Mening i livet efter religionens bortgang


Nogle personer føler en følelse af tomhed og/eller meningsløshed, fordi at de har opdaget, at der ingen objektiv mening er med livet. Jeg tror at det er en tilstand, som man skal gennem hvis man nogensinde har troet, at der var en mening. Derimod, hvis man aldrig har haft den ide, så er der ingen fase at skulle igennem.

Hvis man er i tilstanden af meningsløshed, så bør man ikke fortvivle. Tilstanden opstår typisk fordi at man ikke kan svare på spørgsmålet “Hvad er meningen med livet?”. Men dette er ingen grund til at være ked af det. Spørgsmålet er nemlig selv uden mening, på samme måde som “Hvad skete der før tiden begyndte?”. Mening er et udelukkende subjektivt ord, og giver ikke mening i objektiv sammenhæng.

Derfor bør man ikke fortvivle over at meningen er forsvundet, thi den har aldrig været der, til at begynde med. Man bør i stedet være glad for ens opdagelse, friheden til at lave sin egen mening med livet. Ved nærmere eftertanke er dette et langt mere favorabelt scenarium, for hvem udover en selv har ret til at bestemme hvad ens liv skal bruges til?

Dette er også relateret til den stilstand man kommer i, når man opdager, at man ikke lever evigt. Men man kan blot spørge sig selv, om en en historie er meningsløs blot fordi at den slutter? Svaret er utvivlsomt nej. Tværtimod, hvis man kun har et liv, og at dette liv er utrolig kort sammenlignet med den tid der er gået siden Big Bang. Man har kun et liv, kun en mulighed for at udnytte chancen – hvorfor smide den væk med at være ked over at der ingen ultimativ mening er?