Ved tankens autonomi mener jeg, at man tvinges til at tænke selvstændig i stedet for at lære tingene fra en bog.

Hvis hvorledes ved man, at den måde man ser tingene på er god? Man sammenligner med nogle andre måder at se tingene på. Det er nødvendigt at have mere end en måde at se tingene på, før at man kan lave en vurdering. Hvis man fra starten af får en given måde at se tingene på fortalt, så er det (meget) sandsynligt, at man vil fortsætte med at bruge denne måde. Omvendt, hvis man fra starten ikke får tildelt en måde at se tingene på, så er man nødt til selv at udvikle en.

Jovist er mange eller måske de fleste af disse nye måder at se tingene på, dårlige i forhold til de etablerede måder, men i så fald lærer man alligevel nogle ting. Man lærer at man ikke nødvendigvis finder den bedste løsning selv i.e. at andre kan komme en i forkøbet eller slet og ret være være bedre. Samtidig lærer man at vurdere måder at se tingene på.

Nogle gange vil det dog vise sig, at den accepterede måde at se et givet fænomen på, er forkert eller uhensigtsmæssig. Hvis den nye måde er bedre, så vil den langsomt udkonkurrer de gamle måder at se tingene på. Eksempler er:

Tidlig fysik -> Newtons fysik -> Relativistisk fysik.

Teistisk teleologisk biologi -> naturlig biologi.

Med andre ord, vha. selvstændig tænkning kan vi skabe en masse måder at se en masse fænomener på, hvis de alle viser sig at være dårligere end den måde vi bruger, så kan vi glæde os over, at vores måde kunne gennemgå en test. Omvendt hvis vi opdager en ny, så har vi opfundet en bedre måde at se et fænomen på, og hvad kunne være bedre i filosofisk forstand?