Bør man blive ved med at skrive på en normal måde som dog lider af visse klarhedsproblemer, eller bør man formulere sig på en unormal måde som dog er klarere hvis man har lært den at kende? Jeg vælger stort set altid den sidste mulighed, men nogle mener at det er fint nok at blive ved med at skrive på en uklar måde. Jeg vil igen bruge den modale fejlslutning som eksempel. Jeg antager at mine læsere efterhånden er ved at være godt bekendte med denne fejlslutning. Hvis jeg gerne vil udtrykke mig om sammenhængen mellem sandhed og viden, så kan jeg formulere mig på to min. måder:

1. Hvis nogen ved at p, så er det nødvendigvis tilfældet at p er sand.

2. Det er nødvendigvis tilfældet, at hvis nogen ved at p, så p er sand.

(1) er uklar og man kan lave to tolkninger af den:

1. p→□q

2. □(p→q)

Nogle tolker den som (a) og dette er en fejl. Den rigtige tolkning er (b). (2) er ikke flertydig på denne måde, og det ville være enormt svært at tolke den til at være (a). Den tillader kun en fornuftig tolkning: (b).

Nu er spørgsmålet så, bør man stoppe med at bruge formuleringen anvendt i (1)? Nogle mener tilsyneladende ikke at det er noget man bør:

”We can hardly hope to reform ordinary prose so that it will accord with the niceties of our conceptual analysis. Even logicians are going to continue to say such things as [some examples]” N. Swartz & R. Bradley, Possible Worlds, p. 331

Lad os se på konsekvenserne af at fortsætte med at skrive det på den normale måde, i.e. som gjort i (1). Den åbenlyse konsekvens er at mange vil blive ved med at fejltolke hvilken dom (1)-type sætninger udtrykker. Jeg mener at dette er meget problematisk og det er vigtigt at det undgås at folk tolker forker pga. en dårlig formulering. En anden mulig konsekvens er at det er lettere at læse. Det virker ikke til at forskellen i læsbarhed er stor, men nu er jeg godt bekendt med fejlslutningen og den specielle formulering, så jeg er ikke i stand til at vurdere sikkert hvordan andre læsere vil forstå det. Det kan måske gøre det lettere for nybegyndere at komme i gang med at forstå noget filosofi.

Jeg synes at det er tydeligt at den første konsekvens er værre end den anden, og at man derfor bør undlade at bruge formuleringer der ligner (1). Man bør i stedet anvende en mere bogstavelig formulering som (2).

Det, i.e. bogstavelige tolkninger og formuleringer, er noget der er værd at diskutere nærmere. En at forsøge at tolke bogstaveligt er et fortolkningsprincip ligesom velgørenhedsprincippet er det. For at være mere tydelig, så kan vi formulere bogstavelighedsprincippet således: Man bør vælge en tolkning af en udtalelse der ligger tættest på det der er bogstaveligt skrevet. Velgørenhedsprincippet kan formuleres således: Man bør vælge den tolkning af en udtalelse man finder mest plausible. Ordet ”udtalelse” skal her forstås bredt som i enhver sætning, tekst, eller hvordan personer ellers kan udtrykke sig fx på billeder.¹ Før har jeg argumenteret for vigtigheden af velgørenhedsprincippet. Jeg har ikke ændret min holdning så meget mht. det. Det er stadig et vigtigt princip. Dog har også bogstavelighedsprincippet sine fordele. Hvis det antages at personen, S, altid eller næsten altid udtrykker sig bogstaveligt, så vil bogstavelighedsprincippet være et lettere princip at anvende i ens fortolkning af S’s udtalelser. Med en bogstavelig udtalelse så vil det være unødvendigt at foretage vurdering af flere forskellige tolkninger for at finde ud af hvilken en der er den bedste.

Det kommer også an på hvad målet er. Hvis målet er at finde ud af hvad personen mente da han udtrykte sig, og at denne person har udtalt sig bogstaveligt, så er bogstavelighedsprincippet bedst. Men hvis målet er at finde ud af hvad en person der ikke er kendt for at skrive bogstaveligt mener, så er det en dårlig ide at koncentrere sig om hvad den bogstavelige tolkning er af en udtalelse. De fleste personer skriver ikke bogstaveligt, og derfor er det bedre at anvende velgørenhedsprincippet generelt og skifte til bogstavelighedsprincippet når man tolker en person’s udtalelser man ved er bogstavelige.

Det bør også bemærkes at det er et brugbart maksim, at både skrive bogstaveligt og tolke bogstaveligt. Hvis alle gjorde dette, så ville antallet af stråmænd falde markant. Men alle gør det ikke. De fleste mennesker udtaler sig ikke særlig bogstaveligt, og det gør at det er nødvendigt at sidde og tolke en del for at finde ud af hvad i alverden personen mente da han udtalte sig. Der er en anden fordel ved altid at forsøge at udtale sig bogstaveligt, og det er, at meningen også bliver mere klar for en selv. Der er en sammenhæng mellem hvor klart og bogstaveligt man udtrykker sig og hvor klart og bogstaveligt man tænker. Tanke og sprog hænger sammen. (cf. mit motto for denne side!) Folk der generelt snakker uklart og ikke-bogstaveligt tænker generelt også uklart og ikke-bogstaveligt. Det er et stort onde at tænke således hvis andet er muligt! Det sker ofte at folk har gang i så mange metaforer blandet sammen, at al mening er forsvundet.²

Jeg udtaler mig stort set altid bogstaveligt. Mine læsere bør lave en bogstavelig tolkning af mine udtalelser. Når jeg bruger en udtalelse ikke-bogstaveligt, så plejer jeg at markere det med citationstegn eller apostrof.