Dansk terminsprøve: Kong Alkohol


Afleveret som opgave til terminsprøve i 2.g. HTX. Karakter givet: 10. Jeg kunne ikke finde artiklen jeg kommenterer på på nettet.

Kong Alkohol

Opgaven lyder på at jeg skal:

Redegør for og diskuter hovedsynspunkterne i “Kong Alkohol: Hjemlig uhygge” (tekst 1). Du skal i diskussionen inddrage mindst to af opgavesættets øvrige tekster.

Da jeg er en meget systematisk person, så vil jeg inddele ovenstående i nogle punkter som lyder:

  • Redegør for hovedsynspunkterne i “Kong Alkohol: Hjemlig uhygge”
  • Diskutere hovedsynspunkterne i samme
  • Du skal inddrage mindst to af opgavesættets tekster.

Til at starte med kan man bemærke at “Kong Alkohol: Hjemlig uhygge” (herfra KA) er en forholdsvis lang tekst. Konteksten er opgavesættet. Hvis man antager, at der er en korrelation, en sammenhæng, mellem tekstens længde og antallet af budskaber deri, så vil man finde at KA er fattig i denne forstand. Jeg mener ikke at teksten indeholder mange pointer. Dette skyldes måske, at jeg selv foretrækker at skrive kort og præcist.

Der er en stærk og forsættende holdning til alkohol gennem hele teksten. Denne holdning er at alkohol er immoralsk, diabolsk, ondt og destruktivt. Det virker som om, at Sébastien Tutenges (herefter ST) forsøger at bruge så mange emotive ord som muligt i hans tekst. En sådan argumentation lægger sig op ad propaganda og beskrives i mange lærebøger om logik, som en logisk fejlslutning på linje med ad hominem o.l. Denne metode bruges ofte til at dække over mangelfuld argumentation. Dette betyder ikke nødvendigvis, at ST har en mangelfuld argumentation.

Men man har misforstået ST og hans tekst, KA, hvis man tror at angrebet er møntet alene på alkohol. Det er min forståelse, at det bare tilfældigvis er alkohol som er blevet det middel hvormed de unge vildmænd beriger deres sind med.

ST gør det klart allerede tidligt i KA, at han ikke mener at personerne er “sociale tabere” eller “ulykkelige stakler”. Han mener heller ej, at det skyldes en opdragelse af ringe kvalitet at disse mennesker udfolder sig på denne måde.

De personer der er tale om her, er dem som “sætter en ære i at indtage overdådige mængder alkohol”, dem som godt kan lide at “miste selvkontrollen, gå under bordet og få black-out”.

ST bruger et eksempel gennem sin tekst, og dette er en forening der kalder sig selv Gold ‘n Metal. Det gør den fordi, at foreningen primært har et mål: “at drikke guldøl og høre heavy metal musik.” ST beskriver at man for at blive medlem skal gennemgå et indvielsesritual på ægte hemmelig loge facon. Ritualet er at man skal drikke en Masterbrew (en særdeles stærk øl på 10,5%) af en såkaldt ølbong (en slags tragt der gør, at man kan drikke en stor mængde væske på kort tid). Disse events bliver refereret og optaget på video og lagt ud på foreningens hjemmeside. ST skriver senere at det udstilles “med stolthed på Gold ‘n Metals hjemmeside, så man må forstå at det er offentligt udstillet.

ST konkluderer herefter at “mødereferatet taler sit tydelige sprog: medlemmerne af Gold ‘n Metal er stærk fascinerede af død og ødelæggelse.” Dette er en åbenlys non-sequitur (af latin: følger ikke). Hvordan kommer ST fra, at de drikker øl i stride mængder, optager det og deler det med andre, til at de er fascinerede af død og ødelæggelse? En ting kan dog siges til STs forsvar. Der er tilsyneladende klippet noget af teksten (linje 51).

ST perspektiverer her til Mikhail Bakhtins’ Karneval og latterkultur. Han kalder det ovenstående for en valorisering, en værdiforøgelse, af det nedrige (død og ødelæggelse m.v.). Han citerer Bakhtins’ i bogen nævnt før, at en degradering betyder at “alt, hvad der er højt åndeligt, idealt og abstrakt, bliver bragt ned på et materielt og kropsligt plan. […]”. Det er egentlig ikke hvad de unge gør. De unge giver ‘de dårlige’ ting en positiv værdi, og ikke giver ‘de gode’ ting en negativ værdi. Men resultatet bliver enten at ‘de gode’ og ‘de dårlige’ ting bliver ligestillede etisk set, eller at ‘de dårlige’ ting bliver hævet over ‘de gode’ ting.

ST begynder derefter sit korstog med emotive ord, han skriver: “Når de afholder møder, giver de fingeren til den sunde fornuft og hylder demonstrativt det onde, forrykte og destruktive.” ST kan muligvis have ret i, at de giver den sunde fornuft fingeren, men onde? Destruktive? (hvad har de ødelagt?) Det virker som om, at ST sætter samfundets nuværende morale op som det gode og følgelig må alting der går mod det være ondt (relativistisk holdning). ST skriver ingen steder (som jeg kunne finde), at det skal forstås på denne måde, men han giver måske et fingerpeg på det nogle steder. E.g. taler han om den “herskende moral” i linje 140.

ST forsøger derefter at give et billede af, at disse foreninger er almindelige, han skriver “Internettet er fyldt med danskere, der udstiller egne udskejelser. Et par søgninger i Google giver hurtigt syn for sagen. Og hvilket syn!” Bemærk her STs emotive ordvalg. Med den sidste kommentar kan jeg forestille mig, at han vil give læseren en fornemmelse af at de ser El Dorado (en sagnby lavet af guld).

Efter dette forsøger ST at finde en ‘logisk’ forklaring (se linje 81-82). Jeg bliver altid irriteret over denne brug af ordet logik. ST fortsætter med citere Salman Rushdie i Midnatsbørn, da han har en forklaringsmodel. “Måske er det sådan, at vil man forblive et individ midt i de myldrende masser, må man gøre sig grotesk.” ST skriver at dette kan forklare drukklubmedlemmerne ved at de “gør [sig] groteske for at stikke ud [af massen]”. En dansk komiker – Anders “Anden” Mattesen – gør grin med en sådan tankegang ved at pointere, at hvis man ønsker at skille sig ud fra mængden, så skal man bare tisse i bukserne, det koster ikke noget, det gør ikke ondt og du har den helt for dig selv (gengivet efter hukommelse).

Med andre ord, så er Anders’ indvending, at det ikke er nødvendigt at opføre sig grotesk for at skille sig ud, da der er billige alternativer. Hvis denne indvending er korrekt, så må der lægge en anden årsag til drukklubmedlemmernes handlinger. ST ser ikke ud til at have overvejet en sådan indvending, thi han skriver “De forsøger at stjæle sig til opmærksomhed ved at chokere. […] [de udsender] et spektakulært “fuck jer” til alle stramtandede mainstream-borgere og tvinger dem til at føle afsky.” Bemærk igen ordvalget. Ordet ‘stjæle’ har en negativ emotiv betydning og bogstaveligtalt kan man ikke stjæle en opmærksomhed, da dette ikke er et objekt. ST forsøger at overtale læseren og ikke overbevise.

Metoden som Rushdie skitserer, er ikke unik og anvendes af mange i denne medie-fokuserede tidsalder. Jeg kommer især til at tænke på Madonna (bemærk navnet) som lader sig selv hænge op på et kors (á la Jesus Kristus), brænder et kors af (her kommer man til at tænke på KKK) og har foregivet at masturbere på scenen (grotesk da det går mod den verdslige seksualmoral – hold sådan noget gris for dig selv). Heldigt nok var det et program om netop dette fænomen (at gøre noget grotesk) i fjernsynet i går. Hovedpersonen i programmet var en vis Paris Hilton, som ingen anden lige har udnyttet dette trick. Hun lever bogstaveligtalt af opmærksomhed og har (måske) udsendt en amatørpornofilm for at få mere opmærksomhed. (One night in Paris)

Det skal dog bemærkes, at det Madonna et al gør ikke er helt det samme som det drukklubberne gør if. ST. Drukklubmedlemmerne bruger deres groteske handlinger til at skille sig ud, at distancere sig, fra samfundet, mens at Madonna et al bruger det til andre formål. Et sådant formål kunne være at hjælpe børnene i Malawi (linje 69 i “Madonnas korstog”, tekst 4).

ST peger også på et andet gode af den groteske adfærd, og det er at de opnår respekt hos ligesindede. ST overdriver dog igen da han skriver “At være grotesk er nemlig højt respekteret blandt de unge.” (man kommer til at tænke på Jackass) Bemærk især ordet “nemlig”, som er et ord der bruges til at få noget til at virke selvindlysende og accepteret. Hans begrundelse for påstanden er tynd, thi han citerer nogle navne og skriver at disse navne er blevet berømte ved at udfordre takt og tone. Problemet er naturligvis, at disse personer langt fra er universelt respekteret blandt de unge.

Nu skriver ST at grotesken har et “frigørende potentiale.” Den flytter på verdens “rigide orden” (her må han tænke især på den vestlige verden) og åbner for nye måder at leve livet på. En berømt filosof – Bertrand Russell – sagde engang, at man ikke skulle bekymre sig over at noget er grotesk, for alt eller meget der nu er accepteret var engang grotesk. ST mener at drukklubbernes adfærd kan have denne effekt og skriver “Vi mennesker behøver ikke at leve livet, som folk gør flest.” ST viser nu sympati overfor drukklubmedlemmerne. Han mener at de er “nøje planlagt” og er med til at omskabe den herskende moral. Problemet er her, at ST tilskriver de unge at de planlægger deres adfærd for at omskabe den gængse moral. Det er formentlig forkert. De unge er nok refleksive, men jeg tvivler meget på, at deres motiv er at omskabe samfundet. De er snarere et produkt af samfundet, end en autonom enhed.

ST skriver nu, at de unge tilskriver “vildskab, destruktivitet, ondskab, afvigelse […]” etisk korrekthed, mens at “beherskelse, opbyggelighed, godhed, normalitet, mental ligevægt og mådehold” er etisk uholdbart. Det underlige ved STs fremstilling er, at han skriver den set fra den herskende morals perspektiv, det ses ved at han inkluderer ondskab hos den nye moral og godhed hos den gamle og herskende moral. Det er nok i virkeligheden (endnu) et retorisk trick, thi disse ord har ingen betydning per se, kun en virkning på emotive sind.

Det andet der kan bemærkes er at han (måske) glemmer, at disse unge de meste af tiden ingen problemer har med den herskende moral. De ønsker ikke at leve i et samfund bygget op på samme måde som deres events i drukklubberne. Hvis vi antager, at det lykkedes for dem at ændre den herskende moral til deres opkast m.m. moral, så kan de ikke længere bruge deres udskejelser til at skille sig ud, thi de vil selv være del af det herskende samfund. Senere skriver ST dog, at den moral som de unge tilskriver sig til, ikke er et seriøst alternativ til den dagtimernes moral. Måske har ST alligevel tænkt noget lignende det jeg har ovenover. Men så skriver han, at de dybest set er imod det seriøse.

ST laver endnu en underlig konklusion, han konkluderer at de “flirter” med satanisme, sadisme og mandschauvinisme”. Det virker underligt at ST, som antropolog, ikke ved hvad satanisme er, om end der findes forskellige slags, men ingen af delene har noget at gøre med de unge her eller deres refleksive moral.

Som afsluttende konklusion skriver ST dog, at de unge ikke seriøst er tilhængere af disse “ismer”, men blot bruger dem som redskaber til at kritisere og ændre den herskende moralisme i Danmark. Her ledes mine tanker over på den tyske filosofs Friedrich Nietzsches overmennesker (übermensch). Disse overmennesker beskrives nemlig som dem, hvis tankegang og handlinger ikke er låst fast af moralen. Det er hævet over moralen. Måske er det noget lignende det som det unge har i sinde? En slags moralsk anarkisme, som går imod de gamle religiøse holdninger om at moral er absolut og statisk. Moral bliver i nutiden mere og mere betragtet som relativ overfor det enkelte menneske. Det står klart, at der ikke er nogen universel moral for hvordan man skal leve sit liv. Man skal finde (på) sin egen moral.