Lad os lade som om, at jeg påstår at jeg ved alting. Min skeptiske kammerat, Arhøj, tror naturligvis ikke på mig, og spørger mig om hvad han tænker på nu. Jeg svarer, afvigende, at jeg har glemt det og har dermed bestået hans test – eller har jeg?
Kan man godt vide noget, når man har glemt det? De fleste mennesker ser ud til at mene dette. Det er naturligvis en spørgsmål om hvad ‘jeg ved p‘ betyder, hvor p er en tilfældig sand begrundet tro. Skal den viden være i sindet før at man ved det? Hvis det skulle, så ville jeg ikke vide hvad logik er, thi jeg tænker ikke på det lige nu. Dette er falsk da jeg godt ved hvad logik er. Følgelig skal man ikke tænke på noget for at vide det.
Men hvorfor ved man så ikke ting, som man har glemt?
Lad os sige, at jeg på et tidspunkt t1 ved p. På en senere tidspunkt t2 har jeg glemt p. Det er glemsomhedens natur, at man ikke ved hvornår at man kan huske p igen. Lad os se på en anden situation. I denne situation har jeg aldrig vidst p. Hvad er forskellen på den første og den anden situation? I praksis er der ingen, man kan ikke fortælle andre en information, som man har glemt og man kan ikke fortælle andre en information som man ikke ved.
Hvordan kan man så forklare det?
Jeg er kommet frem til en ikke helt problemfri løsning. Hvis vi tilføjer et ekstra kriterium, som lyder: q er en viden, hvis den opfylder de normale krav til en viden1 og at den enten er i bevidstheden eller hurtigt kan genkaldes til bevidstheden. Dette ser ud til at løse problemet. Den ikke helt problemfri del er naturligvis, at ‘hurtigt kan genkaldes’ er lettere subjektivt.
Hvis vi ikke brugte dette kriterium og vi forestiller os eksempel et fra før. Hvor lang tid skal der så gå før at personen ikke længere ved p?
1Dem vil jeg ikke komme ind på her. De normale er