Selektiv bevisførelse
Af Emil Kirkegaard
Selektiv bevisførelse er, når man foretager en udvælgelse blandt data. Dvs. man sorterer i data og vælger dem, som passer godt med teorien, mens de andre ignoreres. Fx deltog jeg engang i en debat, hvor en person hævdede, at de gamle grækere havde haft en unaturlig god gætteevne, fordi en af deres påstande var blevet bevist af videnskaben nu. Jeg skrev tilbage, at jeg var bange for, at han lavede selektiv bevisførelse. De gamle grækere lavede rigtig mange påstande – og mange underlige påstande. Thales fra Milet1 er et godt eksempel på en skør påstand. Han påstod intet ringere end, at alt er vand. Af og til skete det dog, at nogle gættede rigtigt. Anaximander havde allerede dengang en ide om evolution.2 Grækerne var næppe bedre til at gætte end nogen anden på den tid. Fejlen ligger i at ignorere alle eller mange af de gange, hvor grækerne gættede forkert og fokusere på de ting, de gættede rigtigt for derefter at slutte, at grækerne var eminente gættere.
Et andet eksempel på selektiv bevisførelse er, hvis en troende person beder sin gud om en ting. Det er ikke unormalt at høre troende påstå, at deres gud har givet dem det, de bad om for derefter at slutte, at deres gud nødvendigvis må eksistere. Problemet er, at de fuldstændig glemmer alle de gange, hvor en person har bedt men intet fik.
1http://en.wikipedia.org/wiki/Thales#Water_as_a_first_principle
2http://en.wikipedia.org/wiki/Anaximander#Origin_of_humankind