Hvorfor stoler vi på introspektion (den indre sans)?

Definition; introspektion er at “kikke” ind i sit eget sind for at opdage sandheder. Kikke skal forstås som en metafor. Det er, som om man kan “se” sit eget sind for sig, men alligevel kan man ikke tegne det; det er ganske uhåndgribeligt.

Hvilken begrundelse(r) har vi for at stole på introspektion? Lad os sige, at person S siger P, hvoraf P er en personel sandhed. En personel sandhed er propositioner, der udtalelser sig om, hvad personer føler, e.g. Donni kan godt lide øl.

Måske ville man forsøge sig med en abduktion. Hvis person S godt kan lide is, hvilke observationer kan vi så forvente at gøre os? Umiddelbart ville man forvente, at hvis S spiste en is, så ville han blive glad. Lad os endvidere sige, at vi observerer person S spise en is og være glad. Kan vi derfra slutte os til, at han er glad for is?

Nej, ikke umiddelbart. Der er mange andre muligheder, e.g. at han er glad af en helt anden årsag. Men lad os endvidere sige, at vi observerer person S gøre en række ting, som normalt kun kendes hos is-nydere. Kan vi derfra slutte os til, at person S er is-nyder? Ikke helt. Vi har nemlig gjort os en antagelse om det, vi forsøger at bevise; for hvordan ved vi, at is-nydere bliver glade, når de spiser is? Dette hviler igen på introspektion. Det virker ikke prima facie muligt at begrunde introspektion – alligevel bruger vi den i vores hverdag. Vi er nødt til at antage dens pålidelighed.