Afleveret som dansk opgave i en terminsprøve i 3.g. Lærerens kommentarer står efter opgave.

PDF version.

Vi vil overvåges

Indledning

Abstrakt

I denne opgave vil jeg redegøre for og diskutere hovedsynspunterne i teksten Vi vil overvåges, som er skrevet af Lars Holmgaard Christensen og som er bragt i Nordjyske Stiftstidende 16. december 2007 som en kronik.

Redegørelse

Indledende starter Lars Holmgaard Christensen (herefter LHC) med at bemærke at mange tilsyneladende accepterer, at de bliver overvåget “Vi har efterhånden vænnet os til, at alt

kan slås op på internettet eller via andre digitale medier.” Senere og stadig i første paragraf afslutter LHC med spørgsmålet om hvorfor at vi accepterer denne overvågning. Dermed synes udgangspunktet at være sat for kroniken.¹

Derefter følger en lang paragraf (>½ side) hvis pointe er, at der i den tidligere kultur (“de seneste 10 år”) har været en lang række tv-programmer hvor almindelige mennesker gerne ville ses uanset om det så var på en ø (Robinson Ekspeditionen), i et hus (Big Brother²) eller til psykologsamtale fordi at de havde problemer i parforholdet etc. Det synes at være ligegyldigt for folk hvorfor at de blev vist hvis de bare blev vist. Disse reality programmer (som de kaldes) er blevet mere og mere normale. De findes i overalt i vores nutidige kultur, som fx Hvem vil være millionær?. Mangel på privatliv synes if. LHC at være en pris mange gerne vil betale for at blive set.

LHC fortsætter med at forklare at det er denne succes med at skabe og levere indhold til medierne som har gjort os alle til genstand for “hverdagspaparazzi”. Dette skydes dog nok også den store udbredelse af digitale kameraer (og videokameraer) for uden dem ville der ikke være noget at tage billeder med. Disse kameraer findes i dag overalt da de findes i stort set alle nyere mobiltelefoner og næsten alle almindelige mennesker har en mobiltelefon.

Hermed opstår der en situation af “spændingsfyldt uforudsigelighed” skriver LHC. Med det mener han nok, at vi aldrig kan være sikker på hvornår der bliver taget billeder af os og hvor de billeder ender med at være. LHC skriver da, at de fleste accepterer dette og også accepterer, at de engang i mellem må stå skoleret “og undskylde for fortidige […] hændelser”.

LHC skriver da endeligt hvordan folk kom ud af denne ubehagelige psykologiske situation: Folk blev ligeglade med det og lærte at iscenesætte selv selv bedre. LHC slutter sin lange paragraf med en kritisk bemærkning om at dette indskrænker vores privatliv.

Derefter kommer der en paragraf med nogle problematiske eksempler på at billeder af en lagres. Eksempelvis måtte en skønhedsdronning trække sig fra en konkurrence pga. at nogle havde fundet billeder fra “en våd aften” da hun var yngre. Dette er et eksempel på at man skal ‘stå skoleret’ for tidligere hændelser i ens liv.

Så følger en kort paragraf om at den brede befolkning måske slet ikke ser disse ting som en dårligdom og LHC bemærker at der er en stigende tendens til at tro, at der er noget lumsk ved en person hvis man ikke kan finde noget om personen på Google (eller andre søgemaskiner). Herefter skriver LHC at denne tendens kan forklares psykologisk ved at se det som “en evig søgen efter autencitet”. LHC slutter med at sige at overvågning er et middel til at finde eller skabe sin egen identitet med.

Herefter perspektiverer LHC til en bog, No sense of Place, skrevet af den amerikanske mediesociolog Johsua Meytowitz i 1985. LHC mener, at forfatteren viste at tv blev “et nyt mødested for private seere og tv-optrædende personer” og at tv-optrædende personer blev nødt til at finde en ny omgangsform hvor de både skulle kendes fra deres offentlige roller og fra deres privatliv. LHC slutter med at bemærke, at tv-seere altså både får at se hvad der sker på scenen men også bag scenen. Eksempelvis lærer man nu også politikere at kende gennem hvad der står i deres køleskab. (Denne personificering af politik er blevet bemærket før.)

LHC skriver da i den næste paragraf at tv’et har fået en ny mellemrolle mellem det personlige og det offentlige. De tv-optrædende kan hverken være ‘stive i pudset’ eller ‘bløde i bettrækket’. Fra deres tv-optræden har de opnået en social anerkendelse dog på bekostning af deres privat som konstant invaderes af ugebladene (Se & Hør er givet som eksempel). LHC argumenterer da, at siden at almindelige mennesker er begyndt at blive synlige på tv’et, så har de også opnået en ny mellemposition ligesom ‘de kendte’. Hr. og fru Danmark har også opnået en social anerkendelse men samtidig er deres privatliv blevet reduceret.

I den sidste paragraf laver LHC en mulig fremtidsprognose: Det bliver normalt, at man om alle mennesker kan finde nogle ‘skeletter i skabet’ og dette vil ikke længere blive set som en dårlig ting men snarere noget der har en underholdningsværdi og som giver en social anerkendelse. LHC bemærker da kritisk, at dette kan få ekstreme konsekvenser for vores privatliv i fremtiden. Dette vil ske fordi, skriver LHC, at medierne i jagten på et scoop bliver mere og mere grænseoverskridende.

Den omtalte grænse er nok grænsen mellem privatsfæren og den offentlige sfære.

Diskussion

Har LHC ret i sine påstande? Måske. Hans påstande er meget omfattende, så jeg kan ikke give nogen fyldestgørende kritik af dem her men blot pointere nogle problematiske aspekter.

Acceptance af overvågning

I første paragraf laver LHC påstanden om, at vi (generelt) accepterer at blive overvåget. Dette er formentlig rigtigt i det store perspektiv, men alligevel vil jeg nævne nogle områder hvor vi ikke p.t. accepterer at blive overvåget.

Forbrugerrådet har i samarbejde med en række andre organisationer netop udgivet en debatbog, De Overvågede, om overvågning. I denne bog diskuteres overvågning på alle tænkelige måder. Det relevante er dog, at de skitserer nogle undersøgelser foretaget rundt omkring i EU. Disse undersøgelser viser, at de fleste mennesker både i Danmark og i EU accepter overvågning i det offentlige for at mindske risikoen for kriminalitet samt at gøre det lettere for politiet at finde beviser for fx voldtægter og vold.

Omvendt, så er de fleste mennesker i EU imod overvågning af private ejendomme. Dette kunne man fx se da Google med deres Google Earth projekt begyndte at affotografere byområder med kameraer monteret på biler. De billeder de tog indeholdte nemlig billeder af personer, både på gaden og i deres hjem (fx haver). Google var da hurtig (efter protester i medierne) til at indføre et filter der slører ansigterne på menneskerne på billederne. Her tillader jeg mig, at antage at holdning til overvågning er nogenlunde ens i EU og i USA, altså i ‘den vestlige verden’.

Et andet eksempel er det p.t. meget populære Facebook.³ Her ligger der et utal af billeder af folk og disse er ikke slørede. Dog er der blevet indført restriktioner på hvem der kan se disse billeder efter mange protester. Nu er standarden at kun folk man er ‘venner’ med kan se ens billeder.

Disse to eksempler viser, at der er visse overvågningsaspekter vi ikke accepterer og at selv store medier vælger at bøje sig for massive protester. Dette viser også, at der ikke nødvendigvis er tale om en glidebane effekt hvor medierne trænger længere og længere ind i hvad der tidligere var privatsfæren. Medierne er afhængige af brugerne fordi, at det er brugerne der leverer indholdet i medierne, så det er klart, at medierne, hvis de fortsat ønsker at få materiale fra brugerne, må høre efter hvad brugerne siger.

Der kan perspektiveres til en artikel, Web 2.0. Amatørernes eldorado i cyberspace, skrevet af Ida Engholm bragt i Politiken i september 2007. I denne forklarer Ida Engholm hvad termet Web 2.0 betyder og at det term dækker denne holdningsændring som er markant på internettet. Holdningsændringen er at der ikke længere er tale om nogen simpel udgiver-modtager situation, men at brugerne er dem der driver medierne (fx blogs og Wikipedia). Web 2.0 har altså sin opstand i den tidligere 90’er kultur hvor almindelige mennesker begyndte at komme på scenen.

Sletning af data

LHC bemærker at selvom fx et billede fjernes fra den originale side hvor det blev lagt op, så er det stadig til at finde på søgemaskiner. Dette er rigtigt i et vist omfang. Søgemaskiner kan ikke se billeder på fx Facebook eller andre tjenester der kræver et login.

Samtidig er kvaliteten af de billeder som søgemaskinerne lagrer meget dårlig, da disse lagrede versioner kun bruges til at vise et preview af de billeder de linkes til. Så selv hvis søgemaskinerne kunne få adgang til sider med login, så ville disse billeder være svære at bruge til noget krænkende pga. at det simpelthen er umuligt at se noget på billederne.

Dog, kunne det indvendes, så findes der andre sider end søgemaskiner som ‘gemmer’ internettet. Der findes flere sider hvis formål ikke er at virke som en søgemaskine men specifikt at gemme internettet. Dog gemmer disse sider typisk ikke billeder, så det er ikke et problem p.t. med at de gemmer generende billeder.

Hertil kan det indvendes, at det blot er et spørgsmål om tid før at der er tilstrækkelige teknologiske resurser til at gemme hele billeder frem for previews af dem.

En anden mulighed er dog at kontakte selve søgemaskinerne og bede dem slette problematiske data fra deres lager. Denne metode er blevet anvendt flere gange med mere eller mindre succes. Man kunne også politisk gå ind og lovgive på området. Fx med et krav om at søgemaskiner maksimalt må opbevare en kopi af en hjemmeside i et vist tidsrum. Dette betyder da, at hvis noget materiale på en side bliver fjernet så ville søgemaskinerne hurtigt opdage dette og ændre deres kopi af siden. Dermed kan man fjerne ting fra søgemaskinernes database ved at fjerne det fra den oprindelige side.

Ingen fortid implicerer ingen troværdighed og virtuelle identiteter

LHC skriver, at tendensen bevæger sig imod, at hvis man ikke kan findes på Google så er det fordi, at det er noget lumsk ved situationen. Dette er en problematisk påstand.

For det første, så kan langt de fleste danskere ikke findes på Google (eller andre søgemaskiner).

For det andet, så er det et vidt begreb at kunne findes på Google. Hvor meget information skal man kunne finde om en på Google før at det tæller? Mange personer kan kun findes på Google i den forstand, at deres navn er nævnt i en eller anden offentliggjort liste. E.g. en liste over deltagere i et svømmestævne.

For det tredje, så er tendensen at folk begynder at bruge flere og flere aliaser for netop ikke at kunne blive genkendt på nettet. Disse personer kan godt findes på nettet men kun hvis man allerede kender sammenhængen mellem et alias og en ‘rigtig person’.

Hertil kan man perspektivere til en artikel bragt i Kristeligt Dagblad med titlen Virtuelt liv. I artiklen omtales det hvordan virtuelle identiteter (aliaser) i virtuelle verdener skaber nye etiske problemer. Eksemplet i artiklen er, at nogle teenage piger har tjent rigtige penge på at sælge virtuelt sex. Skal dette ulovliggøres?

Det virker ikke gunstigt. Internettets indbyggede mulighed for anonymitet gør det stort set umuligt at spore hvilken bruger i den virtuelle verden som svarer til en ‘rigtig person’, som da skal straffes. Dette kan måske løses ved at indføre lovkrav om, at man skal oplyse sin identitet til udbyderen af den virtuelle verden og at denne skal udlevere den til politiet på forlangende. Dette er problematisk pga. eksistensen af fx proxy servere og proxy netværk, som tillader anonym adgang til internettet.

Det virker altså svært muligt at forene internettets anonymitet og dermed brugernes privatliv med juridisk ansvarlighed.

Termerne ‘offentlig’ og ‘privat’

Det kan hævdes, at den måde som LHC har anvendt de to termer på berøver dem deres betydning. For hvordan kan noget være privat hvis det er på tv? Er det netop ikke det modsatte af at være privat? Det eneste der synes at ligge i ordet ‘privat’ hos LHC er at det er en ting der tidligere hørte til privatsfæren.

Det kan også argumenteres, at når politikere bliver filmet i eget hjem (eller lign. private situationer), så ved de godt, at de bliver filmet. De iscenesætter dermed også sig selv for ellers fik de ingen stemmer. Alle politikere vil gerne have stemmer for uden stemmer er de arbejdsløse. Men hvis man iscenesætter sig selv, hvordan er det så privat? Hører det ikke med til termet ‘privat’, at der er tale om en ikke iscenesat situation? Det vil jeg umiddelbart sige.

Ugebladene

LHC ser ud til at mene, at Se & Hør et al er på en ustoppelig jagt efter mere og mere krænkende oplysninger eller materiale. Dette er måske sandt. Det ser i hvert fald ud til at være tilfældet hvis man ser på historien. Men man kunne stoppe dette ved at lovgive på området. Faktisk findes der allerede en lovgivning om injurier. Hvis der blev lovgivet mere på området, så ville denne glidebane ikke finde sted.

1Nogle avisen ser ud til at stave ‘kronik’ i bestemt form forkert med vilje (burde være ‘kronikken’). Jeg følger deres eksempel.

2Det bemærkes, naturligvis, at dette navn er en reference til Orwell’s bog 1984 hvor der skildres et totalt overvåget samfund, dog i en negativ belysning. Dette udtryk er således, siden bogens udgivelse, blevet brugt til at kritisere overvågning. Det bør nok anses som et slags glidebane argument om at hvis vi accepterer den her overvågning, så bliver samfundet, før eller siden, til et Big Brother-samfund.

3Danmark er et af de lande hvor felst mennesker, procentvist, har en Facebook-proil.

Lærerens kommentarer

Fantastisk at læse en tekst fra dig, hvor man faktisk får fornemmelsen af, at du forsøger at løse opgaven! 🙂

Udemærket sprogligt – pas dog på kommaérne!

Din redegørelse er noget formel og opremsende.

Du fortsætter fint over i en selvstændig diskussion – der dog flere steder flader lidt ud, fordi du reducerer problematikken til teknik og def. af begreber. Her ville det være meget spændende at lære om dine betragtninger omkring det moderne menneskes priavatsfære. Hvad sker der, når den er helt væk?

Karakter givet: 10