Her følger en kort analyse af ordet er’s funktion i det danske sprog og lignende ord funktion på andre sprog.

Ordet er bliver brugt på to forskellige måder, betragt disse eksempler:

  1. Jeg er sej.
  2. Linda er personen i hjørnet.
  3. En hund er et dyr.
  4. Jeg er Emil.

Du har måske gættet det; i situation (1) og (3) bruges er til at fortælle at p tilhører q gruppe.

I situation (2) og (4) bruges er til at fortælle, at q er identisk med p. Identisk betyder at det er det samme. Helt specifikt betyder det for partikulære påstande, at det objekt som koncept q henleder til er det samme som det objekt koncept p henleder til.

Man kan misbruge denne tvetydighed i sproget på flere måder, betragt fx følgende argument:

Argument Z

 

  1. (Alle) Jeg er træt.

  2. Alle mennesker er trætte.

  3. (Alle) Jeg er alle mennesker.

Det burde ikke komme som en overraskelse at argument Z er ugyldigt; konklusionen følger ikke af præmisserne. For at demonstrere argumentets ugyldighed, så har jeg her skrevet det i symbolform el. logisk form:

Argument Q

  1. Alle J er T.
  2. Alle M er T.
  3. Alle J er Alle M

Det er nu tydeligt at (3) ikke følger af (1) og (2). Endvidere kan man bemærke følgende andre fejl:

1, i (3) indgår der et ekstra alle selvom der ikke burde. 2, i (3) lyder det som om, at der menes den identiske funktion af er, men det kan umuligt følge af præmisserne, thi det er en syllogisme.