Af Emil Kirkegaard

En ting, som jeg ser i debatter, er, at folk er bange for at vedkende sig ignorancen. Lad os sige, at en teist vil argumentere for guds eksistens ud fra en variant af design argumentet. Lad os forestille os, at han argumenterer nogenlunde således:

Det er meget usandsynligt, at naturens konstanter skulle tillade liv, dette faktum kræver en forklaring og den bedste løsning er en designer.

Lad os springe de logiske problemer ved et sådant argument (non-sequitur og el. affirming the consequent) og kikke direkte på de ateistiske modsvar.

Et typisk modsvar er at hævde at der måske findes flere universer, måske uendeligt, og derfor er det intet under at netop dette univers er fin-justeret til liv, da der er et utal af andre universer som ikke er.

Der er en hel række problemer med et sådant argument: for det første er det uvidenskabeligt i en grad, da det ikke kan empirisk af- eller bekræftes. Desuden er det heller ikke den simpleste forklaring, da det antager eksistensen af op mod uendeligt antal andre verdener. Videnskabsmænd har det med at især bruge dette modsvar, som jeg finder dårligt. Måske er der en underliggende grund til at de benytter sig af det, som jeg ikke er bekendt med.

Problemet er, at der findes et meget simplere og bedre svar – stil spørgsmål ved teistens påstand om at naturens konstanter kan ændres. Det er ikke noget vi har observeret i praksis, så der er ingen empirisk grund til at tro det, og jeg tvivler meget på, at der findes (gode) argumenter for hvorfor de skulle kunne ændres. Man behøver således ikke altid komme med påstande for at modargumentere et argument som design argumentet, for det kan let ordnes ved at erkende at ingen har nogen viden om dette, og derfor er argumentets præmisser ikke understøttede.