Jeg faldt over dette blog indlæg.

Først tænkte jeg, “endelig!”, så har jeg noget at skrive tilbage til. Men da jeg begyndte at læse det igennem blev det klart, at det ikke var min tid værd. Jeg håber sandelig ikke, at en sådan holdning her er konsensus blandt danske præster, thi det er noget af det dummeste jeg har læst længe. Det understreger på det groveste at teismens rolle er udspillet i den seriøse tankes rige.

Alligevel bliver jeg nødt til at rette de værste idiotiske bemærkninger. Et generelt gennemgående tema er at skære ateisterne over en kam, som tankeløse ungdomsoprørere. En sølle retorik, også med kirkens gennemsnit.

Han starter jo meget godt:

Det er såmænd ikke noget, jeg sådan går og spekulerer på til daglig, men fornylig var jeg udsat for, at en “bekendelse”, som jeg med nogen omhu havde sammenskrevet, blev udsat for en grov spot. Det skete ud fra en antagelse af, at “Gud” og “Julemanden” var to alen ud af ét stykke. Når dertil kommer, at nogen øjensynlig mener, at man i stedet for at tilbede Gud lige så godt kan tilbede “spaghetti-monsteret”, så føler jeg trang til at gå til modangreb.

Ja, begge dele er findes formentlig ikke. Faktisk er julemanden mere sandsynlig. Jeg kender ikke til nogen aprioriske argumenter imod julemanden, men jeg kender i hvert fald to imod en guddom. A priori argumenter sikrer med logisk sikkerhed en sand konklusion.

Så skriver han:

Jeg skal i og for sig ikke anklage sådanne ateister for at være dumme. For mange af dem er sikkert yderst velbegavede mennesker. Men jeg vil anklage dem for ikke at være refleksive, jeg vil anklage dem for ikke at have overensstemmelse mellem deres liv og deres tro, jeg vil anklage dem for ikke at være bevidstgjorte.

De er altså velbegavede mennesker som ikke er refleksive? Man undrer sig over hvad refleksive mon betyder. Er videnskabsmænd refleksive? De fleste videnskabsmænd er ateister. Hvilket bringer mig til det næste problem. Riis forstår ikke at skelne mellem stærk og svag ateisme. Svag ateisme er standard positionen = ingen tro på gud. Mens at stærk ateisme er en holdning om at gud ikke findes. Riis kan jo starte her.

Riis skriver:

De fleste har vel opdaget, at menneskeheden er delt op i to fra hinanden forskellige køn. De fleste har også opdaget sødmen ved denne forskel, og måske endda opdaget det på den højst personlige måde, at man har fundet én af det modsatte køn, som man holder sammen med og også har det hyggeligt med, ja, til tider flyver op over stjernerne med.

Hvad med de homoseksuelle og biseksuelle?

Og ser man sig omkring i dyreverdenen, opdager man, at sådan har dyrene det minsandten også. Også de har to køn, også de gribes af begær efter det andet køn, også de får afkom ovenpå samlejets sammensmeltning.

Hvad med dyr som kan skifte køn m.m.?

Hvordan ved vi, at de har begær?

Og så kan man jo nøjes med tankeløst at sige, at dette er naturens kloge indretning, på den måde lokker naturen os til at holde slægten vedlige.

Tankeløst? Sikke en gang retorik. Riis burde stoppe med at antropomorfisere/besjæle naturen. Naturen har ingen lyster, den er der bare så at sige.

Derefter synes Riis at mene, at der kun findes to verdensbilleder; et reinkarnation-istisk og et teistisk. Jeg tør godt sige, at de fleste ateister ikke er tilhængere er nogle af disse. Riis må have glemt hvad han skriver om.

[..] fordi den er skabt af Gud og derved har mening og fylde.

Hvordan ved han det? Godt forsøgt.

Det er svært at lave en større stråmand end denne:
Og den opfattelse kan godt gå hen og få næring af ateisternes angreb. Højst beklageligt! Ateister har fra gammel tid (det vil sige: de sidste hundrede år) haget sig fast i spørgsmålet om Guds tilværelse. Er Gud til? har man spurgt, og kan der ikke gives noget fornuftigt svar på det, så nægter man Guds eksistens og mener, man har sagt noget meget originalt.

Jeg har aldrig nogensinde set en ateist lave et sådant idiotisk argument. Riis kan jo modbevise mig ved at citere en anerkendt ateist som laver et sådant argument.

Det er efterhånden flere hundrede år siden, Kant viste, at man ikke kan bevise Guds eksistens.

Det har jeg aldrig hørt om. Desværre finder Riis det ikke nødvendigt at gengive argumentet til vores andres glæde.

Jeg har den holdning til tilværelsen, at den er god i sig selv, altså god, før jeg begynder at erklære den god “for mig”. Den holdning giver jeg udtryk for ved at bekende mig til skabertroen. Omvendt er det netop fra et samfund præget af skabertroen, jeg har fået den holdning, som jeg giver udtryk for gennem min trosbekendelse.

Lad os gentage argumentet: Verden er god per se, derfor bekender jeg mig til skabertroen. Hvordan kan nogen tro på sådan en åbenlys non-sequitur?!

Og det, jeg bebrejder ateisterne, i hvert fald vore dages ateister, er nu, at de bare lever løs. Tankeløst, uden refleksion, uden at standse op, lever de i de værdier, som samfundet har overleveret til dem, og som er bestemt af skabertroen. Men ikke om de på nogen måde vil sige ja til livet, som skabertroen beder dem om. Nej, nej, livet, det lever man da bare, værdier er da bare nogen, man har, ikke nogen, man skal tilslutte sig, være sig bevidst som ubeviste værdier, endsige takke for.

Riis antager her hans konklusion og gør sig skyldig i cirkulær logik. Desuden er det jo åbenlyst falsk, hvis han mener at ateister ikke reflekterer. De fleste af mine venner er ateister og de af dem som tænker mest er også ateister. Denne blog er temmelig refleksiv over verden, ville jeg mene.

For hvad kristendom angår, er uvidenhed trumf.

Helt rigtigt, men ikke i den betydning som Riis ønsker. En af kristendommens / jødedommens hovedmyter (Edens have) forhelliger ligefrem ignorancen.

Etc.

Riis giver ikke eneste identificerbart (af mig) (gyldigt) argument for guds eksistens. Ikke særlig godt klaret af en der skulle forsøge at begrunde sin tro og som (vist?) er uddannet til at gøre det.

Som et lille humoristisk tillæg er her en sød mis, som beskriver Riis’ indlæg: