Aktindsigtportal: drømme og virkelighed


Internt på Open Knowledge Denmark maillisten, skriver en person som kommentar til mit forslag til en aktindsigtportal:

Det lyder godt, jeg kan godt programmere lidt i Python men har ikke særligt godt styr på det. Har læst dit forslag fra bloggen og tænker om man ikke kan automatisere nogle af tingene mere, så man ex ikke skal uploade besvarelserne til aktindsigt men det kan foregå automatisk fra en mailserver kun lavet til aktindsigtmails.

I mit forslag skrev jeg:

Den optimale løsning ville være at det offentlige selv lavede en central platform hvor alle aktindsigter blev noteret i og hvor man kunne gøre tingene offentlige hvis man ville (som den som søger). Men nu ved vi godt hvordan det plejer at gå med offentlige IT-projekter, så den ide må nok opgives. I hvert fald er der ingen offentlig portal lige nu.

Lad mig beskrive nogle forskellige scenarier: fra drømmeland til virkelighed.

Det offentlige laver deres egen åbne portal og alle aktindsigter foregår via den automatisk.

I det mest usandsynlige scenario laver det offentlige sin egen åbne portal. Koden ligger på Github og alle aktindsigter skal fremover køre via deres system. Systemet har åben adgang til anonyme statistikker via API som kan bruges til forskning og bare generelt at holde øje med om tingene virker som de skal. Det offentlige formår på magisk vis at bygge en sådan portal op relativt hurtigt og billigt. Der er en overgangsperiode til at skifte til den nye portal på fx 1 år. Når man laver en aktindsigt, så kan man markere den som offentlig hvilket betyder at alle andre også kan få adgang til at se al kommunikation vedrørende og alt materiale udleveret.

Nogle private laver en åben portal og det offentlige bruger den

I det lidt mere sandsynlige scenario laver nogle private i stedet portalen, og det offentlige bruger den i varierende grad. Dvs. at det er muligt for nogen fra det offentlige at logge ind på systemet og besvare en aktindsigt. Overgangsperioden er på mange år fordi ingen regler tvinger det offentlige til at bruge den, og siden at den er på private hænder (non-profit), så er det også juridisk tvivlsomt om man kan gøre det. Man kan godt sende aktindsigter til det offentlige via portalen, men de svarer som regel ikke på dem via portalen, så man skal manuelt oploade deres svar.

Nogle private laver en åben portal og det offentlige ignorerer den

Her antages det at portalen primært er med til at holde styr på aktindsigterne, og ikke at man kan modtage aktindsigter via portalen. Hvis man da får et svar fra det offentlige før man dør, så sendes svaret typisk per epost eller sneglepost og man skal selv lægge det ind i systemet.

Jeg havde designet mit forslag til scenario #3, men det skulle relativt simpelt kunne tilpasses #2 hvis det offentlige er villige til at gøre det. Det tror jeg dog næppe. Jeg vil gætte på at man i næsten alle tilfælde ville få svar via epost/sneglemail eller email hvis man er meget heldig, selvom man udtrykkeligt har bedt om at få svar via systemet.

Men hvis man skulle lave noget til scenario #2: En ide ville være at sige at de skal svare til en bestemt email, og at alle emails modtaget til denne antages at komme fra systemet som svar på denne aktindsigt. Her ville man generere en ny semi-tilfældig email-adresse til hver aktindsigt, fx akt_20_12_16_kljbwe@aktindsigtportalen.dk. En mail til en aktindsigt som blev sendt den 20. december 2016. De sidste tilfældige bogstaver er blot tilføjet for at andre ikke kan svare på det offentliges vegne ved at sende emails. Det ville de nemt kunne hvis emailen blot var akt_20_12_16@aktindsigtportalen.dk og i øvrigt ville der være flere aktindsigter fra den samme dato, så man skulle alligevel tilføje noget. Alternativt kunne man opsætte godkendte svarmail-lister, men så skulle man holde styr på hvilke emails folk har i det offentlige, eller i hvert fald hvilke domæner de sender fra. Det er en mulighed.