Førstedagen

Døren stod på klem til køkkenet og skuffen Peter var netop kommet på plads under køkkenbordet, hvis navn var Thomas. Alle beboerne i køkkenet, som de selv yndede at kalde køkkenland, hvilede ud efter dagens anstrengelser. Det havde nemlig været en rigtig hård dag for mange af dem.

Thomas udbrød “Ih hvor føler jeg mig dog flad i dag.”

Dertil svarede Peter “Jeg kender godt følelsen kammerat.– Hvor ville jeg dog ønske at blive brugt igen. Det sårer mig blot at blive gemt væk ind under bordet og ikke blive brugt”

“Åh, det skal nok komme igen en dag. Det lover jeg dig!” Sagde Thomas. Og således snakkede de ikke mere om den sag. Men Peter og Thomas var skam ikke de eneste køkkenlændere, nej, der var også skabet Anders og selveste køkkenlampen Sigurd, som var helt oppe ved loftet. Hun nød selv at anse sig som dronning af Køkkenland. De fleste af de andre var ligeglade med om hun ville tiltales dronning eller ej. Formentlig af den grund, at det ingen forskel for dem gjorde, da hun jo alligevel ikke ville komme ned derfra og gøre noget ved dem som ikke overholdte hendes majestæts regler.

I dag havde herskerne spist i køkkenet og lavet mad der, hvilket de gjorde næsten hver dag.

“Det er som om, at de har glemt at købe ind” sagde Anders.

“Det er jeg så sandelig enig med” sagde køleskabet Marie, som var den næsthøjeste i køkkenet. Hun lavede nogle gange sjov med at hun var en sneprinsesse.

“Jeg føler mig helt tom, og det kan jeg ikke lide” sukkede Anders, “jeg ville dog ønske at de ville fylde mig op igen”

“Det er noget værre noget, med de herskere” sagde sneprinsessen Marie. “Hvis de ikke snart gør noget ved det, så går jeg kold!” Skreg hun. Og således endte samtalen med at de begge surmulede. Det var nattens sidste samtale. Og det blev dag, og det blev aften på andendagen.

Andendagen

Da herskerne havde forladt Køkkenland og alt endeligt åndede fred og ro, så sagde Sigurd, som havde haft en dårlig dag

“Grr. Jeg så sur på de herskere i dag. De har tændt og slukket mig i dag uden ende! Det er ligesom at være en hund som skal løbe frem og tilbage efter en pind uden ende. Jeg holder det ikke ud! De er nogle forbandede lyseslukkere!”

“Så så, deres majestæt” sagde Peter, som forsøgte at lindre hendes vrede lidt ved at tiltale hende pænt “I morgen bliver atter en dag, og der vil du blive behandlet godt igen. Dette er en kun en midterfase. Du bør i stedet være glad for, at de ikke har byttet dig ud med en af de dersens lysstofrør” Den sidste sætning var lige lidt mere end Sigurd kunne holde til. Hun brød ud i raseri, men ingen hørte efter længere. Hun var nemlig et forfærdeligt vrøvlehoveder når hun blev sur, og det var ikke til at finde hoved og hale i det hun sagde.

“Jeg så skuffet over heller ikke at være blevet brugt i dag” sagde Peter til Thomas.

“Åh, det skal nok gå” sagde hunden Fister, som i dag var på besøg i Køkkenland.

“Det kan du sagtens sige” svarede Peter uden magen stemme “Du bliver gået med hver dag”.

“Der kan jeg ikke sige dig imod, kære Peter” svarede Fister og forsøgte at trøste Peter lidt. “Men, i morgen er der atter en dag, og det kan være, at din lykke bliver gjort der”.

“Det håber jeg så sandelig på”, sagde Peter, nu i lidt bedre mode.

“Jeg går lige over og snakker med Marie og så kommer jeg igen” Og så gik Fister over til Marie for at sige

“Har du mere medister?” Jeg bare helt vild med det.

Metatanker

Og sådan kunne jeg blive ved med at skrive en historie i et tema som mest alt minder om H. C. Andersen. Det vil jeg imidlertid ikke. Men jeg vil nævne nogle andre stupide ting jeg kunne have skrevet om.

Hvad med en fatsvag fatning i loftet?

En ovn som føler sig tom indeni (naturligvis mens at den er tom).

En bil der kører rundt på loftet fordi at den er helt oppe at køre?

Varm olie på en pande som føler sig i en tilstand af brændende kærlighed?

En bil som skal stave til ‘Peter’ og synes at det er lige ud af landevejen?

En onkel som døde af legesyge?

Drengen som gik ud for at finde tiden som havde gået sin vej?

Søren som undrede sig over om det ville være dumt at være overvægtig hvis ens liv hang i en tynd tråd?

Hvis man er i nød, hvilken nød er det så? Hvorfor er nøden så stor eller en så lille?

… Ad infinitum et deus ex machina!