Jeg har undret mig over nogle spils stræben efter virkeligheden. Hvis man ville opleve virkeligheden, hvorfor skulle man så spille computer? Spiller vi ikke netop computer, fordi at virkeligheden ikke behager os? Det virker derfor paradoksalt når spil forsøger at blive så realistiske som muligt, da det underminerer deres eksistensgrundlag.

Endvidere bringer det en diskussion om omkring hvad virkeligheden er. Hvad betyder det, at et spil er realistisk? Er det realistisk, når de naturlove der er i spillet er de samme som dem der findes i virkeligheden? Hvis vi tager sportsspil som et eksempel. De er efterhånden meget naturtro, på sin vis. Der er ingen overnaturlige kræfter, det eneste urealistiske der er tilbage ved dem, er at ‘man’ ikke længere er sig selv, men en anden person. Det virker som om, at man alligevel godt kan lide virkeligheden, men blot ønsker en anden plads i den.