Af Emil Kirkegaard

I en debat blev der skrevet:

Her er et bevis for Guds eksistens:

1. Hvis Gud ikke findes, så findes absolutte værdier ikke.
2. Men absolutte værdier findes
3. Derfor, Gud findes”

Det første man kan bemærke, er at argumentformen er ugyldig:

P1. ¬A -> ¬B

P2. B

C1. A

Det er en non-sequitur, da præmisserne ingen relevans har, grundet at det ene er skrevet i negativ form. Det kan omsættes til positiv form:

P1. A -> B

P2. B

C1. A

Hvorefter, at det er tydeligt, at der er tale om et ugyldigt argument da man hævder følgen, i stedet for grunden (affirming the consequent).

Man kan redde argumentet ved at omformulere P1 til:

P1. Kun A -> B

Da personen blev bedt om begrundelse for præmis 1, svarede han:

Nogle vil måske hævde, at præmis 1 ikke nødvendigvis er sandt. De vil argumentere, at det teoretisk set er muligt, at moralske værdier kan eksistere uden at være afhængige af et sind.”

Hvis vi kikker på P1, så vil vi se, at han udtrykker sig utydeligt, da P1 omhandler absolutte værdier, mens at han kun snakker om moralske værdier her.

Det er sandt, at dette er en logisk mulighed, men vi har ingen data til at understøtte det. Ingen har dokumenteret eksistensen af så meget som en værdi, der eksisterer uafhængigt af et sind. Omvendt har vi masser af data, der viser, at i hvert tilfælde vi observerer værdier, så er disse afhængige af et sind. Derfor må vi acceptere præmis 1 som konklusionen på følgende induktive argument:

P1: Alle kendte værdier er afhængige af et sind.
P2: A er en værdi.
K: A er afhængigt af et sind.”

Først laver han et argument fra uvidenhed. Man kan ikke gå fra uvidenhed om noget, til dets ikke eksistens.

Derefter opstiller han et ugyldigt argument. Argumentet følger ikke da, P1 taler om kendte værdier, mens at P2 taler om værdier. Argumentet kan reddes ved at omformulere en af dem. Hvis man omformulerer P1 til “Alle værdier er afhængige af et sind.”, så følger argumentet, men P1 forbliver ubegrundet. Hvis man omformulerer P2 til “A er en kendt værdi”, så følger argumentet ligeledes.

“Men det skulle være klart, at et begrænset og fejlbarligt menneskeligt sind ikke kan fastsætte absolutte moralske værdier – der er evige, sande værdier for alle, uanset om de ved det, eller om de kan lide det. Det må kræve et sind med absolut magt (Gud). Hermed er første præmis i mit argument underbygget.”

Her benytter han sig af retorik for at begrunde sandheden af en ufremsat påstand om at et begrænset og fejlbarligt menneskeligt sind ikke kan fastsætte absolutte moralske værdier. Derefter konkluderer han, at det må kræve en absolut magt (som bliver identificeret med gud, hvilket er en fejlslutning, men mindre, at alle sind med absolut magt er guder). Til sidst påstår han at han har begrundet P1, hvilket ikke er sandt. Han har ikke fremsat noget argument der har P1 som konklusion.

Senere blev han stillet dette spørgsmål:

“Hvordan beviser du, at der er evige og sande værdier for alle mennesker? Er disse værdier ikke bare en prægning af af kultur? Hvilket kunne forklare, hvorfor man har så forskellige værdier rundt i verden?”

Bemærk, at der nu er flere egenskaber ved disse værdier, ‘evige og sande’. Han svarer:
Her stiller du spørgsmålstegn med det andet præmis i mit argument. Så det vil jeg nu levere min argumentation for.”

Glimrende!

Angående præmis 2 (Der findes absolutte moralske værdier):


“Vi må acceptere værdiabsolutismen, fordi værdirelativisme er en selvmodsigende position. At alle værdier er relative betyder, at de alle objektivt set er ligestillede; at det er objektivt sandt, at ingen værdi er bedre eller dårligere end dens modsætning. Men i det øjeblik værdirelativisten påstår, at alle værdier er relative, så tillægger han det at artikulere dette udsagn mere værdi end ikke at artikulere det, hvilket jo netop ikke giver mening, da påstanden ?værdier er relative? hverken er mere eller mindre værd end dens modsætning. Med andre ord kan man ikke benægte eksistensen af absolutte værdier uden at benægte den logiske følge af værdirelativismen, nemlig at alle værdier har samme værdi. Dermed er det altså en selvmodsigelse af benægte eksistensen af absolutte værdier. På det grundlag bliver vi derfor nødt til at forkaste værdirelativismen og acceptere værdiabsolutismen, der ikke rummer denne indbyggede selvmodsigelse.”

Han forsøger sig med et “reductio ad absurdum” argument på værdirelativismen.

Intet sted definerer han ‘værdirelativisme’ så det er svært at vide hvad han mener med det. Hans argumentation går på at under værdirelativismen er alle værdier, set objektivt, ligestillede, i.e. Ikke bedre eller dårligere (som betyder hvad??). Han slutter at dermed er værdien er ‘alle værdier er relative’ selv relativ og dermed selvmodsigende. Han ser ud til at angribe en straw man, for værdirelativisme udtaler sig ikke om sandheder af ikke-værdi påstande, såsom værdirelativisme, ergo siger den ikke, at den selv er selvmodsigende. Det er også svært at vide hvad man mener med ‘værdi’.

Han forsætter med et nyt argument:
“En anden grund til at forkaste værdirelativismen er dens praktiske konsekvenser. Hvis man virkeligt lever, som om alt har den samme værdi, så er man intet mindre end et forfærdeligt monster, der ikke skelner mellem godt og ondt. Dette er ikke et logisk argument, men det man kalder et praktisk argument. Et praktisk argument kan levere støtte til et logisk argument. I dette tilfælde leverer dette praktiske argument støtte til mit logiske argument om, at det er en selvmodsigelse at benægte absolutte værdier.”

Han laver en påstand om, at alle der lever efter værdirelativismen er et forfærdeligt monster, men begrunder det ikke med naturvidenskabeligt evidens.

Desuden er det en straw man, da det ikke følger, at fordi at man tror på værdirelativisme, at man så lever som værdirelativist.

Han ser ud til at have misforstået hvad værdirelativisme handler om. Værdirelativismen siger blot, at der ikke findes nogle objektivt sande værdier, den siger dermed intet om subjektive værdier. If. værdirelativismen lever vi alle under vores eget sæt af subjektive værdinormer, ingen lever derfor under værdirelativismen da ingen person er objektiv.

Endvidere er det ønske tænkning i sidste linje, at man synes at noget fører til at man bliver til et forfærdeligt monster har intet at gøre med sandheden af en påstand.

Selv hvis man accepterede at værdirelativismen var sand, så følger det kun at det korrekte syn på værdier er absolutisme. Det følger ikke, at der findes en absolut værdi, som hovedargumentet kræver (P2). Hele argumentation for P2 er derfor en stor non-sequitur.

Til sidst, argumentet blev præsenteret som et bevis, men beviser er udelukkende analytiske, og hans argument er syntetisk. Det er derfor falsk markedsføring.

Konklusion

Jeg kan kun konkludere, at personen roder rundt i sine egne begreber og begår flere logiske fejlslutninger, som gør argumentet ugyldigt og ubegrundet.