Abduktion ≡ slutning til bedste forklaring.

Det er givet, at enten eksisterer et objekt eller også gør det ikke. Hvis vi laver en forklaring til et fænomen og denne forklaring ikke indeholder entitet E. Givet at denne forklaring er den bedste vi kender til. Har vi så givet grund til at tro, at E ikke findes? Nej. Den er blot ikke en del af vores forklaring.

Lad os sige, at vi har to forklaringer til samme fænomen. Den ene forklaring indeholder en postuleret entitet mere i modellen end den anden forklaring. Lad os sige, at forklaringer forklarer lige meget og på andre relevante punkter er ens. Hvilket en forklaring bør vi da vælge? Den sidste, thi den simpleste forklaring er givet alt andet lige, sandsynligvis den bedste.

Den entitet som ikke indgår i vores forklaringsmodel er ikke blevet tilbagevist, der er blot ingen grund til at tro på den. Den er forklaringsmæssigt impotent.

Det burde nu være tydeligt, at der ingen prima facie grund er til at tro, at blot fordi at en entitet ikke indgår i en forklaringsmodel, så er der grund til tro den ikke findes.

Lad os tage religionens oprindelse. Der er mange mulige teorier, men de to typiske er guddommelig indvending og psyko- og sociologiske årsager. Vi kan kalde den første for den supernaturlige forklaring og den anden for den naturlige, thi den første postulerer en supernaturlig entitet til at forklare noget naturligt, mens at den naturlige postulerer en naturlig forklaring. Den første postulerer således et supernaturlig domæne mens den anden ikke gør, og derfor er den anden mere simpel.

Lad os sige, at der også er andre grunde til at vælge den anden teori, ville vi så have modbevist et supernaturligt rige? Nej. Vi har blot vist, at der ingen grund er til at tro på det–i hvert fald i dette tilfælde.

VI ser således, at det kræver noget ekstra at modbevise noget.

Et spørgsmål om simpelhed

Lad os sige, at vi ønsker at forklare en fænomen. Vi har to lige gode forklaringer med en forskel. Den første postulerer en hidtil ukendt entitet, den anden postulerer at den postulerede entitet ikke findes. Vi kan måske ikke forestille os et sådant scenarium, men dette er ikke pointen. Spørgsmålet er i al sin simpelhed: Hvilken teori er simplest? Dette åbner for en diskussion af hvad det vil sige, at noget er simpelt. Mit umiddelbare bud er: Hvor mange dele består teorien af?

Dele er et for vagt ord, for præcis hvad tæller med som en del? Er det ikke-verificerede påstande? Vores to teorier ovenover laver lige mange ikke-verificerede påstande, men deres påstande er af en forskellig art. Den ene påstand hævder eksistensen af en hidtil ukendt entitet, mens at den anden benægter den. Måske er det ikke nok, blot at se på antallet af entiteter–selvom dette også er en god ide–måske er det en god ide at se på simpelheden af den enkelte entitet.

Men hvordan sammenligner vi en entitet med mangel på samme entitet?

Vi ved, at jo mere kompleks en entitet er, jo mindre sandsynlighed har den for at findes. Følgelig må det gælde, at hvis vi postulerer at en entitet ikke findes, så bliver det mere sandsynligt jo mere kompleks den benægtede entitet er. Ud fra denne overvejelse kan vi konkludere, at den anden teori er mere sandsynlig.