Afleveret som dansk stil i 2.g. Jeg har glemt den præcise ordlyd af opgaven, men det var noget med at man skulle skrive sin egen version af Ikarosmyten. Jeg var i nonsens humør den dag, så det var hvad jeg skrev. (Derfor titlen.) Karakter givet: 10. Lærens kommentarer kan findes nederst på siden.

Kong Minos og de syv geder.

Der var engang en gang og for enden af den gang, var der en dør. Og bag den dør, var der en stor lille dreng ved navn Ikaros den frådelige. Men nu syntes Daedalus at Kreta var nederen^5 og derfor ville han nu væk fra hans inverse paradis, hvor han blev holdt fanget af en kærlig og sød konge ved navn Kong Minos. Daedalus havde den tanke, at Kong Minos kunne bestemme whatever og wherever, undtagen i luften.

Derefter gik Daedalus i gang med at bygge eller konstruere eller fremstille eller producere og eller opfinde slash innovere et produkt med den egenskab at kunne flyve rigtig rigtig højt at flyve, højt at falde eller var det omvendt. Anyway, han tog altså nogle fjer og noget lim og lagde to and to sammen. Og Daedalus så at det var godt, derefter hvilede han sig.

Limen var i øvrigt voks, ikke voksfigurer og snoren, som det også var sat sammen ved hjælp af, var lavet af hør – græs eller sådan noget.

Også Ikarus var med til at lave sin egen undergang, og det havde de meget sjov med – to gange. Han kunne ikke rigtig hitte ud af det, men det lykkedes dog alligevel – to gange.

Da de var færdige med at lave fjerdragter i bl.a. rustfrit stål fløj faderen lidt op i luften og gav sin sønnesøns far denne formaning:

“Husk, at når det klør, så klø igen.

Husk, at når vandet løber, så går hanen.

Husk, at når fugle flyver, så hopper hare hopperne.

Men det vigtig af alt er, at alt er, vand, undtagen det som vand ikke er, og husk at flyve ca. midt imellem Solen og vandet, for Solen vil ødelægge din flyveevne og vandet vil ligeså. Og så gav faderen sønnen et par vinger.

Drengen Ikaros kunne vist ikke finde ud af at flyve, derfor græder han, så han ved at hans far vil hjælpe ham. Faren er dog borte og der er trygt og sikkert her nu, og faderen giver sønnen et sidste og første kys, for nu skal ungen ud af reden – go go go!

Mens de flyver hen over jorden og vandet, er der en masse fiskere, plovmænd og hyrder der kikker på dem, og tror at de er himmelske guder.

De flyver forbi Junos, hellige Samos, de er for længst passeret Delos og Paros. De flyver over Libinthos og honningøen, og så bliver Ikaros overmodig og flyver i forvejen, væk fra sin far fordi, at han vil nå himmelens højder.

Men men, da Ikaros nåede nærmere Solen blev der varmere og hans voks, ikke voksfigurer, smeltede sammen med det rustfrie stål, derfor faldt han nu ned i havet det blå mens han forgæves råber på sin far.

“Hulubulu!” kalder personen der ikke længere er far.

“Hulubulu! Ikaros hvor er du henne?” men han er ikke at finde.

Så ser han at der flyder fjer på vande og aner straks sammenhængen. Derpå forbander han sin kunst (med at bygge ting) og opkalder en nærliggende ø efter sin søn.

Lærerens kommentarer:

Jeg fornemmer at du tester min tolerancetærskel… 🙂
Men der er faktisk flere gode elementer i din meget frie fortolkning af myten!

På den ene side står den sproglige skødesløshed i dynamisk kontrast til handlingens dramatiske indhold, mens de utraditionelle (og muligvis uovervejede) formuleringer på den anden side skaber en næsten lyrisk sfære der harmonerer fint med primærkildens mytologiske aura… if you know whar I mean? 🙂

De tilsyneladende meningsløse pointeringer (fx. af at det IKKE er voksfigurer) etablerer en uigennemskuelig – men dog potentiel dybde i teksten.

Til gengæld giver titlen ingen mening, og de sproglige klichér (som startsætningen – ER det Linie 3??) forfladiger tekstens originalitet.

Det kan udemærket være, at du griner hele vejen hjem!!
Men hvis denne tekst er rystet ud af ærmet, kunne det være RIGTIGT spændende, at se hvad du kan, når du arbejder seriøst med egne litterære tekster!!