Hvis vi forestiller os, at en pragmatisk selvmodsigelse vil fremføre, at sandhed for syntetiske propositioner ikke er korrespondance til en objektiv virkelighed, men i steder er enighed i en lingvistisk system – hvordan ville man så lettest vise, at dette er ‘forkert’?

1.

Hvis den er rigtig, så afhænger sandheden af den selv af, at folk er enige i en lingvistisk system, og da jeg er uenig, så må den være falsk.

2.

Hvis vi ikke diskuterer korrespondance-sandheden af pragmatisme – hvad er det så, vi diskuterer?

3.

Hvor mange mennesker skal der til, før det bliver sandt i et lingvistisk system? Hvis jeg finder på mit eget sprog, så udgør jeg hele det sproglige system. Dette medfører, at alle mine holdninger er sande. Men hvis jeg mener to selvmodsigende ting, hvad sker der så?

4.

Hvis vi går tilbage i tiden nok, vil vi finde et lingvistisk system med mennesker, der mente, at Jorden var flad. Betyder det så, at det er sandt, at Jorden var flad? Hvordan kan Jordens form ændre sig, uden at ændre sig?

5.

Hvis der er to samtidige lingvistiske systemer, der er uenige – hvad så?

Inspiration hentet her.