Af Emil Kirkegaard

Abstrakt

Skyld er en sjov ting at tænke på. Den flytter sig hele tiden og er alligevel ingen steder, når man spørger dem, der efter andres udsagn, har den.

Skylden flyttes forskelligt alt efter om man tror på pligtetik eller konsekventialisme eller en blanding af det hele, som de fleste mennesker gør.

En hund

Vi har en hund derhjemme. Nogle gange springer hunden op af en person, fx min mor, som bliver rigtig sur og giver min lillebror skylden for det, selvom det var hunden der udførte handlingen. Hun mener ikke, at hunden er ansvarlig, fordi at min lillebror har opdraget hunden til at sprige op af folk.

Min lillebror er uenig, og giver hunden skylden. Han mener ikke at have lært den, at springe op af folk. Han har kun opdraget den til at den godt må springe op ad folk når man leger med den.

Hunden forstår sig nok ikke på etik, og springer bare op af folk fordi at den er glad. For sådan er en hund.

Med andre ord

Som set ovenover, så er skyld noget man placerer som man har lyst. Min mor mener, at det ikke er hundens skyld, fordi at den ikke kan gøre for, at den ikke kan skelne mellem leg og ikke leg. Men betyder det, at den er skyldfri?

Min lillebror mener, at det er hundens skyld, fordi at det er den der gjorde det.

Hunden mener måske ingenting, og hvis den mener noget, så ved vi det ikke.

Jeg er uforstående overfor deres manglende interesse i at finde ud af hvordan de bruger ordet skyld. Hvis vi skal tro på min mor. Hvad gør vi så med mordere? Kunne de gøre for, at de slog nogen ihjel? Uanset om man accepterer determinisme eller fri vilje er man i problemer. Hvis determinisme er sand, hvordan kan det så være morderens skyld? Han er blot en brik i enden af en domino række. Hvis indeterminisme er sand, hvordan kan moderen så siges at være ansvarlig for en vilje som man ikke selv er herre over?

Normativ etik

Kan der overhovedet siges, at være en normativ moral? I så fald, hvad gør den normativ (=normsættende)? Som Hume pointerede så kan man ikke slutte fra er til bør. Med andre ord, man kan ikke observere sig til hvordan moral bør være, kun hvordan den er. Dette bemærkede Kant allerede med Grundlæggelse af moralens metafysik. Kant sluttede at såfremt der findes en normativ etik, så skal den begrundes a priori og ikke a posteriori.