. Nøgleordet er ‘samler’. Hvis noget er en videnskab, så bliver den samlede mængde konsensus information større og større. Med andre ord:
Hvis noget er en videnskab, så bliver der generelt mere og mere konsensus om en givet problemsstilling blandt eksperterne enten for eller mod med tiden.
Eksempler. Relativistisk fysik. Blev “opdaget”/”skabt” omkring starten af 1900-tallet. I dag er der næsten universel enighed om dets sandhed. Lamarkistisk evolutionsteori blev udtænkt i 1800-tallet. I dag er der næsten universel enighed om at det er falsk. Der er mange flere af sådanne eksempler i den normale videnskab.
I filosofien ser det ikke ud til at stå sådan til. Filosofiske holdninger ser ud til at kunne forklares bedre af trends. (Analogisk modebranchen.) Hvis filosofien går mod konsensus om noget, så er det en meget langsom proces. Man diskuterer stadig de samme ting (e.g. har universet en årsag?) som man diskuterede for 2000 og måske flere år siden. Er filosofi en videnskab? Hvis nej, er det et problem? Hvis filosofien ikke samler viden/information, hvad gør den så? Hvad den end laver, er det brugbart?
Filosofihistorie er ikke filosofi. Filosofihistorie er en videnskab om hvad filosoffer har tænkt gennem tiden. Filosofihistorie er en undergren af idehistorie som er det videnskabelige studie af alle ideers historie. I idehistorie bliver der samlet begrundede informationer.
Begrundede valg efter forgodtbefindende
Er det er muligt i praksis, at vælge hvilken holdning man gerne vil have efter hvad man bedst kan lide af ikke-rationelle grunde, men stadig være begrundet i den?
Etik er det typisk sete. Eksempel. To personer starter med at diskutere om en handling er moralsk (m.) forkert eller ej. De er uenige. Det næste der sker, er at de vælger deres etiksystem alt efter hvad der passer med deres første påstand. Deres etiksystem (utilitarisme, pligtetik, etc. og undervarianter.) er determineret af om den giver det rigtige resultat–det man startede med at tro.
Eksempel. En mener, at det er m. forkert at køre folk ned. En anden mener, at det ikke altid forholder sig sådan; den anden benægter den førstes påstand. Hvordan forsøger de at begrunde deres påstande, hvis de gør? Den første person vælger de facto utilitarisme (uden at kende noget til terminologien) og påpeger, at handlingen fører til lidelse. Alle handlinger der fører til lidelse er m. forkerte. (Nogle er mere forkerte end andre.) At køre nogen ned fører til lidelse. Ergo, at køre nogen ned er m. forkert.
Den anden vælger et eller andet pligtetisk system og påpeger at chaufføren ikke ville køre personen ned. Det er alene viljen der bestemmer om en handling er m. forkert. Hvis personen bag handlingen ville noget m. forkert, så er handlingen m. forkert. I tilfældet med at køre nogen ned, så er det ofte tilfældet, at personen ikke ville køre nogen ned. Ergo, det er ofte tilfældet, at at køre nogen ned ikke er m. forkert.
Senere på dagen kan de to samme personer diskutere et andet scenarie hvor de har byttet etiske systemer. Dette ser ikke ud til at påvirke folk. Det er let at teste. Prøv at diskutere en masse etiske problemstillinger med en række normale danskere. Personerne vil med sikkerhed bruge ‘hvis alle gjorde det, så [noget slemt]. Ergo, alle bør ikke gøre det’ (pligtetik1) og senere skifte til utilitarisme hvis de skal begrunde velfærdsstaten som m. rigtig.
Deres holdninger er begrundede efter et etiksystem som utallige filosoffer har troet på. (Dog i en simpel version.) Hvis man er ekspert i noget, så er ens holdninger omkring noget begrundede efter 2000 års forskning i det. Filosoffer er eksperter i etik og har forsket i etik i op mod 2500 år. Ergo, filosoffers holdninger mht. etik er begrundede. Hvis en ekspert er begrundet i sin holdning om noget, så er man begrundet i at tro det samme. Ergo, man er begrundet i sin tro på de forskellige etiksystemer.
Spørgsmålet er nu: Er filosoffer eksperter i etik? Hvis nej. Hvad har man så fået ud af de sidste op mod 2500 års forskning i etik? Hvis svaret ikke er begrundet konsensus information, bør man så ikke stoppe med at forske i det? (Rettere, forsøge at forske i det.)
Filosofi som mental masturbation
Metaforisk betydning af det ovenstående. Filosofi er en ikke praktisk udbyttegivende profession der består i at nogle mennesker sidder og tænker dagen lang. Grunden til at de tænker, er at de synes at det er behageligt i en eller anden forstand. De tænker for deres egen skyld. (Egoisme.) Er de samfundsnassere?; betaler andre for at de skal have det godt uden at de giver noget tilbage?
Filosofiafdelinger bliver ved med at eksistere fordi, at der eksisterer personer der er gode til at overtale politikere om, at der bliver lavet noget brugbart på filosofiafdelingerne.
Alternativt kan filosofiafdelingerne ses som folkelig underholdning. De skriver tekster og bøger som nogle mennesker i befolkningen får det behageligt af at læse. Analogisk set: Filosoffer er de ‘intellektuelles’ stand-up komikere.
Hvis det ovenstående er sandt, er det så skidt? Er det en grund til ikke, at studere filosofi på universitetet?