Bare for at bruge den filosofiske metode (givet der er en) på noget så ufilosofisk som kærlighed.

Første bud – Gengældt kærlighed

Man kunne fristes til at tro, per etymologien af udtrykket, at et kærlighedsforhold mellem to personer eksisterer (lyder intuitivt problematisk med dette ord i denne sammenhæng, men vi lader den ligge til en anden gang) hvis de begge elsker hinanden. Altså:

1. Der eksisterer et kærlighedsforhold mellem x og y hviss at de elsker hinanden.

Det er dog let at finde på modeksempler på dette. Her er et: Bent og Sofie er begge filmstjerner. De har set hinanden på film og er komme til at elske hinanden ud fra det, men ingen af dem ved, at den anden elsker dem. De fleste vil være enige om (næsten ad populum), at der ikke eksisterer noget kærlighedsforhold mellem Bent og Sofie, så (1) er falsk.

Andet bud – Fordi at de synes det

En anden måske plausibel karakterisering af et kærlighedsforhold er at de begge mener at der er et kærlighedsforhold. I betingelsesform:

2. Der eksisterer et kærlighedsforhold mellem x og y hviss x og y mener at der er et kærlighedsforhold.

(2) implicerer at det er muligt, at to personer, Kurt og Eva, har et kærlighedsforhold selvom ingen af dem elsker den anden. Det virker forkert, så (2) er også falsk.

En overvejelse

Nogle gange bliver ens intuition også i tvivl om nogen har et kærlighedsforhold. E.g. Hans og Grete var enige i 20 mdr. om at de havde et kærlighedsforhold og de troede, at de elskede hinanden. Men så opdagede Grete at hun ikke elskede Hans alligevel. Alligevel vil man måske synes, at de havde haft et kærlighedsforhold. Omvendt vil nogle synes, at de ikke havde haft det. En forklaring er, at termet ingen fast betydning har i denne situation.

Tredje bud – Matematisk snilde

Alternativt kunne man sætte begge ovenstående bud sammen. Siden at 1+2=3, så:

3. Der eksisterer et kærlighedsforhold mellem x og y hviss x og y mener at de har et kærlighedsforhold og x og y elsker hinanden.

Igen kan man lede efter modeksempler. Lad os forestille os et tredje par, Peter og Alisa, som begge er enige om, at de har et forhold, men det er falsk da Peter ikke elsker Alisa. (3) implicerer, at der ikke eksisterer noget kærlighedsforhold mellem dem. Men hvad siger vores intuition? Den er forvirret! Dette tyder på, at forklaring ovenover er sand.

Motivation

Grunden til at jeg skrev denne lille analyse, er at nogle mennesker er uenige om, at hvis nogen har et forhold hvor sex er det som man oftest laver sammen, så har man ikke et kærlighedsforhold. Måske mener de med ‘kærlighedsforhold’ noget andet end hvad jeg forstår ved det. Måske mener de “et forhold hvis vigtigste del er kærlighed”, og at hvis man har meget sex, så er det fordi at kærligheden ikke er det vigtigste. I så fald ville de have ret, men den definition af kærlighedsforhold virker noget triviel for mig at se.