Jeg læser for nyligt i Kant’s Grundlæggelse af moralens metafysik og opdagede til min forundring en temmelig åbenlys selvmodsigelse. Det var min forundring fordi, at han ellers siges at være en af verdens absolut største tænkere, og det virker mærkeligt, at en sådan skulle lave en åbenlys logisk fejl i et anerkendt værk.
Kant’s selvmodsigelse er som følgende. Kant argumenterer for, at pga. den naturalistiske fejlslutning kan man ikke opdage den korrekte måde at handle på vha. erfaring, derfor er man nødt til at bruge en a priori begrundelse eller ren filosofi, som han kalder det. Kant’s pligtetik går i korte træk ud på, at det er ligegyldigt hvad konsekvensen af en handling er, for det er kun viljens værdi der afgør handlingens moralske værdi. Hvis viljen bør en handling var god, så var handlingen god, uanset hvad der måtte ske.
Dette bruges af start set alle i praksis, da de næppe ville bebrejde en person, som kom til at køre en anden person udover, fordi at denne person gik ud foran bilen. Personen i bilen forsøgte ikke at køre den anden over, men forsøgte muligvis at undgå det.
I loven bliver pligtetik også anvendt, da man kan dømmes for at planlægge mord, dvs. at det er viljen om at gerne ville begå mord, man bliver dømt for, ikke om det rent faktisk lykkedes en.
Kant argumenterer så for, at der må ligge nogle generelle principper bag al god moral, og han identificerer et af dem, det såkaldte kategoriske imperativ. Det kategoriske imperativ lyder: “Handl kun efter den maksime, om hvilken du tillige kan ville, at den bliver almen lov”.1
Han begrunder det med et eksempel. Hvis jeg løj, så skulle jeg ville, at dette blev ophævet til almen lov, men det vil jeg ikke, derfor bør jeg ikke lyve. Men hov, hvad er det Kant gør her? Han skriver at ingen ville vælge dette. Men den duer ikke. Man kan ikke begrunde en a priori påstand med noget empirisk. Kant skulle have vist, at denne handling førte til en selvmodsigelse el. lign, som ville være gyldig bevisform i a priori logik.
Jeg har opdaget, ved læsning af John Stuart Mill’s Utilitarisme, at jeg ikke er den eneste der bemærkede denne fejl. Problemet er blot, at den anden person gjorde opdagelsen 147 år før mig.
1Kant, I. Grundlæggelse af moralens metafysik, 1785, oversat 1993