Gud eller big bang?
Af Emil Kirkegaard
Man hører ofte religiøse snakke om den første årsag, og som regel ender det med, at gud bliver sat som den første årsag. Ikke overraskende er dette ikke helt logisk plausibelt. Jeg vil i denne tekst præsentere et teistisk argument og derefter vise, hvorfor det ikke er holdbart. Derefter vil jeg præsentere mit eget argument imod en skabende gud.
Teistisk argument (det kosmologiske argument)
Et typisk argument kunne lyde således:
Ingenting kan komme af sig selv, derfor kan universet ikke komme af sig selv og kræver en skaber. Denne skaber er gud.
Logisk set kunne argumentet se således ud:
P1. Alt der findes, har en årsag til sin eksistens.
P2. Universet eksisterer.
C1. Derfor har universet en årsag til sin eksistens.
For at holde det simpelt, vil jeg lade være med at benægte første præmis, selvom det faktisk sker i naturen, at ting ikke har nogen direkte årsag. Andet præmis kan ikke benægtes. Dog er det vigtigt at lave en præcis definition af univers.
Normalt ville man definere univers til ‘alt der eksisterer’, men dette gør, at en skaber ikke kan være til stede. Derfor definerer teister ofte universet til ‘alt materielt’, og gud er naturligvis ikke-materiel – hvad i alverden en ikke-materiel ting så end er.
Teisten laver også en ekstra konklusion efter (3), nemlig:
C2. Gud skabte universet.
Men for at det kan lade sig gøre, så må Gud enten have skabt sig selv eller altid have været der. Teisten får svært ved at hævde, at guden har skabt sig selv, da han i så fald ville modsige hans eget første præmis. Teisten konkluderer derfor, at Gud altid må have været der.
Spørgsmålet er naturligvis: Hvis Gud altid kunne have været der, hvorfor kunne universet så ikke også?
Occams ragekniv1
Først vil jeg introducere en gammel bekendt – nemlig Occam’s ragekniv. Den lyder således:
The simplest explanation is usually the best.
Hvilket oversættes til:
Den simpleste forklaring er ofte den bedste.
Ragekniven bruges til at udelukke ekstra præmisser i forklaringer, hvor de er unødvendige. Den kan bruges, når man har to teorier, som forklarer lige meget. Ragekniven siger så, at den teori med mindst antagelser, dvs. ting man ikke har nogen viden om, er at foretrække frem for den mere komplicerede. I praksis bruger man den ubevidst. Hvis man forestiller sig to teorier, som begge forklarer hvordan en kogeplade virker:
- Molekylerne i metallet overfører energien til gryden.
- Molekylerne i metallet overfører energien til gryden, og der er en ikke-observerbar trold, som hjælper til.
Så er det let at finde den ekstra antagelse.
Argument imod en skabende gud
Leder man efter antagelser i den teistiske teori om universets skabelse, så vil man finde:
- Gud eksisterer
- Gud har altid været der eller skabte sig selv
Begge er ting man ikke ved og derfor har antaget.
Leder man efter antagelser i den ateistiske version, så vil man finde:
- Universet har altid været der eller skabte sig selv
Hvis man så kikker på det teistiske og den ateistiske argument, vil man se, at den teistiske har flere antagelser end den ateistiske. Derfor bør man vælge den ateistiske if. Occams ragekniv.
Konklusion
Jeg har forklaret, hvorfor et teistisk argument ikke er holdbart, forklaret hvordan Occams ragekniv bruges til at udelukke dårlige forklaring samt argumenteret for, hvorfor jeg mener, at man bør vælge den ateistiske skabelsesteori.
1http://en.wikipedia.org/wiki/Occams_razor#Variations