En mere alvorlig indvending imod min metode til at læse empirismens hovedproblem, eller måske rettere kaldt empirisk epistemologis hovedproblem el. empirisk erkendelsesteoris hovedproblem.

Indvendingen lyder således:

Man kan bestride at viden eller sågar begrundet tro skal have en vis sandsynlighed for at være falsk. Man kunne snildt forestille sig, at der på et givet område var to gode teorier på et eller andet fænomen, og at der var evidens for begge teorier. Givet at en af teorierne sandsynligvis er den rigtige, så vil chancen for at en af teorierne var sand ville være 50%, eller omvendt 50% for at den er falsk. Her er det antaget, at teorierne er kontrære, som det fx ikke er tilfældet ved partikel-bølgedualismen ved lyslære. Men ingen ville kalde disse teorier for andet end velbegrundet, og andet er heller ej rimeligt. Derfor må min sandsynlighedsteori forkastes.

Indvendingen virker for mig at se, fatal for min sandsynlighedsteori. Dette betyder dog ikke, at den er totalt ubrugelig. Når noget siges at være viden, så er der formentlig tale om flere forskellige metoder til at afgøre om det er viden eller ej, og ikke blot en simpel udregning baseret på observationer. Det er en generel sandhed inden for filosofi. Intet er så simpelt som det umiddelbart ser ud til. Hvis noget virker simpelt, så har man ikke set ordentligt efter.