Om historicisme


Historicisme er ideen om, at historien kan gøres til genstand for videnskabelig forskning og at der findes historiske naturlove, som styrer historiens gang.

Jeg har længe haft en ide om, at historicisme er falsk, men hvorfor burde man argumentere for det?

Jeg har overvejet et argument om, at videnskab ikke kan udføre forskning på genstande, som er i stand til at reflektere over forskningen, men dette giver problemer, da psykologi studerer genstande (i.e. mennesker) som kan reflektere over forskningen. Man hertil kan det hævdes, at disse personer ofte ikke er klar over at de blever forsket i, eller hvilken ting der bliver undersøgt. Hvis de var klar over dette, så ville vi løbe ind i placebo-problemet. Nedenstående tegning illustrerer problemet med subjekter, som kan reflektere over, at de bliver undersøgt.

Man kunne også gå i en anden retning, og forsøge at argumentere ud fra menneskets frie vilje, og hævde at der ikke findes nogle naturlove, der bestemmer denne frie vilje. Det ville imidlertid føre en ind i en masse vanskeligheder mht. den frie vilje, så det er et last call argument. Med vanskeligheder mener jeg determinisme og definitionen af fri vilje.

En tredje indvending imod historicisme, er at hævde, at videnskaben kun kan undersøge ting der eksisterer, og at historiens gang ikke kan siges, at være eksisterende. Dette vil resultere i en diskussion af hvad videnskabens begrænsninger er og hvad eksistens betyder.

Mit håb er, at jeg har vist, at historicismen ikke er så let at komme af med igen, men at jeg opfordre mine læsere til at kritisere mine argumenter imod den, men også finde andre argumenter imod/for historicismen, for dem ville jeg være meget glad for at høre.

Omvendt set, så virker historicisme som forklædt fatalisme. “Det er lige meget hvad du gør, uanset hvad ender vi ved x”. Jeg har da også lånt en bog om emnet, Det åbne samfund, af Karl Popper. Jeg håber, at hans intellekt kan kaste noget lys over sagen.