Anbefalet læsning:

Moral non-realism, SEP, link.

Hume’s Fork, Wikipedia, link.

Two Dogmas of Empiricism (1951), link.

Jeg har tidligere givet dette argument for non-kognitivisme mht. etiske udsagn; at etiske udsagn ikke er propositioner; at de ikke kan være sande eller falske.

1. Alle propositioner er enten analytiske eller syntetiske.

2. Etiske udsagn er ikke analytiske.

3. Etiske udsagn er ikke syntetiske.

4. Ergo, etiske udsagn er ikke propositioner.

(1)

Er et teorem i analytisk filosofi og kaldes analycitet. Quinn har argumenteret mod denne i Two Dogmas of Empiricism (1951), som jeg ikke har haft tid til at læse endnu. Der blev skrevet et svar til Quinn’s artikel, In Defense of a Dogma (1956).

(2)

Analytiske propositioner er sande enten direkte per definition eller per en slutning fra noget der er gyldig per definition. Men etiske udsagn kan ikke være sande per definition, det giver ikke nogen mening at “mord er forkert” blot betyder at mord er defineret til at være forkert. Derfor er etiske udsagn ikke analytiske.

(3)

Syntetiske udsagn er sande hvis de kan meningsfuldt svarer til noget i verden. Men etiske udsagn har ikke noget som de konceptuelt kan referere til i verden. Derfor er de ikke syntetiske.

Det svage præmis er (3). Første gang jeg begrundede det, kom jeg til at begrunde det således:

3′. Etiske udsagn svarer ikke til noget i verden.

Men dette implicerer ikke, at etiske udsagn ikke er syntetiske, men netop at de er! Hvis man godtager at de ikke refererer til noget i verden, så har man også, implicit, godtaget at de kan meningsfuldt referere til noget i verden. At de ikke gør det betyder blot, at de er falske. Dette vil så betyde at alle etiske udsagn er falske, men meningsfulde. Dette vil jeg nøje overveje i fremtiden.