Jeg har opdaget en inkonsistens mellem evidentialisme og logisk muligt.

Logisk muligt er defineret som noget der ikke er selvmodsigende. Evidentialismen fortæller os at alle påstande har en bevisbyrde. Lad os sige, at jeg påstår at kropsfraskilte bevidstheder er logisk mulige, så påstår jeg i realiteten, at de ikke er selvmodsigende. Dette er en påstand. Men hvordan skal man demonstrere at noget ikke er selvmodsigende? Man kan starte med at vise, at alle argumenter for at konceptet er selvmodsigende, er fejlagtige, men dette vil ikke bevise at konceptet ikke er selvmodsigende.

Det virker som et umuligt arbejde at skulle bevise at noget ikke er selvmodsigende. Det virker som om, at man fritager denne påstand fra bevisbyrden. Dette strider imod evidentialismen.

Jeg kan forestille mig flere mulige løsninger:

  1. Fritage negative påstande fra en bevisbyrde.
  2. Stoppe med at bruge udtrykket logisk muligt.

Den første mulighed har jeg diskuteret før og afvist. Men det er muligt at lave en mere specifik version; fritag negative påstande om påstande og koncepter fra en bevisbyrde. En sådan påstand ville også være at et koncept var meningsløst. Det er ligeledes umuligt at vise at en påstand er meningsløs: hvordan ville du bevise at påstanden “asjiodjio jiod” var meningsløs? Måske er den reviderede udgave af (1) ikke en så ringe ide endda.

Den anden mulighed virker ikke god. Logisk muligt er et anvendeligt udtryk indenfor filosofien. Den udtrykker den svageste form for potentialitet.