Om rationalitet


Af Emil Kirkegaard

Under diskussion af evidentialismen, er det blevet mig klart, at der findes to forskellige former for rationalitet. En slags rationalitet er den, som der bliver diskuteret i min tidligere artikel om evidentialismen. En anden slags rationalitet er forbundet med en motiv. Hvis jeg fx ønsker ikke at dø, så ville det være irrationelt at begå selvmord, med mindre at jeg havde en endnu stærkere ønske om at dø.

Denne forestilling om rationel falder godt sammen med den almene anvendelse af ordet i teknologien, hvor en rationalisering er når man minimerer omkostninger og maksimerer udbyttet. De bagvedliggende motiver er naturligvis, at man ønsker minimale omkostninger og maksimalt udbytte.

Nuvel vil en uvidenhed om disse to forskellige former for rationalitet føre til misforståelser. Når en teist fx hævder, at det er rationelt at tro på gud. For teisten kunne mene den version af rationalitet som vi har diskuteret her. Hvis teisten samtidig har et motiv om at leve et godt liv, så lang tid som muligt, så ville det ikke være irrationelt at tro på gud, da denne jo siges at give dig et perfekt evigt liv, hvis du tror på den (i teistisk kontekst). Ateisten ville formentlig mene den første betydning af rationalitet, hvor teistens tro ikke kan siges at være rationel.

For at undgå problemer foreslår jeg blot, at man gør sig klart, hvilken betydning man bruger.