Også postet på Piratpartiets forum.
—-
Se http://www.aei.org/article/education/the-age-of-educational-romanticism/
Fra regeringens SU reformudspil kan man læse:
Regeringen har derfor meget ambitiøse og konkrete målsætninger på uddannelsesområdet:
-
95 pct. af en årgang skal gennemføre mindst en ungdomsuddannelse.
-
60 pct. af en årgang skal gennemføre en videregående uddannelse.
-
25 pct. af en årgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse.
-
Flere unge skal gennemføre en erhvervsuddannelse.
-
Flere ufaglærte skal gennemføre en kompetencegivende uddannelse.
Regeringens visioner og mål på uddannelsesområdet betyder, at investeringer i mennesker har en meget høj prioritet. Selv om vi befinder os i en ny økonomisk virkelighed, hvor det er vigtigt at prioritere, vil regeringen sikre, at flere får en uddannelse, og at kvaliteten og sammenhængen i vores uddannelsessystem bliver markant forbedret.
Nu er jeg en gammeldags realist, og tænker: kan det overhovedet lade sig gøre mht. de mennesker man har at arbejde med?
Intelligens
Siden at intelligens er den bedste faktor til at forudsige uddannelsesmæssige ting, og man ved relativt meget om det, så er det naturligvis indlysende at se på det. Til at kvantificere intelligens, så bruger man normalt IQ-tal, med gennemsnittet 100 og standardafvigelsen 15. Disse tal er for den hvide befolkning.
Til at modellere situationen, så har jeg valgt en simpel model. Modellen overestimerer gennemsnits-IQ (finder øvre grænse), og underestimerer minimums-IQ.
Modellen er, at alle personer over en kritisk IQ-værdi kan klare studiet, og at alle under ikke kan. Virkeligheden er ikke så simpel, omend der findes en kritisk IQ-værdi således at over den, så kommer >50% igennem, og under <50%, dog uden at der er en klar grænse. For mere om den slags analyser, se Gordon (1997).
Hvis vi forestiller os en uddannelse som har 100 som kritisk IQ-værdi i modellen, så vil det se således ud:
Halvdelen af befolkningen er over den kritiske værdi, halvdelen er under. Præcis som forventet når man har valgt den gennemsnitlige IQ som kritisk værdi.
Gennemsnits-IQ
Det er mere besværligt at udregne gennemsnittet. Man kan ikke bare tage midtpunktet mellem 100 (kritisk værdi) og ‘topværdien’, for der er ikke noget teoretisk maksimum på en normalfordeling.
For noget tid siden fandt jeg en matematisk metode til at finde gennemsnits-IQ for et IQ-interval. Kort fortalt, så har jeg inddelt normalfordelingen i en række intervaller på 5, og udregnet hvor stor del af arealet findes under kurven indenfor det interval. Derefter jeg har udregnet gennemsnittet af intervallet. Arealet under intervallet fungerer som vægtningen for gennemsnittet for intervallet. Metoden er ikke helt perfekt, men den giver næsten korrekte tal. Jo mindre intervaller (dvs. jo flere) man inddeler data i, jo mere præcise resultater får man. Metoden samt data findes her.
Fra percentil til IQ
Nuvel skal vi den anden vej i analysen. Vi vil finde kritisk IQ og gennemsnits-IQ ud fra en percentil, ikke omvendt. En hurtig løsning er at bruge denne normalfordeling-udregner. De percentiler som regeringen har brugt er 95, 60, og 25. Ved at bruge udregneren kommer man frem til at det svarer til kritiske IQ-værdier på hhv. 75, 96, og 110. Altså, i modellen, så får at 95% af en årgang kan komme igennem en uddannelse, så må IQ-kravet ikke overstige 75. Grafisk, så ser det således ud:
For 96 og 110 IQ, således:
I min metode har jeg brugt intervaller på 5, hvilket gør at man ikke kan bruge den til at finde 96 præcis, men bliver nødt til at bruge 95 i stedet. Det giver en fejlkilde, da man således inkluderer en smule for mange personer (omkring 2.5%point). Men de gennemsnitlige IQ-værdier for hhv. kritisk værdi 75, 95, og 110 bliver således hhv. 101.6, 109, og 119. Altså, udfra modellen, så er den gennemsnitlige IQ for personer med IQ>75 101.6. Dette skulle ikke overraske så meget, da gennemsnittet for befolkningen jo er 100, og at >75 IQ-gruppen inkluderer næsten hele befolkningen (95%).
Implikationer
Mht ungdomuddannelserne, så hvis man vel fortsætte med at:
- bruge ikke-individualiseret undervisning aka. one size fits all-modellen, som man bruger lige nu i folkeskolen og på gymnasierne
- vil inkludere næsten hele årgangen (95%)
- undervise til den gennemsnitlige elev
så bliver man nødt til at undervise på en niveau som svarer næsten til folkeskolens. Det er ikke helt det samme, da menneskers IQ stiger op til at man er ca. 20 år. Men talentmassen af personerne er ca. samme som den som findes i folkeskolen. Her jeg har ekskluderet personer i specialklassen, som ofte involverer retarderede (<70 IQ) personer. Gruppen af retarderede personer udgør ca. 2.3% af befolkningen.
Ikke-intelligens faktorer og konklusion
I den ovenstående analyse har jeg kun set på intelligens, men der er andre faktorer. Der er ADHD/hyperaktivitet, som gør det svært at tage en uddannelse (typisk for drenge). Dertil kommer blindhed, døvhed og andre lign. handicaps.
Generelt, så når man beslutter at n% af en årgang skal igennem en uddannelse med nuværende system, så får at det kan lade sig gøre, så er man nødt til at gøre en eller flere af følgende:
- sænke niveauet, dvs. sænke kravet til hvor meget man skal have lært for at bestå uddannelsen
- gøre uddannelsen længere, hvilket giver længere tid til at lære informationen
- bruge flere penge per elev, i praksis diverse hjælpeordninger
At tro noget andet er at være virkelighedsfjern.
Litteratur m.m.
Robert A. Gordon. (1997) Everyday life as an intelligence test: Effects of intelligence and intelligence context. Intelligence, Volume 24, Issue 1, January–February 1997, Pages 203–320.