Af Emil Kirkegaard

Inspireret af denne tekst, af Richard Carrier.

Det har i filosofien altid været et problem, at op nå sikker erkendelse. Rene Descartes forsøgte sig som rationalist i 1500-tallet. Hans argumenter er dog ikke mere overbevisende end at meget få nutidige filosoffer finder dem holdbare. Jeg har allerede tidligere udtryk min utilfredshed med Cogito ergo Sum i mine essays om grundantagelser. Hele problemet ligger i, at empiri let kan vises, ikke at være helt sikker. For de fleste mennesker er det paradoksale faktum, at intet er sikkert i verden, ikke noget problem, men for rationalisterne var det, thi de mente, at det var muligt at opnå sikker erkendelse blot ved at argumentere sig frem a priori.

Jeg mener, at den simpleste form for erkendelse må bygge på erfaring, thi det er umuligt at benægte, at vi erfarer noget, men let at benægte, at det vi erfarer altid stemmer overens med virkeligheden.¹

Ud fra disse simple erfaringer, kan vi vha. abduktion slutte os til nogle teorier er mere sandsynlige end andre, også derfra komme videre.

Jeg vil også fremsætte den dristige påstand, at der ikke findes noget som er a priori i praksis, da alle vores termer er dannet på baggrund af erfaring og vi kender ikke til noget menneske som har kunnet tænke sig frem til noget som helst, uden at allerede have erfaret noget.

Jeg vil rette en kritik imod Platon m.fl for at opfinde eller videreføre ideen om, at virkeligheden er uperfekte efterligninger af nogle universelle begreber/former. Det er helt omvendt, begreberne er uperfekte efterligninger af verden.

1Synsbedrag, hallucinationer etc.