En kristen er…



Af Emil Kirkegaard – dedikeret til mini-me

Abstrakt

Nogle mener, at man er kristen når man selv føler for det, eller selv synes det. Biblen er uenig, men det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil vise at hvis man godtager at man er kristen fordi man synes det, så rammer man ind i nogle absurditeter.

Kategori og krav

Kristen er en kategori. Alle kategorier har nogle krav for at man kan være med i den kategori. Hvis det omvendt set var sådan, at man tilhørte den kategori man havde lyst til at tilhøre, så tror jeg ikke at nogen mordere gad tilhøre kategorien ‘mordere’.

Tilmed går det imod hele ideen om at have kategorier hvor kan kan systematisere tingene i. En kategori er jo netop til, for at man kan identificere fællestræk, sådan at der opnås et større overblik. Hvis kristen betød dem, som synes at de er kristne, så har man blot oprettet en ny kategori der hedder ‘wannabe-kristne’, men den originale kategori er der stadig.

Årsagen

Grunden til at mange, og jeg selv før jeg ændrede holdning, tilslutter sig denne holdning, er at det er den nemme udvej. Det er åbenlyst svært at definere kristen på en måde, hvor Protestanter, Katolikker, Jehovas Vidner, Mormoner etc. skal ind under, HVIS de skal ind under. I det hele taget virker det som om, at begrundelsen hviler på subjektivitet. Religion er subjektivt og kristen betyder noget forskelligt for den enkelte person, men dette gør begrebet totalt meningsløst for andre mennesker, da ord er nødt til at have en fælles definition ellers er de ubrugelige.