Udtales som realisme.

Jeg har fundet på denne nye litteraturbevægelse. Ideen er at man sætter en eller anden absurd begrænsning (deraf ‘regel’) for sin historie, men udover det så er det frit. Helst så frit, at det kan kvalificeres som litterært nonsens. Eksperimentel nonsens kan man kalde det.

Eksempler:

1) Man lærer i dansk, at historier altid enten er skrevet i 1. eller 3. person. (Dansklærere har et smart term for dette: fortællerforhold.) Men, hvad med 2. person? Er det umuligt? Det tror jeg ikke. Jeg har allerede fundet ud af hvordan jeg vil gøre det.

2) Man lærer ligeledes i dansk, at 3. person fortælleren kan være omniscient, men det har mig bekendt aldrig været tilfældet at 1. personen var omniscient. Kan det lade sig gøre, at skrive en historie med dette?

3) Kan man skrive en historie uden at bruge bestemt artikel?

4) Kan man skrive en historie uden at bruge det samme navneord mere end en gang?

Etc.