Tanker om eksistens


Af Emil Kirkegaard

Abstrakt

Som ved mange andre filosofiske emner, kan man starte med at spørge sig selv.

Hvad er eksistens?

Hvad mener vi med ordet eksistens? Mener vi det samme med ordet, når vi siger, at et hus eksisterer og når vi siger at ‘politik’ eksisterer? Med andre ord, så er vi kommet til ontologiens verden – tanker om hvad der eksisterer. Jeg vil give et bud på et svar til ovenstående spørgsmål.

Riger og kausalitet som kriterium for eksistens

Nogle mener, at vi lever i en tvedelt verden, som består af en et naturligt rige og et supernaturligt rige, eller måske et fysisk rige og et psykisk/mentalt/åndeligt rige. Jeg skelner mellem ordet ‘rige’ og ‘verden’ af taksonomiske grunde. For ‘verden’ betyder ‘alt der eksisterer’ følgelig kan der kun være en verden, da flere verdener med alt i, ville være den samme ting, og forskellige ting kan ikke være den samme ting, per definition. Et rige er en underdel af verdenen. Der kan, i princippet, være et utal af riger.

For at vende tilbage til den tvedelte verden. Så mener nogle af disse mennesker, at rigerne er adskilt af en kausalgrænse, hvor der ikke kan ske kausalsammenhænge på tværs af. Jeg føler en intellektuel væmmelse ved tanken, for hvad forskel skulle det gøre for det naturlige rige, som vi er del af, om der findes noget udenfor dette rige, men som ikke kan påvirke noget indenfor riget? Hvorfor bruge tid på at tænke over eksistensen af noget, som principielt ikke kan have nogen indflydelse på vores liv? Endvidere, selv hvis der var noget i et andet rige, så ville det være umuligt at opnå viden derom.

Kan noget, som ikke kan påvirke det rige vi lever i, overhovedet siges at have nogen eksistens? Det tror jeg næppe.

Alle ting, som vi kan blive enige om har eksistens, har kausalitet og intet som ingen eksistens har, har kausalitet. Jeg forslår derfor, at bruge kausalitet som kriterium for eksistens.

Ideer og koncepters eksistens

Hvis vi accepterer mit kriterium for eksistens ovenover, så kan ideer og koncepter ikke siges, at have nogen eksistens, men de kan vel ikke siges, at ikke-eksistere? Derfor må man enten skelne mellem ordene ‘eksistens’ og ‘findes’, som ellers plejer at blive anvendt synonyme, droppe kriteriet, bruge et tillægsord eller anvende en dobbelt betydning af ordet ‘eksistens’.

Sidstnævnte ville stå imod alt hvad jeg, som systematisk filosof, står for. Det er mit ultimative motiv, at rense sproget for uklarheder og sætte alt i et sammenhængende system. Uklarheder i sproget er tilmed i kontrast til sprogets primære funktion, at fungere som kommunikationsmiddel. Hvis man vil kommunikere en avanceret ide, er det nødvendigt at have et avanceret sprog. Derfor bør sidstnævnte mulighed forkastes.

Da jeg mener, at kriteriet ovenover er anvendeligt til at systematisere verden i en højere grad end indtil, og dermed opnå en bedre forståelse af verden, så vil jeg ikke forkaste det, med mindre at konsekvensen er stor.

Hvis man skelnede mellem ordene ‘eksistens’ og ‘findes’, ville det, såfremt at denne skelnen blev accepteret og udbredt, blive sværere at læse tekster som er skrevet af mennesker som ikke accepterer denne skelnen eller som var skrevet før, at jeg luftede min ide.

Den sidste mulighed er så, at tilføje et tillægsord til ‘eksistens’, hvis man mener, at der er tale om en situation, hvor det kunne misforstås hvilken betydning af ordet man brugte. Jeg vil foreslå, at man benytter ‘fysisk eksistens’ om ting hvor kriteriet anvendes og ‘konceptuel eksistens’ om ting som ‘politik’.

Konceptuel eksistens

Det første åbenlyse problem med denne skelnen mellem fysisk og konceptuel eksistens, er at kriteriet kun kan anvendes ved fysisk eksistens, og dermed mangler man en metode til at skelne det ikke-eksisterende fra det eksisterende i den konceptuelle forståelse.

Antaget her er det naturligvis, at der er nogle koncepter som ikke eksisterer – som ikke er. Sproget her er svært anvendeligt, da man ikke kan omtale noget, uden at antage eller give det eksistens. Hvilket måske ikke er en helt dårlig ide. For hvis alle koncepter der er omtalte eksisterer, så har vi jo netop fundet et kriterium. Koncepter der ikke er omtalte eksisterer ikke mens at koncepter der er omtalte eksisterer. En anden mulighed kunne være, at alle mulige koncepter eksisterer hele tiden, men i hvilket medie? Kan et koncept overhovedet siges, at eksistere uden et medie? Det svarer for mig at se, til at sige, at en personlighed kunne eksistere uden en hjerne, hvilket den ikke kan.

Men hvor eksisterer koncepter så henne? At svare, at de eksisterer i sindet ville blot være at gå et skridt længere tilbage uden en forklaring. For hvor eksisterer ‘sindet’, hvis det da kan siges at være en enhed? I hjernen. Følgelig eksisterer koncepter også i hjernen, formentlig i en celle.1 Hurtigt ville man dog bemærke, at koncepter ikke altid er i sindet, i tankerne, men dog stadig kan genkaldes ved at benytte hukommelsen. Hukommelsen kan altså opbevare koncepter der ikke tænkes på lige nu.2

Et sidste spørgsmål kunne være, eksisterer koncepter i bøger?

Nej, bøgerne indeholder ikke en ide, for de har ingen hjerne og derfor intet sind at have ideer i. Bøgerne indeholder en repræsentation af et koncept, ligesom fjernsynet indeholder en repræsentation af nogle mennesker, men ikke selve menneskerne. Ved at sindet betragte denne repræsentation, kan det danne en nyt koncept lignende det gamle, eller måske det samme som det gamle. Det ser jeg ingen grund til at skelne i mellem.

En anden løsning

En anden og simplere løsning end mit lidt kringlede forsøg ovenover, på at forklare den konceptuelle eksistens, kunne simpelthen være, at benægte deres eksistens i forhold til kriteriet. Dermed er man også fri for at skelne mellem fysisk og konceptuel eksistens, og systemet bliver simplere. Endvidere gør det ingen forskel i verden om koncepter eksisterer eller ej, for ordet eksistens er meningsløst uden kausalitet. Dermed må jeg konkludere, at den simpleste løsning i dette tilfælde er den bedste. Dette læner sig tæt op af nominalisme.

1Spekulation, jeg har ikke nogen stor viden om neurologi.

2Man kunne også anse hukommelsen for at være fysisk, og dermed opbevare repræsentationer af koncepter og ikke selve koncepterne. Dette kan forklare hvorfor, at vores hukommelse svigter med tiden, pga. at hjernen svigter med tiden.