Jeg har i sinde at diskutere lidt metaetik, især hvad min nuværende holdning er og hvorfor jeg har den holdning.

Jeg accepterer evidentialisme og derfor kan jeg kun have epistemologisk begrundet tro på noget hvis jeg har evidens for at det er sandt. Min situation er, at jeg er i tvivl om etiske udsagn kan være sande eller falske, dvs. om de er propositioner. Etiske udsagn er defineret som udsagn der indeholder et etisk udtryk såsom “bør”. Lad os betragte udsagn (1):

(1): Det er forkert at dræbe.

Hvis vi prima facie accepterer, at dette er en proposition, så må den være syntetisk eller analytisk. Men (1) ser ikke ud til at svare til noget i verden, så den er ikke syntetisk, og det er ikke sandt per definition, så er det heller ej analytisk. Det kan derfor ikke være en proposition. Givet at kun propositioner har sandhedsværdier, så kan udsagn som (1) ikke have sandhedsværdier.

Men, måske kunne “forkert” i etik betyde “bør ikke”, vi får således et nyt udtryk (2):

(2): Man bør ikke dræbe.

De fleste ville nok tilkendegive at (1) og (2) udtrykker samme betydning og er således logisk ækvivalente. Hvis vi laver samme analyse som ovenover på (2), så ville vi finde at den ligesom (1) heller ikke er en proposition. Det er således meningsløst at sige at:

(3): “Man bør ikke dræbe” er sand.

Vi ved, at hvis man siger “p”, så er den udtalelse logisk ækvivalent med udtalelsen “”p” er sand”. Givet at dette også gælder for etiske udsagn som (3), så er (3) logisk ækvivalent med (2) og begge er meningsløse. Men, måske gælder det ikke for etiske udsagn, at udtrykke en proposition er det samme som at udtrykke at den er sand. Måske betyder det noget andet at udtrykke en etisk udtalelse.

Det kunne for det første være, at man ville udtrykke sine følelser overfor noget:

(4): Jeg hader at dræbe.

Et sådan synspunkt kaldes emotivisme. En anden ikke eksklusiv mulighed er at man udtrykker en kommando:

(5): Lad være med dræbe.

Begge muligheder synes rigtige i de fleste situationer, men så er det etiske forsvundet. En tredje mulighed kunne være at etiske udsagn er opfordringer til at blive enige med en, men dette virker som at være en afart af kommando-teorien.

Dagens spørgsmål var om det giver mening at sige at et etisk udsagn er sandt. Man kunne måske mene, at sandt betyder noget andet end hvad man plejer at mene med sandt, men hvorfor så bruge ordet? Det ser ud til at skabe mere forvirring. Man kunne også tage en subjektivistisk holdning og mene, at etiske udsagn kan være sande og falske ifht. et subjekt, men er dette ikke bare en måde at forsøge at beholde ordet sandhed på, når man har røvet det for al værdi? Jeg ser ingen grund til at acceptere subjektivisme.

Konklusion

Givet ovenstående analyse, så ser jeg ingen grund til at acceptere at sand og falsk bliver brugt om etiske udsagn, men jeg benægter ikke at etiske udsagn har mening.