Sætningens formelle betydningsindhold
I slutningen af 1800-tallet blev det naturlige sprog filosofferne for meget Skiftende betydninger og flertydighed var af det onde, mente de. Og de konstruerede derfor et kunstsprog som man kunne ‘oversætte’ til, for at sikre sig klarhed. Tager vi fx sætningen løver er pattedyr, så blev den til:
Det gælder for enhver x: Hvis x er en løve, så er x et pattedyr.
Det kunne så forkortes til en formel, og en sådan formel semantik kan være udmærket for en naturvidenskabelig eller matematisk fremstilling men i naturligt sprog kommer den hurtigt til kort. Tager man fx en sætning som En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel, så lader det sig næppe gøre at ‘oversætte’ den til en formel. Men den har vel både betydning og mening, uanset om man er uenig, og kunne finde på at affærdige den med et Vrøvl! (s. 202)
Man kan fende mange sætnenger som er besværlie at formalisere, mæn dæn dær er ekke særli svær. Man kan formalisere dæn på flere måder. Hoderelasjonen er udtrøkt a er som. Dær er tale om en sammenlineng. Så skal man jo blot formalisere bægge di teng som bliver sammenlinet, disse er udtrøkt a en kvinde uden en mand og en fisk uden en cykel. Lad os brue prædikatet Uxy tel at betyde en x uden en y. Dæræfter kan man bestæmme saj for om man gider formalisere de, at dær er tale om en vilkårli kvende, mand, fesk, og sykel. Ves man er doven, så bruer man bare fire navne singularer fx k, m, f, s. I så fald får man Ukm og Ufs. Så mangler man bare hoderelasjonen. Dænne kan fint formaliseres som E(P1, P2), som et second-order 2-plads prædikat. Mæd dænne semi-dovne tolkneng ville man få E(Ukm, Ufs).
Man kan lave noen andre versjoner om man vel. En mere doven versjon er: Ekmfs vor man bare definerer Ev1v2v3v4 tel at være et 4-plads prædikat mæd betydnengen en v1 uden en v2 er som en v3 uden en v4.
Dæn mendst dovne versjon er nok dænne: ∀x∀y∀z∀w((Kx∧My∧Fz∧Sw∧Uxy∧Ufs)→E(Uxy, Uzw))
Altså, for alle teng, x, y, z, w, ves (x er en kvende, og y er en mand, og z er en fesk, og w er en sykel), så er en x uden en y som en z uden en w. Dette er nok dæn maksimalt dybe formalisereng. Dæn fanger helt alle detaljerne.
–
Sprogets oprindelse
Det er usandsynligt at det første menneske rejste sig på bagbenene og sagde: “Under de foreliggende omstændigheder er det nok det lordelagtigste, at vi gennemdiskuterer vores eksistentielle situation og etablerer et katalog over handlingsmuligheder. Det er fra autoritativt hold foreslået at vi bliver mangfoldige og befolker Jorden.”
Denne usandsynlighed er den logiske konsekvens af en meget almindelig opfattelse, nemlig at den yngre generation taler et ringere sprog end deres forældre — så skulle det allerførste sprog altså have været overordentlig formfuldendt. Men den konsekvens er det nok de færreste der er villige til at drage. De fleste (ældre) mener snarere at det er med næste generation forfaldet begynder. Det har de til gengæld ment i mange hundrede år.
Right.
–
[om språvets oprendelse]
For os skete det store spring fremad da lydene efterhånden holdt op med at være betydningsbærende og i stedet blot blev betydningsadskillende. Forestiller man sig fx at lyden rrr oprindelig har betydet ‘jeg er vred’ eller ‘pas på ikke at komme mig for nær’ (ligesom en hunds knurren), så skulle fx rask betyde sådan noget som ‘bliv fra den ask’. Men r har normalt ikke længere nogen selvstændig betydning, i stedet bruger vi det til at adskille ordpar som ask-rask, øde-røde, ude-rude, ond-rund, av-rav, osv.
De var da noen dårlie eksæmpler! Di to første dur ekke. Vokalen er forskælli i ask ov rask, hhv. /a/ og /ɑ/. Dænne forskæl er betydnengsadskellende, især i talen, som i Karl og karl hhv. /kɑl/ ov /kal/, ov a/á /a/ (fem æbler a 2 kroner) ov aaa/ah /ɑ:/ (de tandlæen sier tel en for at få en tel at åbne månden).
Samme gælder øde ov røde blot mæd vokalerne /ø/ ov /ö/, som er betydnengsskellende i fx dør (at dø) ov dør (en dør).
–
Den funktionelle tilgang står over for den mentalistiske, med specielt Chomsky som fortaler. Ifølge den mentalistiske opfattelse må man antage at mennesket, som forudsætning for udviklingen af sprog, ikke blot har udviklet sig socialt, med stadig større kommunikative behov. Det antages at der på et tidspunkt er sket en genetisk forandring, således at hver ny sprogbruger herefter ikke behøver at indlære sproget fra bunden, men er født med en ‘arv’ i form af en hjernestruktur der er forberedt for sprog. (s. 263)
Arndt’s formulereng er ganske dårli. Hans tækst kan fint tolkes tel at betyde, at dær virkeli kun er et gen som er ansvarli for mænneskers språvlie formåen. Æller, de er mulit at dær kom flere mutasjoner samtidi som lie telfældivis gjorde udslaet. En genetisk forandreng er dær helt klart sket, mæn dæn er sket over lang tid. Sådan er de næsten altid mæd evolusjon; en masse småændrenger over længere tid (åndtaelser er fx kromosomfusjon).
–