Forestil dig at nogen forsøger at overbevise dig om et eller andet. Efter at personen har præsenteret sine argumenter er du stadig i tvivl og tror ikke på personen. I sådanne situationer er det normalt ytre udsagn som ”tro mig” og ”stol på mig”. Men den kløgtige læser ved allerede at de er irrelevante. Sådanne udsagn har ingen evidentiel værdi og forøger ikke sandsynligheden af påstanden som der er tvivl om. Hvorfor ytre folk dem så?

Stærke erindringer

En kontekst hvor det er rationelt at ytre sådanne udsagn er hvis man vil indirekte lægge vægt på, at man har en stærk fornemmelse af at huske det. Hvis man diskuterer om en person virkelig oplevede det som personen påstår at have oplevet, så kunne personen som påstår at have haft oplevelsen ytre sådanne udsagn for at lægge vægt på at de har en stærk erindring om oplevelsen.

Jokes

En relateret situation er når at man har det på fornemmelsen, at den anden person fortæller en joke. Så kan man finde på, at ytre udsagn som ”seriøst?”, ”virkelig?” og lign. Den person som fortæller noget kan også finde på at ytre ”den er god nok”, ”det er rigtigt”.